RIO...
Ankom til lufthavnen, torsdag kl 15.00. Var blevet lovet af airport pickup, af det hostel jeg havde booket, men ingen skilte med senor Allan Jensen!? Fik ringet til hostelet, som undskyldte, og en time efter sad jeg i en taxi, paa vej mod Copacabana. Rio ligger utroligt smukt, omgivet af hoeje bjerge, jungle og strand. Det var med et stort smil paa, da jeg koerte igennem byen... endelig i Rio!
Ankom til mit hostel, som jeg havde booket for de naeste 7 dage. Mit foerste indtryk af stedet var ikke saerlig godt... first impression last! Vil ikke gaa i detaljer, men efter et par dage her, foeler jeg mig som et vildt dyr i bur. Naa, nok om det!
Efter en god nat soevn, var det tid til at udforske omraadet, saa hvorfor ikke starte med Copacabana strand, som ligger et stenkast fra hostelet? Copacabana bugter sig i en stor bloed kurve, ca. 1.5 km. Sandet er hvidt og fint, boelgerne slaar kraftigt ind mod breden, vandet har en perfekt temperatur.... Masser af strandfolk, der flasher deres solbrune kroppe... heriblandt lidt for mange maend, med tarvelige Speedo badebukser.
Om eftermiddagen tog jeg metroen ind til centrum, for at hente min Radiohead billet!!! Jeps, thats right - Alluruz skulle til Kraftwerk og Radiohead koncert, fredag aften i Rio... kunne det blive meget bedre?? Tilbage paa hostelet moedte jeg en fin gut (Edward), fra Brasilien, som ogsaa skulle til koncert (altid godt at ha´nogen at foelges med). Koncerten foregik ved de tribuner, som normalt bliver brugt under karnevalet, til sambaoptog.
Krafwerk kom paa... 4 maend\robotter, med hver deres laptop, og en kaempe skaerm med animationer. Nu har jeg set Kraftwerk foer for ca. 4 aar siden, og showet de leverede her i Rio, var noedagtigt det samme som i Koebenhavn. Det var hvad det var - havde alligevel ikke forventet andet.
Endelig blev det tid til Radiohead! Der blev arbejdet en del paa scenen, inden de kom paa. Utallige lange lystofroer, skulle goeres klar til sceneshowet - glaedede mig til at se det, taenkte "In Rainbows". Bandet kom paa scenen, og Alluruz stod naesten helt oppe foran - det var perfekt! De naeste to timer spillede de det ene fantastiske nummer efter det andet. Var var ikke et nummer der var bedre eller daarligere end de andre... alle numrende de spillede var sindsygt gode!!! Radiohead er det sejeste band, og koncerten var klart en af de bedste jeg nogensinde har hoert!!
Naeste dag, blev der slappet af i Copacabana. Om aftenen tog jeg til Lapa, et omraade fyldt med mennesker og musik, lidt taettere paa centrum. Her endte jeg paa Club Democratico, et stort gammelt ballroom, med hoejt til loftet, smukke vaelvinger, store lysekroner, borde med stearinlys, et kaempe dansegulv fyldt med mennesker, og et lang smal scene med et ni-mands orkester, der spillede laekker laekker samba hele natten!! Faktisk troede jeg, at samba kun var forbundet med karneval, men i Brasilien danser alle samba... og de danser sindsygt godt!! Alluruz med sine yderst simple samba grundtrin, noed musikken og noed at observere dansende par forsvinde ind i dansen, musikken og hinanden!! Havde en fantastisk aften i Lapa!
De naeste par dage, blev brugt paa lidt sightseeing rundt i byen. Heriblandt Ipanema strand og videre op til centrum. Rio i sig selv er ikke nogen fantastisk smuk by, og de fleste steder mindede temmeligt meget om hinanden. Aftenerne blev brugt paa hostelet... man kunne ikke rigtig gaa ud nogen steder i Copa, og ioevrigt fik jeg konstant tudet oererne fulde af, hvor farligt der var alle vegne i Rio. Det blev efterhaanden en smule stressende!
En af dagene tog jeg paa touristtur. Skulle ud at se byens varetegn; Christ the Redeemer, men Jesus havde valgt at indhylde sig i skyer, saa det blev ikke til noget moede denne gang. Istedet tog jeg ud til Sukkertoppen, og saa den smukke udsigt ud over hele Rio. Det var saadan ca. det mest touristet jeg fik gennemfoert.
Saa blev det min sidste dag i byen. Besluttede mig for, at det skulle vaere actionpacked. Ringede til et bureau, der udboed flyveture med hangglider, over byen. Blev hentet af en taxachauffoer, som jeg havde en interresant samtale med, omkring byen og dens mange favelaer (favelaerne er de fattige boligomraader, der er spredt rundt i byen). Vi snakkede om banderne og kriminaliteten i byen... et par dage foer, havde der vaeret et stort bandeopgoer, hvor to bander fra hver sin favela, havde slaaet sig sammen, og angrebet en tredie bande fra en favela i Copa. Politiet havde grebet ind, og skudt 8 (det officielle tal), men man skal nok laegge en del mere til.
Opgoeret havde rystet byen. Det kunne endda maerkes paa trafikken, da alle tog tidligere hjem fra arbejde, saa de ikke skulle koere forbi favelaerne efter moerkets frembrud!!
NAA... tilbage til Alluruz og hanggliding. Moedte min pilotpaa stranden, og derefter koerte vi smaa 530 m op ad et bjerg, lidt udenfor byen. Paa toppen fik jeg mit gear paa, og fulgte et par simple instruktioner om, hvordan jeg skulle holde fast i ham og loebe ud over rampen. Jeg glaedede mig helt vildt!! Det er en ting jeg har villet laenge. Piloten spurgte om jeg var nervoes eller bange - "not at all!"... han sagde at han var lidt bange, saa jeg maatte forsikre ham om, at alting ville gaa godt! Tid til "takeoff"... 1 2 3, og saa loeb, og pludselig hang jeg i luften og svaevede. Det var en fantastisk fornemmelse! Jeg bemaerkede, hvor afslappet jeg foelte mig, og fortalte piloten, at jeg var foedt til at vaere i luften! Vi svaevede hen over junglen, og ramte en luftstroem, som vi kredsede stiller og roligt rundt i. Derefter ud over hoejhuse og motorvej, for til sidst at svaeve ud over vandet. Efter ca. 15 min. svaevetur, landende vi perfekt midt paa stranden. Baade piloten og chauffoeren spurgte om jeg var skuffet, fordi jeg var saa rolig efter turen?... Overhovedet ikke, det var simpelthen for fedt, og bestemt ikke sidste gang!! WAUW!!!
Efter denne fantastiske tur, var jeg klar til at forlade Rio, og tage sydpaa mod Ilha Grande. Traengte til luft omkring mig, traengte til sol, strand, drinks, palmer, jungle - det var paa tide at tage til PARADIS!
Alluruz
tirsdag den 24. marts 2009
tirsdag den 17. marts 2009
Morfar elsker at koere bus!
Jaja.... Der skal vaere aabentbart vaere et stort hul paa alle veje, og i mit tilfaelde laa det i Ururuguay.
Fra Buenos Aires gik turen som sagt videre mod Punta Del Este. I busterminalen i Montevideo, havde jeg en lille diskussion med mig selv om, hvorvidt jeg skulle tage videre mod Foz Do Iguacu med det samme, eller om jeg skulle tage med Kevin videre til sol og strand. Det drejede sig mest om et tidspres (da jeg skal til Radiohead koncert d. 20 marts i Rio) , som lige skulle analyseres, foer jeg besluttede strandferie foerst. Alt dette kunne naas, hvis jeg tog fra Punta soendag aften.
Nogle gange er de beslutninger man tager her i livet ikke af det gode. Som fx. dengang jeg valgte at tage et aar ekstra matematik paa aftenskole, eller da jeg en nytaarsaften lagde mig til at sove i en bunke glasuld.... eller som nu, hvor jeg valgte at tage til Uruguay.
Punta Del Este, blev ikke den store strandtur, som jeg havde forventet. 4 dage ud af 5 tissede det ned... foelte virklig at jeg spildte tiden (og pengene)!Endelig blev det soendag, tid til at sige farvel til Punta, men ogsaa farvel til Kevin, som skulle videre til Lima for at naa et fly hjem. Det var et farvel til en virkelig god rejsekammerat, som jeg har delt mange fede stunder sammen med...
Foran mig havde jeg en 18 timer lang bustur. Foerste straek var ni timer nordpaa mod Salto, naer den argentiske graense.... 9 timer efter, kl 6 om morgenen, stod jeg (meget traet) i Salto busterminal. Her skulle jeg bestille billetten videre ind i Argentina, mod Iguacu. Som forventet blev jeg bedt om at vise mit pas, men da jeg hev min lille rejsemappe, med vigtige papirer frem, manglede det vigtigste papir, i form at et lille roedt dansk pas, hvor der (naesten) staar Alluruz i!Her blev jeg klar over, at jeg havde glemt det i receptionen, paa mit hostel i Punta. NEJ NEJ NEJ, hvor var det dumt! Det var ogsaa ufatteligt irriterende, meningsloest og AAAARRRGGGHH super glemsomt og aandsvagt!!!!! Nu stod jeg der og var grim.... det foerste jeg maatte goere var selvfoelgelig, at ringe til hostellet, men jeg havde ikke deres nummer!!??
Og selvfoelgelig var der intet internet i dette topmoderne busskur. Det betoed at jeg maatte vente en time paa, at touristkontoret aabnede, foer jeg kunne ringe. Den var god nok, de havde mit pas. Det de kunne goere var foelgende; de kunne sende det ekspres til Salto, saa ville jeg ha´ det naeste dag om eftermiddagen. De kunne ogsaa sende det til Montevideo, saa ville det vaere der kl. 13 samme dag. Jeg matte sande, at min tidsplan smuldrede i mine haender, og jeg maatte paent vinke farvel til tanken om Sydamerikas stoerste og smukkeste vandfald. Ydermere maatte jeg sande, at det bedste at goere nu, var at tage naeste bus tilbage til Montevideo... dvs. yderligere 5 timers ventetid i en skodterminal, 6 timer i en lortebus med oerleudsigt til intetsigende marker og kreaturer, og 2 timers frustrerende, langsommelig og draenende soegen efter mit pas, da jeg endelig naede frem til terminalen (kun fordi de havde hoert mit navn forkert).
Besluttede mig for, at bestille en flybillet til Rio saa hurtigt som muligt. MEN prisene for at flyve hernede er skyhoeje. Jeg maate ransage markede for "billige" billeter, da priserne ligger omkring de 1500 kr, for en billet til Rio. Da jeg endelig fandt en nogenlunde pris til afrejse naeste dag, ville systemet ikke aede mit kort, og jeg maate derfor droppe soegningen for denne aften, og indlogere mig paa hostel... jeg var draenet for energi!!
Naeste dag (i dag) gik jeg igen paa nettet, for at forsoege mig med flybranchen. Nu var der kun to afrejser, og begge kostede 4000 kr!!! Jeg blev meget traet.... gik ned til det naermeste rejsebureau, for at se hvad de kunne goere. Det endte med, at jeg bestilte en billet til 1550 kr, med afrejse d. 19 marts. Nu har jeg to lange dage her i Montevideo, den eneste by i sydamerika, hvor der intet sker!!
Ellers har jeg det fint, og er glad og tilfreds!
Kaerlig hilsen
Morfar
Fra Buenos Aires gik turen som sagt videre mod Punta Del Este. I busterminalen i Montevideo, havde jeg en lille diskussion med mig selv om, hvorvidt jeg skulle tage videre mod Foz Do Iguacu med det samme, eller om jeg skulle tage med Kevin videre til sol og strand. Det drejede sig mest om et tidspres (da jeg skal til Radiohead koncert d. 20 marts i Rio) , som lige skulle analyseres, foer jeg besluttede strandferie foerst. Alt dette kunne naas, hvis jeg tog fra Punta soendag aften.
Nogle gange er de beslutninger man tager her i livet ikke af det gode. Som fx. dengang jeg valgte at tage et aar ekstra matematik paa aftenskole, eller da jeg en nytaarsaften lagde mig til at sove i en bunke glasuld.... eller som nu, hvor jeg valgte at tage til Uruguay.
Punta Del Este, blev ikke den store strandtur, som jeg havde forventet. 4 dage ud af 5 tissede det ned... foelte virklig at jeg spildte tiden (og pengene)!Endelig blev det soendag, tid til at sige farvel til Punta, men ogsaa farvel til Kevin, som skulle videre til Lima for at naa et fly hjem. Det var et farvel til en virkelig god rejsekammerat, som jeg har delt mange fede stunder sammen med...
Foran mig havde jeg en 18 timer lang bustur. Foerste straek var ni timer nordpaa mod Salto, naer den argentiske graense.... 9 timer efter, kl 6 om morgenen, stod jeg (meget traet) i Salto busterminal. Her skulle jeg bestille billetten videre ind i Argentina, mod Iguacu. Som forventet blev jeg bedt om at vise mit pas, men da jeg hev min lille rejsemappe, med vigtige papirer frem, manglede det vigtigste papir, i form at et lille roedt dansk pas, hvor der (naesten) staar Alluruz i!Her blev jeg klar over, at jeg havde glemt det i receptionen, paa mit hostel i Punta. NEJ NEJ NEJ, hvor var det dumt! Det var ogsaa ufatteligt irriterende, meningsloest og AAAARRRGGGHH super glemsomt og aandsvagt!!!!! Nu stod jeg der og var grim.... det foerste jeg maatte goere var selvfoelgelig, at ringe til hostellet, men jeg havde ikke deres nummer!!??
Og selvfoelgelig var der intet internet i dette topmoderne busskur. Det betoed at jeg maatte vente en time paa, at touristkontoret aabnede, foer jeg kunne ringe. Den var god nok, de havde mit pas. Det de kunne goere var foelgende; de kunne sende det ekspres til Salto, saa ville jeg ha´ det naeste dag om eftermiddagen. De kunne ogsaa sende det til Montevideo, saa ville det vaere der kl. 13 samme dag. Jeg matte sande, at min tidsplan smuldrede i mine haender, og jeg maatte paent vinke farvel til tanken om Sydamerikas stoerste og smukkeste vandfald. Ydermere maatte jeg sande, at det bedste at goere nu, var at tage naeste bus tilbage til Montevideo... dvs. yderligere 5 timers ventetid i en skodterminal, 6 timer i en lortebus med oerleudsigt til intetsigende marker og kreaturer, og 2 timers frustrerende, langsommelig og draenende soegen efter mit pas, da jeg endelig naede frem til terminalen (kun fordi de havde hoert mit navn forkert).
Besluttede mig for, at bestille en flybillet til Rio saa hurtigt som muligt. MEN prisene for at flyve hernede er skyhoeje. Jeg maate ransage markede for "billige" billeter, da priserne ligger omkring de 1500 kr, for en billet til Rio. Da jeg endelig fandt en nogenlunde pris til afrejse naeste dag, ville systemet ikke aede mit kort, og jeg maate derfor droppe soegningen for denne aften, og indlogere mig paa hostel... jeg var draenet for energi!!
Naeste dag (i dag) gik jeg igen paa nettet, for at forsoege mig med flybranchen. Nu var der kun to afrejser, og begge kostede 4000 kr!!! Jeg blev meget traet.... gik ned til det naermeste rejsebureau, for at se hvad de kunne goere. Det endte med, at jeg bestilte en billet til 1550 kr, med afrejse d. 19 marts. Nu har jeg to lange dage her i Montevideo, den eneste by i sydamerika, hvor der intet sker!!
Ellers har jeg det fint, og er glad og tilfreds!
Kaerlig hilsen
Morfar
tirsdag den 10. marts 2009
Buenos Aires
Ud ad flyvinduet kunne jeg se, at vi naermede os Buenos Aires. Det er en virkelig en stor by!! I lufthavnen fornemmede jeg straks varmen, selvom kl. var 8 om aftenen... det var blevet sommer igen!
Med taxa naermede vi os centrum. Paa turen fik jeg en lille smagsproeve paa Buenos Aires. Store brede veje og alléer, hoeje nye skyskrabere, smukke gamle palaer, store monumenter - men her er ogsaa fattige slumkvarterer, som ligger lige opad motorvejen.
Ledte et stykke tid efter et hostel, der var ledigt. Var omkring seks forskellige, foer jeg indlogerede mig paa et hostel midt i centrum. Derefter var der et maal der skulle indfries - STORE LAEKRE ARGENTINSKE BOEFFER!!... Lige en lille side historie - Koed og boeffer bliver kylet efter dig hernede. Det koster ingen penge. Her paa min 5 dag i Buenos Aires, maa jeg indroemme, at jeg er blevet en smule traet af boef - jeg har simpelthen spist saa meget koed!
Naeste dag gik vi en lang tur rundt i byen. Pludselig opdager man, hvor stor denne by er! Efter et par timer, havnede vi ved en kendt kirkegaard, med hundredevis af store flotte mausuleer. Det var meget afslappende, at rende rund og tage billeder derinde, og her var en masse flotte motiver. Rundt omkring paa kirkegaarden, strefede vilde katte rundt og passede paa de doede. Evita Perón skulle ogsaa ligge begravet her, men jeg fandt hende ikke. Resten af dagen blev brugt paa at kigge paa boder med alt muligt forskelligt.
Man kan ikke tage til Argentina uden at snakke fodbold. Alle har en mening om fodbold, og naevner du Maradona, ser folk dig i et meget mere positivt lys. Soendag aften skulle Diegos gamle klub Boca Junior moede Indepente i et lokalt topbrag. Det maatte jeg se, og da jeg foelges med en amerikaner, der intet ved om fodbold, var det paa sin plads, at hans foerste kamp var med Boca. Det er muligt, at bestille en touristpakke, hvor man kommer rundt og ser stadion inden, og derefter bliver indlogerede paa saerlige pladser for tourister under kampen. Det kostede 250 pesos, altsaa ca. 400 kr.... det gad vi ikke at betale, og iovrigt ville vi opleve kampen, som alle de andre activos. Derfor tog vi metro ud mod et meget oede omraade, og vi gik en lang dranende tur mod stadion. Fordi vi skulle videre til et andet omraade bagefter, havde jeg medbragt mit kamera. Foelte mig ikke saerlig sikker paa den tur. Efter 40 min vandring tog vi en taxa det sidste stykke af vejen. MEN MEN MEN... ingen billetter at faa! Skuffede vente vi snuden tilbage... dvs. vi tog en taxa til bydelen Boca.
I boca findes der nogle meget farverige huse. Det var bestemt turen vaerd, at tager derud. Desuden var der et mylder af mennesker, der spillede musik, dansede tango og underholdt. Det er virkelig smukt, naar folk er gode til at danse tango - og det er de hernede!! Efter Boca vandrede vi tilbage mod centrum. Paa vejen var et omraade med et antik marked. Her var ogsaa musik, bla. et superfedt tangoorkester, som jeg koebte en cd af (glaeder mig til at hoere den, naar jeg kommer hjem!). Resten af vejen hjem, boed paa et meget langt stroeg, igen fyldt med mennesker, boder, musik (sindsygt dygtige musikere), dans og underholdning. Kunne ha´brugt hele dagen der!
Endelig var vi tilbage paa hostelet, kl. var 19, og vi maatte sande, at Bocakampen startede om en halv time, uden Alluruz og Kevin som tilskuere.... aaahh, det var simpelthen for surt, saa i en sidste kraftanstrengelse, tog vi en taxa ud til stadion igen. Flere boligblokke derfra, blev vi moedt af en mur af sang, tilraaeb, trommer, trompeter og salsarytmer inde fra selve stadion. Vi MAATTE derind! Meget taet paa det hele, men alligevel saa uendeligt langt fra - politiet lukkede ikke flere ind... ikke flere billetter!! SUK, "hvad nu"?. Pludselig blev vi moedt af en mand, der naevnte billeter, og viste os et slags fodboldpas. "Amigos, amigos - necesitas bolletas"?? Det gjorde vi faktisk... Det viste sig, at han kunne medbringe en ven ind paa stadion, mod at vi betalte 50 pesos, i stedet for de 25, de rigtig kostede. Det loed i dette oejeblik, som en fremragende deal, og pludselig stod 4 gode amigos inde paa stadion! Nu skulle der betales. Hev 100 pesos frem for at betale min ven, den blev godtaget, og saa stak hun grinene af. Det samme gjorde Kevins ven, men det betoed ikke saa meget - nu var vi endelig inde (og hey, det var stadig billigere end touristversionen!)! WAUW!!! Aldrig har jeg oplevet saa vild en stemning til nogen sportbegivenhed (ikke engang, da jeg vandt soelv, til lagkageturneringen i KBK, sommeren 87). Stadion var delt op i blaagule og roede farver. Boca til den ene side og Indepente til den anden. Under hele kampen blev der sunget, raabt, danset og spillet. Det var intet mindre end fantastisk, og man blev meget hurtigt grebet af stemningen. Argentinerne er meget passionerede!! Boca spillede iovrigt ikke saerlig godt, fik 2 roede kort og tabte 2-0. Derefter var det hjem i seng.
Mandag var tid til at undersoege nye rejsedestinationer. Jeg har 10 dage til at naa til Rio (skal jo til Radiohead koncert d. 20.). Saa min plan herfra er, at jeg tager afsted til Uruguay, mod den beroemte strand "Punta del Este", derfra tager jeg en bus (15 timer) videre nordpaa, til Foz do Iguacu (Sydamerikas stoerste vandfald), hvorefter jeg tager bus mod Rio (ca. 18 timer).
God tur Alluruz!
Vi ses i Rio
Alluruz
Med taxa naermede vi os centrum. Paa turen fik jeg en lille smagsproeve paa Buenos Aires. Store brede veje og alléer, hoeje nye skyskrabere, smukke gamle palaer, store monumenter - men her er ogsaa fattige slumkvarterer, som ligger lige opad motorvejen.
Ledte et stykke tid efter et hostel, der var ledigt. Var omkring seks forskellige, foer jeg indlogerede mig paa et hostel midt i centrum. Derefter var der et maal der skulle indfries - STORE LAEKRE ARGENTINSKE BOEFFER!!... Lige en lille side historie - Koed og boeffer bliver kylet efter dig hernede. Det koster ingen penge. Her paa min 5 dag i Buenos Aires, maa jeg indroemme, at jeg er blevet en smule traet af boef - jeg har simpelthen spist saa meget koed!
Naeste dag gik vi en lang tur rundt i byen. Pludselig opdager man, hvor stor denne by er! Efter et par timer, havnede vi ved en kendt kirkegaard, med hundredevis af store flotte mausuleer. Det var meget afslappende, at rende rund og tage billeder derinde, og her var en masse flotte motiver. Rundt omkring paa kirkegaarden, strefede vilde katte rundt og passede paa de doede. Evita Perón skulle ogsaa ligge begravet her, men jeg fandt hende ikke. Resten af dagen blev brugt paa at kigge paa boder med alt muligt forskelligt.
Man kan ikke tage til Argentina uden at snakke fodbold. Alle har en mening om fodbold, og naevner du Maradona, ser folk dig i et meget mere positivt lys. Soendag aften skulle Diegos gamle klub Boca Junior moede Indepente i et lokalt topbrag. Det maatte jeg se, og da jeg foelges med en amerikaner, der intet ved om fodbold, var det paa sin plads, at hans foerste kamp var med Boca. Det er muligt, at bestille en touristpakke, hvor man kommer rundt og ser stadion inden, og derefter bliver indlogerede paa saerlige pladser for tourister under kampen. Det kostede 250 pesos, altsaa ca. 400 kr.... det gad vi ikke at betale, og iovrigt ville vi opleve kampen, som alle de andre activos. Derfor tog vi metro ud mod et meget oede omraade, og vi gik en lang dranende tur mod stadion. Fordi vi skulle videre til et andet omraade bagefter, havde jeg medbragt mit kamera. Foelte mig ikke saerlig sikker paa den tur. Efter 40 min vandring tog vi en taxa det sidste stykke af vejen. MEN MEN MEN... ingen billetter at faa! Skuffede vente vi snuden tilbage... dvs. vi tog en taxa til bydelen Boca.
I boca findes der nogle meget farverige huse. Det var bestemt turen vaerd, at tager derud. Desuden var der et mylder af mennesker, der spillede musik, dansede tango og underholdt. Det er virkelig smukt, naar folk er gode til at danse tango - og det er de hernede!! Efter Boca vandrede vi tilbage mod centrum. Paa vejen var et omraade med et antik marked. Her var ogsaa musik, bla. et superfedt tangoorkester, som jeg koebte en cd af (glaeder mig til at hoere den, naar jeg kommer hjem!). Resten af vejen hjem, boed paa et meget langt stroeg, igen fyldt med mennesker, boder, musik (sindsygt dygtige musikere), dans og underholdning. Kunne ha´brugt hele dagen der!
Endelig var vi tilbage paa hostelet, kl. var 19, og vi maatte sande, at Bocakampen startede om en halv time, uden Alluruz og Kevin som tilskuere.... aaahh, det var simpelthen for surt, saa i en sidste kraftanstrengelse, tog vi en taxa ud til stadion igen. Flere boligblokke derfra, blev vi moedt af en mur af sang, tilraaeb, trommer, trompeter og salsarytmer inde fra selve stadion. Vi MAATTE derind! Meget taet paa det hele, men alligevel saa uendeligt langt fra - politiet lukkede ikke flere ind... ikke flere billetter!! SUK, "hvad nu"?. Pludselig blev vi moedt af en mand, der naevnte billeter, og viste os et slags fodboldpas. "Amigos, amigos - necesitas bolletas"?? Det gjorde vi faktisk... Det viste sig, at han kunne medbringe en ven ind paa stadion, mod at vi betalte 50 pesos, i stedet for de 25, de rigtig kostede. Det loed i dette oejeblik, som en fremragende deal, og pludselig stod 4 gode amigos inde paa stadion! Nu skulle der betales. Hev 100 pesos frem for at betale min ven, den blev godtaget, og saa stak hun grinene af. Det samme gjorde Kevins ven, men det betoed ikke saa meget - nu var vi endelig inde (og hey, det var stadig billigere end touristversionen!)! WAUW!!! Aldrig har jeg oplevet saa vild en stemning til nogen sportbegivenhed (ikke engang, da jeg vandt soelv, til lagkageturneringen i KBK, sommeren 87). Stadion var delt op i blaagule og roede farver. Boca til den ene side og Indepente til den anden. Under hele kampen blev der sunget, raabt, danset og spillet. Det var intet mindre end fantastisk, og man blev meget hurtigt grebet af stemningen. Argentinerne er meget passionerede!! Boca spillede iovrigt ikke saerlig godt, fik 2 roede kort og tabte 2-0. Derefter var det hjem i seng.
Mandag var tid til at undersoege nye rejsedestinationer. Jeg har 10 dage til at naa til Rio (skal jo til Radiohead koncert d. 20.). Saa min plan herfra er, at jeg tager afsted til Uruguay, mod den beroemte strand "Punta del Este", derfra tager jeg en bus (15 timer) videre nordpaa, til Foz do Iguacu (Sydamerikas stoerste vandfald), hvorefter jeg tager bus mod Rio (ca. 18 timer).
God tur Alluruz!
Vi ses i Rio
Alluruz
fredag den 6. marts 2009
Patagonien, Puerto Natales og det store W
Tidligt tidligt om morgenen (ca. kl.7), tog vi fly sydpaa til Patagonien, men det er ikke som at tage sydpaa i Europa, hvor der venter sol, strand og kolde drinks. Jo laengere sydpaa du kommer her, des koldere bliver det!
Vejret her i Patagonien skifter fra det ene oejeblik til det andet. Det kan vaere super solskin, men lige saa snart du har faaet solbriller paa, begynder det at regne.
"Lufthavnen", var et lille hyggeligt skur midt ude i ingenting... det er egentlig en fornaermelse, at kalde det ingenting, for sjaeldendt har jeg set smukkere landskab en her!! Det er meget svaert at beskrive, men forestiller mig praerien - bare omringet af hav med store isflager i. Vores destination var Byen Puerto Natales, en helt og aldeles anderledes by, end alt andet jeg har set i Sydamerika. En fiskerby med gamle huse i blik, i alle mulige forskellige farver... ja ja, maaske lyder Hundested mere eksotisk, men her var meget anderledes! En anden ting som var ganske anderledes var aarstiden.... eller i hvert fald fornemmelsen af aarstiden, for her er det stadig sommer, som i Santiago, men pga. kulden mindede det mere om tidligt foraar. Alluruz fik den her fantastiske fornemmelse i hele kroppen "YES, FORAAR!!".
Indlogerede os paa Eratic Rock Hostel (nej, ikke Erotic Rack). Det var ogsaa her, at vi lejede det sidste udstyr, saasom telt, underlag og gasblus, til vores trek naeste dag - THE BIG W. ´The W er et legendarisk trek hernede, en bjergformation, som sjovt nok ligner et W (eller et M, hvis du gaar den anden vej)... og for enden af hver dal, venter der en lille overraskelse (som for eksempel en gigantisk gletcher!!!). Folkene ved Eratic Rock gav os et lille foredrag om at trekke. Efter en time, foelte jeg, at jeg lige havde gennemgaet et ophold paa Hoejsolen for friluftliv - det var super godt!! Nu var jeg klar til endnu et supertrek!!!
Blev hentet af bus om morgenen, og koerte i 2 timer mod W'et. For at komme hent til udgangspunktet for trekket, skulle vi ogsaa sejle med katemaranfaerge paa en fuldstaendig turkis soe. Det var meget smukt, omringet af hoeje bjerge. Vi saa ogsaa et glimt af "Taarnene" - "Torres del Paine" betyder noget i retning af "Taarnene i det flade landskab". Foerste dag boed paa et 5 timers trek op op op igennem den foerste dal. De foerste tegn paa gletcheren, var de isbjerge der med mellemrum floed rundt i soen. Det var egentligt et ret underligt eller forvirrende trek. Naar man lige saa bort fra hoeje bjerge og isbjerge, og det kunne man naar man gik i skoven... ja, saa var man midt i foraaret, midt i skoven - I DANMARK!! Alt mindede usandsynligt meget om Danmark, og pludselig fik jeg saadan en underlig, men dejlig foelelse i brystet.
Lidt senere naaede vi til den store gletcher - det var et fantastisk syn! (mere kan jeg ikke rigtig sige). To timer derfra var vores lejr. Det var dejligt endelig at kunne slappe af og holde ferie. Mine knae og foedder maate paent dele pokalen for oemmeste legemsdele. Naa, lejrliv - op med teltet, frem med liggeundelag, saa vi kunne sidde behageligt, gang i primusen, lige koge en kop vand til kaffen, saa igang med menuen, som stod paa pasta med tun i lime. AHHHH!!!
Efter aftensmaden, tog vi en aftentur ned til gletcheren, som laa og hyggede sig i aftensolen. Og saa i seng. Natten var frysende kold... tror at den kolde luft fra gletcheren sneg sig ned i min sovepose, kun for at irritere!? Vaagnede foerst kl 10.30 naeste dag, hvilket var alt for sent, da vi havde et 8 timers trek foran os.
Dag to var ikke mit yndlingstrek i verden. Faktisk var det meste af trekket, tilbage af samme vej som vi kom. Lidt kedeligt efter min mening! Tilbage til udgangspunktet, og nu to timer ad en let vej... Jeg ved ikke helt hvad der skete, men jeg begyndte efterhaanden at vaere ligeglad med sten og klippestykker, smukke bjerge og bjergsoer. Jeg begyndte at blive traet og traet af at trekke. Vi naede til sidst en lejr, hvor de fleste trekkere stopper og efterlader deres backpack, hvorefter de vandre de sidste tre time op, uden udstyr, for at se den smukke udsigt, langt oppe i dalen. Alluruz og Kevin, havde aabentbart travlt og skulle naa hele trekket paa 4 dage istedet for 5. Derfor var det bedst, hvis vi brugte yderligere 2.5 time paa, at naa til den sidste lejr inden udsigtpunktet. Jeg var fuldstaendigt udmattet og taenkte kun paa laekker mad, nye knae og moonboots. Jeg foelte aerlig talt, at jeg havde trekket nok for denne omgang. Da vi ankom, opdagede vi, at vi havde hele lejren for os selv. Hurtigt fik vi teltet op. Jeg fik alt mit medbragte toej paa, for jeg froes som (en i helvede???). Efter en laekker minestonesuppe og en omgang lunken kartoffelmos med coktailpoelser, taendte vi baal, lavede herlig kaffe og fortalte roeverhistorier. Og saa endelig i seng... jeg var simpelthen saa traet!!
MEN MEN MEN... denne nat var endnu koldere en den forrige! Det var simpelthen saa koldt. Jeg laa hele natten og rystede af kulde, og selvom jeg efterhaanden fik taget alt mit toej paa, blev det bare vaerre og vaerre. Denne nat fik Alluruz ingen soevn overhovedet!! Besluttede dér, at jeg var faerdig med at trekke for denne gang. Min tanke var, at jeg naeste dag ville gaa tilbage ad den lette rute paa 2 timer, og saa tage bussen tilbage til byen.
Om morgenen skyndte vi os at lave en god portion hoensesuppe, for at faa varmen. Efter morgenmaden vandrede vi den sidste halve time op til udsigtstedet.... og vi blev ved med at vandre... til sidst gad vi ikke at gaa laengere op, og det virkede ogsaa forkert, at der ikke laengere var nogle afmaerkninger - saa vi gik nedad igen. Pludselig stod vi ved udsigtstedet, som vi aabentbart var gaaet forbi 20 min tidligere (SUK!).
Tilbage i lejren, fik vi hurtigt pakket vores grej sammen, og vandrede nu den lange vej tilbage, ned til den anden lejr. Her skulle jeg beslutte hvad mit naeste traek skulle vaere. Jeg besluttede, at foelges med Kevin paa et 6 timer lang trek, for saa at dreje af, og sove paa et hostel. 6 timers trek er lang tid, naar man vandrer som en anden zombie, men efterhaanden fandt vi et godt flow, og genvandt lidt af modet. Ved skillevejen, maate Kevin overtage den halvdel af teltet jeg bar paa, samt resten af maden. Kl. var blevet 6, og jeg kunne slet ikke overskue de yderligere 3 timer, som han skulle trekke for at naa til naeste lejr. Nu havde jeg selv kun et time til Hostel, varmt bad og dejlig varm seng. Jeg vandrede med glaede mod den lille by...
Endelig fremme ved hostellet. Gik op til receptionisten og forhoerte mig om et single vaerelse. Ingen problemer der, der var masser ledige... de kostede bare 150 $ pr. nat!!! Hvad skulle Alluruz nu goere? De kunne glemme, at jeg ville betale saa meget for et vaerelse, saa jeg maatte vandre yderligere en kilometer, til en slags campingplads. Her kunne jeg saa faa lov at leje et telt for natten... Foelte mig en lille smule til grin, at jeg nu skulle ligge paa en campingplads og fryse, saa kunne jeg lige saa godt ha´frosset med en fed udsigt! Jeg forhoerte mig om bustiderne ind til Puerto Natales, og fandt ud af, at de gik kl. 14 og kl. 19.30.... kiggede paa uret - kl. var 19.33!!!
Loeb op til "bustoppestedet", og 10 min senere var Alluruz paa vej til Puerto Natales, med udsigt god mad, varmt bad og bloede bloede dyner.
Dagen efter kom Kevin tilbage. Misundte ham paa ingen maade hans sidste trek. Vi var begge enige om, at vi var faerdige med at trekke, og bestilte nu en bus mod La Callafate (Argentina). Turen med bussen gik igennem Patagonien - store vidder, med den smukkeste himmel og solnedgang - som at koere stille og roligt igennem et maleri... FANTASTISK!
La Callafate var en meget ren og lidt for paen og kedelig touristby - ikke meget at skrive hjem om! Men La Callafate var vores gateway, hvorfra vi tog et fly mod BUENOS AIRES!!!
Tanker
Alluruz
Vejret her i Patagonien skifter fra det ene oejeblik til det andet. Det kan vaere super solskin, men lige saa snart du har faaet solbriller paa, begynder det at regne.
"Lufthavnen", var et lille hyggeligt skur midt ude i ingenting... det er egentlig en fornaermelse, at kalde det ingenting, for sjaeldendt har jeg set smukkere landskab en her!! Det er meget svaert at beskrive, men forestiller mig praerien - bare omringet af hav med store isflager i. Vores destination var Byen Puerto Natales, en helt og aldeles anderledes by, end alt andet jeg har set i Sydamerika. En fiskerby med gamle huse i blik, i alle mulige forskellige farver... ja ja, maaske lyder Hundested mere eksotisk, men her var meget anderledes! En anden ting som var ganske anderledes var aarstiden.... eller i hvert fald fornemmelsen af aarstiden, for her er det stadig sommer, som i Santiago, men pga. kulden mindede det mere om tidligt foraar. Alluruz fik den her fantastiske fornemmelse i hele kroppen "YES, FORAAR!!".
Indlogerede os paa Eratic Rock Hostel (nej, ikke Erotic Rack). Det var ogsaa her, at vi lejede det sidste udstyr, saasom telt, underlag og gasblus, til vores trek naeste dag - THE BIG W. ´The W er et legendarisk trek hernede, en bjergformation, som sjovt nok ligner et W (eller et M, hvis du gaar den anden vej)... og for enden af hver dal, venter der en lille overraskelse (som for eksempel en gigantisk gletcher!!!). Folkene ved Eratic Rock gav os et lille foredrag om at trekke. Efter en time, foelte jeg, at jeg lige havde gennemgaet et ophold paa Hoejsolen for friluftliv - det var super godt!! Nu var jeg klar til endnu et supertrek!!!
Blev hentet af bus om morgenen, og koerte i 2 timer mod W'et. For at komme hent til udgangspunktet for trekket, skulle vi ogsaa sejle med katemaranfaerge paa en fuldstaendig turkis soe. Det var meget smukt, omringet af hoeje bjerge. Vi saa ogsaa et glimt af "Taarnene" - "Torres del Paine" betyder noget i retning af "Taarnene i det flade landskab". Foerste dag boed paa et 5 timers trek op op op igennem den foerste dal. De foerste tegn paa gletcheren, var de isbjerge der med mellemrum floed rundt i soen. Det var egentligt et ret underligt eller forvirrende trek. Naar man lige saa bort fra hoeje bjerge og isbjerge, og det kunne man naar man gik i skoven... ja, saa var man midt i foraaret, midt i skoven - I DANMARK!! Alt mindede usandsynligt meget om Danmark, og pludselig fik jeg saadan en underlig, men dejlig foelelse i brystet.
Lidt senere naaede vi til den store gletcher - det var et fantastisk syn! (mere kan jeg ikke rigtig sige). To timer derfra var vores lejr. Det var dejligt endelig at kunne slappe af og holde ferie. Mine knae og foedder maate paent dele pokalen for oemmeste legemsdele. Naa, lejrliv - op med teltet, frem med liggeundelag, saa vi kunne sidde behageligt, gang i primusen, lige koge en kop vand til kaffen, saa igang med menuen, som stod paa pasta med tun i lime. AHHHH!!!
Efter aftensmaden, tog vi en aftentur ned til gletcheren, som laa og hyggede sig i aftensolen. Og saa i seng. Natten var frysende kold... tror at den kolde luft fra gletcheren sneg sig ned i min sovepose, kun for at irritere!? Vaagnede foerst kl 10.30 naeste dag, hvilket var alt for sent, da vi havde et 8 timers trek foran os.
Dag to var ikke mit yndlingstrek i verden. Faktisk var det meste af trekket, tilbage af samme vej som vi kom. Lidt kedeligt efter min mening! Tilbage til udgangspunktet, og nu to timer ad en let vej... Jeg ved ikke helt hvad der skete, men jeg begyndte efterhaanden at vaere ligeglad med sten og klippestykker, smukke bjerge og bjergsoer. Jeg begyndte at blive traet og traet af at trekke. Vi naede til sidst en lejr, hvor de fleste trekkere stopper og efterlader deres backpack, hvorefter de vandre de sidste tre time op, uden udstyr, for at se den smukke udsigt, langt oppe i dalen. Alluruz og Kevin, havde aabentbart travlt og skulle naa hele trekket paa 4 dage istedet for 5. Derfor var det bedst, hvis vi brugte yderligere 2.5 time paa, at naa til den sidste lejr inden udsigtpunktet. Jeg var fuldstaendigt udmattet og taenkte kun paa laekker mad, nye knae og moonboots. Jeg foelte aerlig talt, at jeg havde trekket nok for denne omgang. Da vi ankom, opdagede vi, at vi havde hele lejren for os selv. Hurtigt fik vi teltet op. Jeg fik alt mit medbragte toej paa, for jeg froes som (en i helvede???). Efter en laekker minestonesuppe og en omgang lunken kartoffelmos med coktailpoelser, taendte vi baal, lavede herlig kaffe og fortalte roeverhistorier. Og saa endelig i seng... jeg var simpelthen saa traet!!
MEN MEN MEN... denne nat var endnu koldere en den forrige! Det var simpelthen saa koldt. Jeg laa hele natten og rystede af kulde, og selvom jeg efterhaanden fik taget alt mit toej paa, blev det bare vaerre og vaerre. Denne nat fik Alluruz ingen soevn overhovedet!! Besluttede dér, at jeg var faerdig med at trekke for denne gang. Min tanke var, at jeg naeste dag ville gaa tilbage ad den lette rute paa 2 timer, og saa tage bussen tilbage til byen.
Om morgenen skyndte vi os at lave en god portion hoensesuppe, for at faa varmen. Efter morgenmaden vandrede vi den sidste halve time op til udsigtstedet.... og vi blev ved med at vandre... til sidst gad vi ikke at gaa laengere op, og det virkede ogsaa forkert, at der ikke laengere var nogle afmaerkninger - saa vi gik nedad igen. Pludselig stod vi ved udsigtstedet, som vi aabentbart var gaaet forbi 20 min tidligere (SUK!).
Tilbage i lejren, fik vi hurtigt pakket vores grej sammen, og vandrede nu den lange vej tilbage, ned til den anden lejr. Her skulle jeg beslutte hvad mit naeste traek skulle vaere. Jeg besluttede, at foelges med Kevin paa et 6 timer lang trek, for saa at dreje af, og sove paa et hostel. 6 timers trek er lang tid, naar man vandrer som en anden zombie, men efterhaanden fandt vi et godt flow, og genvandt lidt af modet. Ved skillevejen, maate Kevin overtage den halvdel af teltet jeg bar paa, samt resten af maden. Kl. var blevet 6, og jeg kunne slet ikke overskue de yderligere 3 timer, som han skulle trekke for at naa til naeste lejr. Nu havde jeg selv kun et time til Hostel, varmt bad og dejlig varm seng. Jeg vandrede med glaede mod den lille by...
Endelig fremme ved hostellet. Gik op til receptionisten og forhoerte mig om et single vaerelse. Ingen problemer der, der var masser ledige... de kostede bare 150 $ pr. nat!!! Hvad skulle Alluruz nu goere? De kunne glemme, at jeg ville betale saa meget for et vaerelse, saa jeg maatte vandre yderligere en kilometer, til en slags campingplads. Her kunne jeg saa faa lov at leje et telt for natten... Foelte mig en lille smule til grin, at jeg nu skulle ligge paa en campingplads og fryse, saa kunne jeg lige saa godt ha´frosset med en fed udsigt! Jeg forhoerte mig om bustiderne ind til Puerto Natales, og fandt ud af, at de gik kl. 14 og kl. 19.30.... kiggede paa uret - kl. var 19.33!!!
Loeb op til "bustoppestedet", og 10 min senere var Alluruz paa vej til Puerto Natales, med udsigt god mad, varmt bad og bloede bloede dyner.
Dagen efter kom Kevin tilbage. Misundte ham paa ingen maade hans sidste trek. Vi var begge enige om, at vi var faerdige med at trekke, og bestilte nu en bus mod La Callafate (Argentina). Turen med bussen gik igennem Patagonien - store vidder, med den smukkeste himmel og solnedgang - som at koere stille og roligt igennem et maleri... FANTASTISK!
La Callafate var en meget ren og lidt for paen og kedelig touristby - ikke meget at skrive hjem om! Men La Callafate var vores gateway, hvorfra vi tog et fly mod BUENOS AIRES!!!
Tanker
Alluruz
torsdag den 5. marts 2009
Santiago
Fra San Pedro, som er en lille touristflaekke i nordoest chile, tog vi stik syd mod Santiago (jeg skriver touristflaekke, fordi at ALT i denne by, mest af alt mindede om en slags kulisse, á la westernbyen i Legoland, bare uden cowboyhatte... og lego). Denne tur boed paa 24 lange timer i bus. Til sammenligning tager det en 80 m hoej mand ca. 3 doegn, at gaa fra Koebenhavn til Madrid!
Endelig fremme, og pludselig var alt normalt. Foerste indtryk af Santiago, var en by som mest af alt minder om hvilken som helst by i SydEuropa (paanaer Faliraki, paa Rodos, som er et sygt sted, indtaget af gale og solroede englaendere). Vi indlogerede os paa Casa Roja, et stort hostel med tilhoerende pool, hvilket var et stort hit, paa de over 30 graders varme eftermiddage!
Om soendagen, tog Kevin og jeg os en tur rundt, for at se og opleve hovedstaden. Ikke nogen saerlig god dag at se byen paa, for alt var doedt og mennesketomt. Vi fandt senere ud, at det var fordi, at alle byens beboere, tager ud til kysten i weekenden og hygger sig. Det skulle jeg ogsaa ha´gjort... Santiago var ikke den mest sindsoprivende oplevelse. Jeg brugte tiden der, til at slappe af, nyde solen, lyset og varmen (og poolen)... det skal der ogsaa vaere tid til, men Santiago blev mest af alt et stop paa vejen, for at komme videre sydpaa til Patagonien.
Endelig fremme, og pludselig var alt normalt. Foerste indtryk af Santiago, var en by som mest af alt minder om hvilken som helst by i SydEuropa (paanaer Faliraki, paa Rodos, som er et sygt sted, indtaget af gale og solroede englaendere). Vi indlogerede os paa Casa Roja, et stort hostel med tilhoerende pool, hvilket var et stort hit, paa de over 30 graders varme eftermiddage!
Om soendagen, tog Kevin og jeg os en tur rundt, for at se og opleve hovedstaden. Ikke nogen saerlig god dag at se byen paa, for alt var doedt og mennesketomt. Vi fandt senere ud, at det var fordi, at alle byens beboere, tager ud til kysten i weekenden og hygger sig. Det skulle jeg ogsaa ha´gjort... Santiago var ikke den mest sindsoprivende oplevelse. Jeg brugte tiden der, til at slappe af, nyde solen, lyset og varmen (og poolen)... det skal der ogsaa vaere tid til, men Santiago blev mest af alt et stop paa vejen, for at komme videre sydpaa til Patagonien.
torsdag den 26. februar 2009
Salar de Uyiuni
I La paz bookede jeg en togtur mod Uyuni i syd. Saa virkelig frem til at rejse med tog, da der er noget gammeldags og afslappet ved det. Jeg blev ikke skuffet... et langt flot tog ventede paa os, og saa afsted. Inden laenge befandt vi os i det flade altoplano, hvor man i det fjerne kunne spotte hoeje bjerge. Det var her paa dette straek, at jeg saa det smukkeste jeg nogensinde har set. Solen var saa smaat begyndt at gaa ned, og da vi havde panorama udsigt over hele horisonten (pga. det flade terraen), kunne man se solen farve hele himmelen i de smukkeste farver. Efterhaanden dukkede smaa soer op, som spejlede hele dette fantastiske scenarie, men det blev smukkere og smukkere! Paa et tidspunkt naede vi til en kaempe soe, alt gik i eet, flamingoer floej side om side med toget, som stille svaevede et sted immellem soe og himmel - det var ufatteligt smukt!!!
Kl. 2 om natten naede vi den lille by Uyuini. Vi loggede os ind paa et hostel, og faldt hurtigt i soevn. Naeste dag var det tid til at bestille en tour rundt i oerkenen. Endnu engang maatte jeg sande, at det kan tage sin tid at finde rundt i de forskellige bureauers tilbud. Vi fandt endelig et udemaerket tilbud, men vi kunne foerst komme afsted naeste dag. What to do in Uyuini?? Egentligt ikke andet end at sidde hele dagen med en koelig pilsner, og se byen optraede.
Saa blev det morgen, og vi skulle afsted. som aftalt moedte vi op halv 11, og foerst et par sydamerikanske minutter senere (dvs. halvanden time senere), kunne vi stige ind i jeepen, som skulle transportere os rundt i orkenen. Med os var to franske par - et ungt og et gammelt.
Vi startede med at koere lidt ud af byen, til en slags kierkegaard for nedlagte lokomotiver. Ikke det mest ophidsende, men det blev da alligevel til et par klik paa kameraet. Iovrigt var der pakket med andre tourister, der ogsaa var paa tur... saa der var igennem hele turen en lille karavane af jeeps, som kaempede for, foerst at komme ud til de forskellige sevaerdigheder.
Naeste stop var selve saltsoen. Salar De Uyuni er verdens stoerste saltsoe ca. 10,582 km², til sammenligning kan jeg afsloere, at sjaelland kun er ca. 7,031 km², og at verdens hoejeste mand er 2.36 m!
Blev moedt af dette fantastiske syn... hvidt salt saa langt ojet raekker og himlen usaedvanligt blaa. Tog man sine solbriller af, blev man med det samme blaendet af det ufattelige skarpe lys. Ok... her var altsaa en masse salt. Vi koerte endnu endnu et time laengere ind i denne saltoerken til "fish Island" (det hed den ikke pga. de delikate fisk, man kunne faa midt i orkenen, men pga. at oen lignede en fisk... hvilket man nok skal ha' vaeret meget laenge i oerkenen for at kunne se!).
Fish Island var fantastisk!! En mindre klippeoe midt ude i ingenting. Paa selve oen voksede der store smukke kaktusser, som var mere en 9000 aar gamle. Det var her blev Alluruz forvandlet til Morfar paa fotosafari (en transformation, som iovrigt holdt resten af turen). Morfar fik knipset paent mange skud i kassen, men det var virkelig ogsaa specielt! Efter oen koerte vi videre til vores hostel... som selvfoelgelig var lavet af salt!
Naeste dag stod paa udflugt til store lagooner med flamingoer, men inden da, koerte vi lige et smut forbi maanen. Vi havnede i et landskab, som mere eller mindre lignede en stor ost. Det var som at vaere en milliard aar tilbage i tiden. Jeg lagde mig fx. tilrette paa en gigantisk groen svamp (nej, der var ikke udeling af stoffer paa turen). Det hele var saa syret - et fantastisk sted!
Naa, senere naaede vi lagunen med de mange flamingoer. Wauw - og saa videre til frokost.
Lidt senere paa dagen kom vi til et levende Salvador Dali maleri - en kaempe klippe, som igen stod midt i ingenting KNIPS. Derefter en fantastisk smuk soe, med alle farver i verden KNIPS KNIPS. Og endelig kom vi til vores naeste hostel, hvor der var frysende koldt og intet at lave, saa vi gik tideligt i seng, da vi alligevel skulle op kl. 4 om morgenen.
Tidligt tidligt stod vi op, og koerte i moerket mod endnu et maanelandskab. Her var der bare geisere, boblende mudderhuller og alt muligt andet sejt. Videre - vi skulle naa det hele. Som solen stod op, kunne vi betragte det ene smukke landskab efter det andet... det hoerte aldrig op. Ved en soe, hvor morgensolen tittede frem over bjergene, gjorde vi holdt ved en varm kilde. Aaaaaahh... det var simpelthen saa dejligt. Kunne ha' blevet der resten af dagen, men det ville ha' vaeret blevet ulaekkert, for alle de andre, der skulle svoemme rundt i min oploeste hud (ved virkelig ikke hvorfor jeg skrev det!!).
Sidste stop var den groenne lagune, der ikke var groen den dag, fordi det ikke blaeste... noget med alger og saadan... jaja, det var ogsaa smukt!
Efter en time blev vi paent sat af ved graensen til Chile. Det havde vaeret en fantastisk tur, med meget godt for nethinden. Nu gik turen mod Santiago!
Kaerligst Morfar
Kl. 2 om natten naede vi den lille by Uyuini. Vi loggede os ind paa et hostel, og faldt hurtigt i soevn. Naeste dag var det tid til at bestille en tour rundt i oerkenen. Endnu engang maatte jeg sande, at det kan tage sin tid at finde rundt i de forskellige bureauers tilbud. Vi fandt endelig et udemaerket tilbud, men vi kunne foerst komme afsted naeste dag. What to do in Uyuini?? Egentligt ikke andet end at sidde hele dagen med en koelig pilsner, og se byen optraede.
Saa blev det morgen, og vi skulle afsted. som aftalt moedte vi op halv 11, og foerst et par sydamerikanske minutter senere (dvs. halvanden time senere), kunne vi stige ind i jeepen, som skulle transportere os rundt i orkenen. Med os var to franske par - et ungt og et gammelt.
Vi startede med at koere lidt ud af byen, til en slags kierkegaard for nedlagte lokomotiver. Ikke det mest ophidsende, men det blev da alligevel til et par klik paa kameraet. Iovrigt var der pakket med andre tourister, der ogsaa var paa tur... saa der var igennem hele turen en lille karavane af jeeps, som kaempede for, foerst at komme ud til de forskellige sevaerdigheder.
Naeste stop var selve saltsoen. Salar De Uyuni er verdens stoerste saltsoe ca. 10,582 km², til sammenligning kan jeg afsloere, at sjaelland kun er ca. 7,031 km², og at verdens hoejeste mand er 2.36 m!
Blev moedt af dette fantastiske syn... hvidt salt saa langt ojet raekker og himlen usaedvanligt blaa. Tog man sine solbriller af, blev man med det samme blaendet af det ufattelige skarpe lys. Ok... her var altsaa en masse salt. Vi koerte endnu endnu et time laengere ind i denne saltoerken til "fish Island" (det hed den ikke pga. de delikate fisk, man kunne faa midt i orkenen, men pga. at oen lignede en fisk... hvilket man nok skal ha' vaeret meget laenge i oerkenen for at kunne se!).
Fish Island var fantastisk!! En mindre klippeoe midt ude i ingenting. Paa selve oen voksede der store smukke kaktusser, som var mere en 9000 aar gamle. Det var her blev Alluruz forvandlet til Morfar paa fotosafari (en transformation, som iovrigt holdt resten af turen). Morfar fik knipset paent mange skud i kassen, men det var virkelig ogsaa specielt! Efter oen koerte vi videre til vores hostel... som selvfoelgelig var lavet af salt!
Naeste dag stod paa udflugt til store lagooner med flamingoer, men inden da, koerte vi lige et smut forbi maanen. Vi havnede i et landskab, som mere eller mindre lignede en stor ost. Det var som at vaere en milliard aar tilbage i tiden. Jeg lagde mig fx. tilrette paa en gigantisk groen svamp (nej, der var ikke udeling af stoffer paa turen). Det hele var saa syret - et fantastisk sted!
Naa, senere naaede vi lagunen med de mange flamingoer. Wauw - og saa videre til frokost.
Lidt senere paa dagen kom vi til et levende Salvador Dali maleri - en kaempe klippe, som igen stod midt i ingenting KNIPS. Derefter en fantastisk smuk soe, med alle farver i verden KNIPS KNIPS. Og endelig kom vi til vores naeste hostel, hvor der var frysende koldt og intet at lave, saa vi gik tideligt i seng, da vi alligevel skulle op kl. 4 om morgenen.
Tidligt tidligt stod vi op, og koerte i moerket mod endnu et maanelandskab. Her var der bare geisere, boblende mudderhuller og alt muligt andet sejt. Videre - vi skulle naa det hele. Som solen stod op, kunne vi betragte det ene smukke landskab efter det andet... det hoerte aldrig op. Ved en soe, hvor morgensolen tittede frem over bjergene, gjorde vi holdt ved en varm kilde. Aaaaaahh... det var simpelthen saa dejligt. Kunne ha' blevet der resten af dagen, men det ville ha' vaeret blevet ulaekkert, for alle de andre, der skulle svoemme rundt i min oploeste hud (ved virkelig ikke hvorfor jeg skrev det!!).
Sidste stop var den groenne lagune, der ikke var groen den dag, fordi det ikke blaeste... noget med alger og saadan... jaja, det var ogsaa smukt!
Efter en time blev vi paent sat af ved graensen til Chile. Det havde vaeret en fantastisk tur, med meget godt for nethinden. Nu gik turen mod Santiago!
Kaerligst Morfar
tirsdag den 24. februar 2009
La Paz, Death Road, Mountainclimbing - ACTION PACKED!
Saa kom turen til La Paz, verdens hoejest beliggende hovedstad (100000 m. over havets overflade).
Af gammel vane, skyndte jeg mig, at indlogere mig paa Loki hostel, partyhostel kaeden, som her i La Paz, levede fuldt op til sit ry...
Et par dage efter bookede Kevin og jeg, en mountainbike tur paa 'verdens farligste vej'. Vejen havde foer vaeret aabnet for almindelig trafik, men var blevet lukket pga. alt for mange uheld (op imod 10 om dagen). Grunden til alle disse uheld, kunne skyldes, at vejen for det foerste ikke er mere end 3 m bred, og til den ene side, en lodret afgrund 400 m ned i dybet. Tillaegger man sydamerikansk koersel, som tidligere beskrevet paa denne blog, har man 'The Death Road'.
Nu var der saa ingen biler laengere, og vejen var aabnet op for gale tourister, som gerne ville opleve suset, af denne 67 km lange vej ned ad bjerget... men saa var der selvfoelgelig ogsaa en t shirt til dem der klarede det i live!
Vi var en lille gruppe paa 6 personer, som alle syntes at det loed som en god deal. Paa med cykeltoejet, hjelm og solbriller...og saa derudaf! Til at starte med var det dog ca. 45 km paa en bred landevej (med tilhoerende trafik). Senere kom den "rigtige" vej - Death Road. Ingen maatte overhaele vores guide, men han hgav den gas, og med tiden blev man bedre, modigere, dummere - kald hvad du vil, og resten af turen laa jeg paa hjul med vores guide.
Det var en fantastisk fed fornemmelse at hjule derudaf, passe paa i svingene, unvige de store steen og nyde en super udsigt (400 m ned i dybet). Efterhaanden som vi kom nedad, blev det varmere og varmere, tropisk vegetation og store smukke vandfald dukkede op. Hele fornemmelsen af at suse afsted, kan maaske sammenlignes med at staa paa ski. Du er din egen herre, du har den fulde kontrol (det bilder du i hvertfald dig selv ind). 67 km senere naaede vi bunden. Havde med det samme lyst til at tage turen igen. Det var super fedt!!
Nu gik turen i minibus tilbage gennem bjergene, og det tog et ondt aar... det oedelagde lidt af oplevelsen, men saadan er det at vaere biker.
Tilbage i La Paz. Byen indboed ikke til saa mange sevaerdigheder og tiden foeltes til tider lidt lang. Det var blevet tid til et nyt stunt, et nyt adrenalinkick, saa hvorfor ikke bestige et bjerg?
Lidt nord for La Paz, findes et bjerg paa 6088 m over havets overflade. Jeg havde set billeder af folk med isoekser og bjergbestiger udstyr, rundt omkring paa cafeer i La Paz... havde ikke forestillet mig, at det skulle blive mig. Kevin havde snakket med to gutter (Tom fra England og Mike fra Sydafrika) fra hostellet om at proeve det af - jeg var klar!
Vi bookede en tur ved et af de mange touristkontorer. Proevede specielle stoevler, lejede bukser og jakker, snepigge til skoene, og isokser - jeg var klar!
Naeste dag blev vi hentet af vores guides og koerte mod foerste chekpoint ved bjergets fod. Da vi naede frem, tog vi vores gear paa og vandrede et lille stykke op til foden af en enorm gletcher. Her traenede vi de forskellige teknikker med reb, isoekse og pigsko. Det var ret underholdende at proeve kraefter med. Vi rapellede ogsaa ned ad gletchersiden!
Naeste dag havde vi vores forste trek op til basecamp 2. Det foregik med alt vores udstyr, og det blev stjelere og stejlere, haardere og haardere, men lige pludselig var vi der. Faktisk blev vi en smule overrasket over, at vi allerede var der, da kl. kun var omkring 11 om formiddagen. De fleste havde en ide om, at vi bare skulle spise frokost der, og saa videre op... men nej! Resten af dagen foregik i total kedsomhed, da der absolut intet var at lave. Vi vidste at vi skulle op kl 1 om natten, for at bestige bjerget (grunden til natbestigningen, var pga. sneen der, ville vaere mere fast og sikker at gaa i). Da vi havde sovet ca. 15 timer natten foer, var det ikke mange timers soevn lille Alluruz fik, og pludselig var kl.1 om natten (jeg faar det til at lyde saa nemt, men den dag var faktisk en af de kedeligste dage i mit liv...vente vente vente).
Ok... kl. var blevet 1 om natten - tid til at bestige bjerge!
Vi fik alt vores udstyr paa. Vores lille team blev delt op i to grupper. En guide, Tom og Kevin i den ene og en gudide, Mike og jeg i den anden. Vi blev forbundet med reb i tilfaelde af, en af os skulle falde/glide. Alt var buldrede moerkt og sneen slog ind i mit ansigt. Et par andre grupper kunne anes laengere oppe, i kraft af en lille karavane af hovedlamper - der var noget magisk over det! Til at starte med, gjaldt det om at finde sin egen rytme... dvs. vi skulle lige kunne foelge guiden, men det hele foregik i et roligt tempo. Jeg gik bag Mike, som gik langsommere end jeg, hvilket baade var godt og skidt. Det bevirkede at mit flow var tre-fire hurtige skridt, og saa en lille pause, hvor jeg maatte vente paa at rebet blev udstraekt igen. Paa den maade foelte jeg, at jeg hele tiden fik smaa pauser. Vi vandrede ca. 40 min og saa en kort pause. Efterhaanden blev det haardere og haardere... og koldere! Jeg kan ikke sige, at det var et fantastisk udsyn vi havde, for det var bare moerkt. Det eneste man rigtigt kunne se, var din makker foran dig, og dine egne foedder. Det gik hen og blev helt meditativt, og dine tanker slog hen paa kun at taenke paa hvordan din rytme var. Nogle gange fornemmede jeg, at vi gik forbi dybe skakter i gletcher isen. Det var paa en gang facinerende og skraemmende.
Efter et par timer, begyndte jeg saa smaat at maerke mine ben blive tungere og tungere. Mine laegmuskler syrede en smule til og mine laar blev haarde og oemme. Det stoppede saa snart at der var en lille pause, men lige saa snart vi begyndte at gaa igen, foeltes det uendeligt haardt.
Da vi havde gaaet en evighed, fornemmede jeg, at vi snart ville vaere ved toppen, hvilket gav mig mod paa at give den en tand ekstra. Ved en kort pause, fortalte vores guide, at nu havde vi gaaet ca. halvdelen, og at der var tre timer endnu.... jeg troede jeg skulle doe!! Jeg kunne se i de andres ansigter, at de kampede samme haarde kamp invendigt. Det var simpelthen ikke til at baere!!
Fra da af blev mine tanker sat paa automatpilot. Det eneste jeg taenkte paa var naeste og naeste skridt - for at motivere mig selv, "blev jeg noed til" hele tide at gaa i samme fodspor som Mike. Det der nu skete var, at vores guide besluttede , at vores team skulle slaa verdensrekorden i bjergbestigning, i hvert fald satte han tempoet op, saa vi nu begyndte at overhale de andre grupper. Jeg sagde paent farvel og tak til mine lunger, og efterlod dem hjaelpeloese i sneen. Hold kaeft hvor var det sindsygt!!
En gang imellem dristede jeg mig til at se op ad bjerget, men det var saa demotiverende at se et lille hold af lys 1000 km oppe. Jeg taenkte - nej, jeg raabte hoejt "FUUUUUUCK", i afmagt hvergang. Paa et tidspunkt galpede jeg til vores guide, at nu skulle han stoppe, nu maatte jeg ha' en pause ellers ville jeg doe... han hoerte mig ikke!
Ved en endnu en kort pause, faldt Kevin om i sneen (tror faktisk han faldt i soevn paa 10 sekunder). Taenkte, at det ikke ville vaere saa daarligt, bare at falde om i sneen - sove. Vores to guides begyndte at stille at diskutere resten af trekket. Vi var naaet til et sted med hoej risiko for laviner. De mente begge to, at det ville vaere for risikabelt at foresaette. Der skulle ikke meget til at ovebevise gruppen om, at det var bedst at stoppe, men da vi spurgte hvor langt der var igen, og svaret var 100 m, saa tog vi beslutningen om at fortsaette... et minut senere fandt vi ud af, at 100m her var lig med endnu en time.
Paa en maade betoed en time ikke saa meget nu. Jeg var fokuseret paa at naa toppen. Det sidste stykke op, var en stejl vaeg, hvor vi maatte knytte os til vores isoekse for at komme op. Denne sidste vaeg foeltes som langt mere end en time (maaske var det ogsaa det), men pludselig var vi paa toppen!!!!! Der var ikke store sejrsscener, for folk var totalt udmattede og forfrosne, men der var plads til et lille smil eller en stille taare. Foelelsen indeni var ubeskrivelig -bliver stadig helt roert naar jeg tanker paa det!
Efter 10 min var det tid til at komme ned igen. Det var ikke helt saa nemt som man kunne tro. Vi stavrede os nedad, igen i et roligt tempo. Da det var blevet lyst, kunne vi nu se hvor vi havde gaaet. Med mellemrum saa vi kaempestore huler med de klareste istapper, vi saa nu tydeligt de dybe huller, som man helst ikke skulle falde ned i... nu endnu mere skrammende! Det slog mig paa turen ned, hvor langt vi egentlig havde gaaet, for det blev bare ved og ved og ved... Vi havde brugt 5 timer paa at komme op til toppen - en ret god tid, ifoelge vores guide. Det tog os yderligere tre timer ned til basecamp 2, og saa lige en time ned til basecamp 1.
Jeg klarede det!!... det er skaaret ind i vaeggen i bascamp 2, at lille Alluruz besteg et 6088 m hojt bjerg, somewhere in Bolivia!
Tilbage i La Paz... Hvad kan jeg sige?
Der var brug for flere eventyr, saa nu maatte jeg videre. Salar De Uyiuni blev naeste stop.
Kaerligst Alluruz
Af gammel vane, skyndte jeg mig, at indlogere mig paa Loki hostel, partyhostel kaeden, som her i La Paz, levede fuldt op til sit ry...
Et par dage efter bookede Kevin og jeg, en mountainbike tur paa 'verdens farligste vej'. Vejen havde foer vaeret aabnet for almindelig trafik, men var blevet lukket pga. alt for mange uheld (op imod 10 om dagen). Grunden til alle disse uheld, kunne skyldes, at vejen for det foerste ikke er mere end 3 m bred, og til den ene side, en lodret afgrund 400 m ned i dybet. Tillaegger man sydamerikansk koersel, som tidligere beskrevet paa denne blog, har man 'The Death Road'.
Nu var der saa ingen biler laengere, og vejen var aabnet op for gale tourister, som gerne ville opleve suset, af denne 67 km lange vej ned ad bjerget... men saa var der selvfoelgelig ogsaa en t shirt til dem der klarede det i live!
Vi var en lille gruppe paa 6 personer, som alle syntes at det loed som en god deal. Paa med cykeltoejet, hjelm og solbriller...og saa derudaf! Til at starte med var det dog ca. 45 km paa en bred landevej (med tilhoerende trafik). Senere kom den "rigtige" vej - Death Road. Ingen maatte overhaele vores guide, men han hgav den gas, og med tiden blev man bedre, modigere, dummere - kald hvad du vil, og resten af turen laa jeg paa hjul med vores guide.
Det var en fantastisk fed fornemmelse at hjule derudaf, passe paa i svingene, unvige de store steen og nyde en super udsigt (400 m ned i dybet). Efterhaanden som vi kom nedad, blev det varmere og varmere, tropisk vegetation og store smukke vandfald dukkede op. Hele fornemmelsen af at suse afsted, kan maaske sammenlignes med at staa paa ski. Du er din egen herre, du har den fulde kontrol (det bilder du i hvertfald dig selv ind). 67 km senere naaede vi bunden. Havde med det samme lyst til at tage turen igen. Det var super fedt!!
Nu gik turen i minibus tilbage gennem bjergene, og det tog et ondt aar... det oedelagde lidt af oplevelsen, men saadan er det at vaere biker.
Tilbage i La Paz. Byen indboed ikke til saa mange sevaerdigheder og tiden foeltes til tider lidt lang. Det var blevet tid til et nyt stunt, et nyt adrenalinkick, saa hvorfor ikke bestige et bjerg?
Lidt nord for La Paz, findes et bjerg paa 6088 m over havets overflade. Jeg havde set billeder af folk med isoekser og bjergbestiger udstyr, rundt omkring paa cafeer i La Paz... havde ikke forestillet mig, at det skulle blive mig. Kevin havde snakket med to gutter (Tom fra England og Mike fra Sydafrika) fra hostellet om at proeve det af - jeg var klar!
Vi bookede en tur ved et af de mange touristkontorer. Proevede specielle stoevler, lejede bukser og jakker, snepigge til skoene, og isokser - jeg var klar!
Naeste dag blev vi hentet af vores guides og koerte mod foerste chekpoint ved bjergets fod. Da vi naede frem, tog vi vores gear paa og vandrede et lille stykke op til foden af en enorm gletcher. Her traenede vi de forskellige teknikker med reb, isoekse og pigsko. Det var ret underholdende at proeve kraefter med. Vi rapellede ogsaa ned ad gletchersiden!
Naeste dag havde vi vores forste trek op til basecamp 2. Det foregik med alt vores udstyr, og det blev stjelere og stejlere, haardere og haardere, men lige pludselig var vi der. Faktisk blev vi en smule overrasket over, at vi allerede var der, da kl. kun var omkring 11 om formiddagen. De fleste havde en ide om, at vi bare skulle spise frokost der, og saa videre op... men nej! Resten af dagen foregik i total kedsomhed, da der absolut intet var at lave. Vi vidste at vi skulle op kl 1 om natten, for at bestige bjerget (grunden til natbestigningen, var pga. sneen der, ville vaere mere fast og sikker at gaa i). Da vi havde sovet ca. 15 timer natten foer, var det ikke mange timers soevn lille Alluruz fik, og pludselig var kl.1 om natten (jeg faar det til at lyde saa nemt, men den dag var faktisk en af de kedeligste dage i mit liv...vente vente vente).
Ok... kl. var blevet 1 om natten - tid til at bestige bjerge!
Vi fik alt vores udstyr paa. Vores lille team blev delt op i to grupper. En guide, Tom og Kevin i den ene og en gudide, Mike og jeg i den anden. Vi blev forbundet med reb i tilfaelde af, en af os skulle falde/glide. Alt var buldrede moerkt og sneen slog ind i mit ansigt. Et par andre grupper kunne anes laengere oppe, i kraft af en lille karavane af hovedlamper - der var noget magisk over det! Til at starte med, gjaldt det om at finde sin egen rytme... dvs. vi skulle lige kunne foelge guiden, men det hele foregik i et roligt tempo. Jeg gik bag Mike, som gik langsommere end jeg, hvilket baade var godt og skidt. Det bevirkede at mit flow var tre-fire hurtige skridt, og saa en lille pause, hvor jeg maatte vente paa at rebet blev udstraekt igen. Paa den maade foelte jeg, at jeg hele tiden fik smaa pauser. Vi vandrede ca. 40 min og saa en kort pause. Efterhaanden blev det haardere og haardere... og koldere! Jeg kan ikke sige, at det var et fantastisk udsyn vi havde, for det var bare moerkt. Det eneste man rigtigt kunne se, var din makker foran dig, og dine egne foedder. Det gik hen og blev helt meditativt, og dine tanker slog hen paa kun at taenke paa hvordan din rytme var. Nogle gange fornemmede jeg, at vi gik forbi dybe skakter i gletcher isen. Det var paa en gang facinerende og skraemmende.
Efter et par timer, begyndte jeg saa smaat at maerke mine ben blive tungere og tungere. Mine laegmuskler syrede en smule til og mine laar blev haarde og oemme. Det stoppede saa snart at der var en lille pause, men lige saa snart vi begyndte at gaa igen, foeltes det uendeligt haardt.
Da vi havde gaaet en evighed, fornemmede jeg, at vi snart ville vaere ved toppen, hvilket gav mig mod paa at give den en tand ekstra. Ved en kort pause, fortalte vores guide, at nu havde vi gaaet ca. halvdelen, og at der var tre timer endnu.... jeg troede jeg skulle doe!! Jeg kunne se i de andres ansigter, at de kampede samme haarde kamp invendigt. Det var simpelthen ikke til at baere!!
Fra da af blev mine tanker sat paa automatpilot. Det eneste jeg taenkte paa var naeste og naeste skridt - for at motivere mig selv, "blev jeg noed til" hele tide at gaa i samme fodspor som Mike. Det der nu skete var, at vores guide besluttede , at vores team skulle slaa verdensrekorden i bjergbestigning, i hvert fald satte han tempoet op, saa vi nu begyndte at overhale de andre grupper. Jeg sagde paent farvel og tak til mine lunger, og efterlod dem hjaelpeloese i sneen. Hold kaeft hvor var det sindsygt!!
En gang imellem dristede jeg mig til at se op ad bjerget, men det var saa demotiverende at se et lille hold af lys 1000 km oppe. Jeg taenkte - nej, jeg raabte hoejt "FUUUUUUCK", i afmagt hvergang. Paa et tidspunkt galpede jeg til vores guide, at nu skulle han stoppe, nu maatte jeg ha' en pause ellers ville jeg doe... han hoerte mig ikke!
Ved en endnu en kort pause, faldt Kevin om i sneen (tror faktisk han faldt i soevn paa 10 sekunder). Taenkte, at det ikke ville vaere saa daarligt, bare at falde om i sneen - sove. Vores to guides begyndte at stille at diskutere resten af trekket. Vi var naaet til et sted med hoej risiko for laviner. De mente begge to, at det ville vaere for risikabelt at foresaette. Der skulle ikke meget til at ovebevise gruppen om, at det var bedst at stoppe, men da vi spurgte hvor langt der var igen, og svaret var 100 m, saa tog vi beslutningen om at fortsaette... et minut senere fandt vi ud af, at 100m her var lig med endnu en time.
Paa en maade betoed en time ikke saa meget nu. Jeg var fokuseret paa at naa toppen. Det sidste stykke op, var en stejl vaeg, hvor vi maatte knytte os til vores isoekse for at komme op. Denne sidste vaeg foeltes som langt mere end en time (maaske var det ogsaa det), men pludselig var vi paa toppen!!!!! Der var ikke store sejrsscener, for folk var totalt udmattede og forfrosne, men der var plads til et lille smil eller en stille taare. Foelelsen indeni var ubeskrivelig -bliver stadig helt roert naar jeg tanker paa det!
Efter 10 min var det tid til at komme ned igen. Det var ikke helt saa nemt som man kunne tro. Vi stavrede os nedad, igen i et roligt tempo. Da det var blevet lyst, kunne vi nu se hvor vi havde gaaet. Med mellemrum saa vi kaempestore huler med de klareste istapper, vi saa nu tydeligt de dybe huller, som man helst ikke skulle falde ned i... nu endnu mere skrammende! Det slog mig paa turen ned, hvor langt vi egentlig havde gaaet, for det blev bare ved og ved og ved... Vi havde brugt 5 timer paa at komme op til toppen - en ret god tid, ifoelge vores guide. Det tog os yderligere tre timer ned til basecamp 2, og saa lige en time ned til basecamp 1.
Jeg klarede det!!... det er skaaret ind i vaeggen i bascamp 2, at lille Alluruz besteg et 6088 m hojt bjerg, somewhere in Bolivia!
Tilbage i La Paz... Hvad kan jeg sige?
Der var brug for flere eventyr, saa nu maatte jeg videre. Salar De Uyiuni blev naeste stop.
Kaerligst Alluruz
fredag den 13. februar 2009
Dansefestival i Puno og omegn
Efter endnu en sanseberigende bustur, ankom jeg til Puno tidligt om morgenen. Efter et par timer i koejen, maatte jeg ud og se hvad Puno havde at tilbyde. Jeg var taget dertil, da jeg vidste, at byen i denne uge holdt en kaempe fiesta, til are for den hellige jomfru.
Rundt omkring i gaderne, var forskellige repraesentanter for bydelene, igang med at "male" gaderne i forskellige motiver, med blomsterfarver og blomster.
Jeg fandt hurtigt ud af, at Puno i sig selv ikke er et saerligt attraktivt sted. Da jeg spurgte om forskellige sevaerdigheder, ruter rundt i byen eller udsigtsteder over byen, blev jeg anbefalet, at lade vaere... det var alt for farligt.
Da Puno ligger ved Lake Titicaca, besluttede jeg mig for, at tage ud at se de flydende landsbyer af siv...ja, naar jeg skriver det her, slaer det mig, at det egentligt lyder paent kedeligt. Jeg var ogsaa blevet advaret imod, at al kultur derude var en saga blot, og nu kun var tilegnet blegfede tourister. Afsted med baaden, og en time senere var jeg i touristland. Oerne med de forskellige sivhuse og de legendariske sivbaade i sig selv, kunne give een et glimt af, hvordan menneskerne her havde levet i aarhundreder... ellers var det temmelig touristet og "koeb denne krukke".
Naeste dag besluttede jeg mig for, at tage ud til en oe laengere ude i Lake Titicaca... egentlig bare for at komme vaek fra Puno. Efter flere timers sejlads med solskin og laekker udsigt, ankom jeg til Martini. Blev modtaget af et lokalt par, der viste sig at skulle vaere mine vaerter.
Efter frokost blev jeg enig med mig selv om, at det var bedst, at jeg tog ned og badede i iskolde Lake Titicake (9 grader). Alluruz, som mange ved, er vant til koldt vand (saa behoever jeg ikke at sige mere), noed denne forfriskende svoemmetur, og var nu klar til dansefestival!
Paa det lokale torv, som ikke var stoerrer end end halv fodboldbane, var hele byen samlet i farverige klaeder... de var helt klar! Det samme var de seks hornorkestre, der spillede for livet loes, forskellige steder paa pladsen. Maa indroemme at jeg var temmelig imponeret af de her orkestrer! De spillede uafbrudt i tolv timer!!! Der var konstant inferno af lyd... trommer der buldrede loes, trompeter, tubaer, basuner, floejter... nogle gange veg de fra deres plads, og gik hen til et af de andre orkestre, for at spille om kap (eller hvad man nu kalder det?). Og saa var der dem der dansede, og det gjorde stort set alle. Folk havde smukke lokale dragter paa...og de fleste havde en ordentlig fjer paa (dog mest de gamle maend).
Alluruz dansede hele dagen... det var en fantastisk dag!
Naeste dag tog jeg videre til en anden oe... der var helt stille! Det passede mig egentligt fint, men det foeltes helt underligt, ja naermest angstprovokerende, at der ikke kom folk hen til een, for at saelge dig uldne sokker. Havde hele oen for mig selv, og valgte at bruge en hel dag paa stranden!
Naeste dag var det tid til at komme videre. Jeg havde en super dag paa en lille baad, hvor solen skinnede og folk var glade. Tilbage til Puno, hvor jeg skyndte mig at bestille en busbillet til La Paz.
A
Rundt omkring i gaderne, var forskellige repraesentanter for bydelene, igang med at "male" gaderne i forskellige motiver, med blomsterfarver og blomster.
Jeg fandt hurtigt ud af, at Puno i sig selv ikke er et saerligt attraktivt sted. Da jeg spurgte om forskellige sevaerdigheder, ruter rundt i byen eller udsigtsteder over byen, blev jeg anbefalet, at lade vaere... det var alt for farligt.
Da Puno ligger ved Lake Titicaca, besluttede jeg mig for, at tage ud at se de flydende landsbyer af siv...ja, naar jeg skriver det her, slaer det mig, at det egentligt lyder paent kedeligt. Jeg var ogsaa blevet advaret imod, at al kultur derude var en saga blot, og nu kun var tilegnet blegfede tourister. Afsted med baaden, og en time senere var jeg i touristland. Oerne med de forskellige sivhuse og de legendariske sivbaade i sig selv, kunne give een et glimt af, hvordan menneskerne her havde levet i aarhundreder... ellers var det temmelig touristet og "koeb denne krukke".
Naeste dag besluttede jeg mig for, at tage ud til en oe laengere ude i Lake Titicaca... egentlig bare for at komme vaek fra Puno. Efter flere timers sejlads med solskin og laekker udsigt, ankom jeg til Martini. Blev modtaget af et lokalt par, der viste sig at skulle vaere mine vaerter.
Efter frokost blev jeg enig med mig selv om, at det var bedst, at jeg tog ned og badede i iskolde Lake Titicake (9 grader). Alluruz, som mange ved, er vant til koldt vand (saa behoever jeg ikke at sige mere), noed denne forfriskende svoemmetur, og var nu klar til dansefestival!
Paa det lokale torv, som ikke var stoerrer end end halv fodboldbane, var hele byen samlet i farverige klaeder... de var helt klar! Det samme var de seks hornorkestre, der spillede for livet loes, forskellige steder paa pladsen. Maa indroemme at jeg var temmelig imponeret af de her orkestrer! De spillede uafbrudt i tolv timer!!! Der var konstant inferno af lyd... trommer der buldrede loes, trompeter, tubaer, basuner, floejter... nogle gange veg de fra deres plads, og gik hen til et af de andre orkestre, for at spille om kap (eller hvad man nu kalder det?). Og saa var der dem der dansede, og det gjorde stort set alle. Folk havde smukke lokale dragter paa...og de fleste havde en ordentlig fjer paa (dog mest de gamle maend).
Alluruz dansede hele dagen... det var en fantastisk dag!
Naeste dag tog jeg videre til en anden oe... der var helt stille! Det passede mig egentligt fint, men det foeltes helt underligt, ja naermest angstprovokerende, at der ikke kom folk hen til een, for at saelge dig uldne sokker. Havde hele oen for mig selv, og valgte at bruge en hel dag paa stranden!
Naeste dag var det tid til at komme videre. Jeg havde en super dag paa en lille baad, hvor solen skinnede og folk var glade. Tilbage til Puno, hvor jeg skyndte mig at bestille en busbillet til La Paz.
A
mandag den 26. januar 2009
Cuzco - Salkatay trek
Hola
Er i Cuzco. Her er super smukt. Smutter imorgen!
Jeg skal paa et 5 dages trek, der kaldes Salkantay, som ender ved inka ruinbyen Machù Pichu.
Jeg glaeder mig til, at se hvor meget mine lunger kan traekke - er nemlig blevet syg og forkoelet.
-------------------------
Ok, nu har jeg vaeret afsted. Maa hellere fortaelle lidt naermere om min oplevelse af Cuzco og Salaknatay trekket.
Som sagt, Cuzco er en fantastisk smuk by. Det var en kaempe omvaeltning, at komme fra Iquitos til denne by med fine hvidkalkede huse fra kolonitiden, med traealtaner og roede teglsten. Byen ligger i en dal, saa man kan foelge bebyggelsen hele vejen rundt, langs bjergskraeningerne. Det hele foregik ogsaa i et helt andet tempo - meget mere stille og roligt.
Jeg lokkede mig ind paa Loki hostel. Et youth/party hostel fandt jeg hurtigt ud af.... i det hele taget var det bedst, hvis man drak meget, skreg meget og var australier.
Jeg noed virkelig byen og foelte, at jeg kunne slappe af efter en heftig jungletur, men efter lidt tid, fandt Kevin og jeg ud af, at vi igen maatte ud at vandre. Fra Cuzco kommer man til den beroemte Inka Trail, som foerer til ruinbyen Machu Pichu. Vi soegte lidt mere udfordring, saa istedet valgte vi en lille omvej; Salkantay trekket, som tager fem dage ialt.
Der viste sig, at vaere en jungle, der var meget lettere at fare vildt i end Amazonas, nemlig touristbureau-junglen. Det tog os to dage, at finde et godt tilbud. Ikke at vi ikke fik det fra start, problemet var bare, at tilbuddet var absurd billigt, saa vi turde ikke rigtig stole paa det. Forestillede mig huller i teltene, daarlig mad o.s.v. Vi fandt senere udemaerket tilbud, og slog til!
Tidligt om morgenen blev vi hentet af en minibus, som koerte rundt og hentede alle de andre, der havde valgt samme tur. Da alle var hentet, holdt vi og ventede en time midt paa torvet - ingen vidste helt hvorfor, men saadan er Peru.
Efter et par timers koersel var vi fremme ved starten af vores rute. Foerst her fik jeg mulighed for at hilse ordentligt paa gruppen, hvilket var en temmelig blandet skare. To tysker, der levede sammen i et "community", hvor alle mere eller mindre var gift med hinanden. Ydermere tre unge brasillianske drenge, en englaender, en columbiansk kvinde og selvfoelgelig en lille haandfuld australiere. Og saa var der "guiden".... guide i anfoerelsestegn, fordi han stort set ikke roerte en finger eller kom med en eneste praktisk information paa hele turen.
Vi havde faet fortalt, at Salkantay var et meget haardt trek, navnligt foerste dag... det var det ikke!! Vi vandrede en godt stykke og kom hoejere og hoejere op i bjergene, men det hele var meget stille og roligt. Den Columbianske kvinde, blev dog syg af hoejderne, og maate transporteres i forvejen og ha´ ilt. Resten af turen red hun sammen med baerene pa heste.
Saa blev det aften, saa blev det nat og vi laa trygt i vores telte. Saa kom regnen, og hele nattten stod det ind i vores telt. Min sovepose blev drivvaad og kold, og min madras havde forvandlet sig til en svamp (ikke dem man spiser). I fodenden formede der sig en mindre soe, og stakkels Alluruz, vaagnede kl. 3 om natten, uden at ane et levende raad.
Et par timer gik, og vi blev "vaekket" med varm cocca the. Alle opdagede, at alle havde haft samme lortenat, og folk var paent morgensure. Vores guide mente, at vores baere kunne toerre soveposerne og madrasserene over et baal, imens vi vandrede videre....det kunne de ikke.
Uvidende om dette vandrede vi videre. Idag skulle vi bestige passet paa 4600 m. Det var haardt, men ikke naer saa haardt, som Santa Cruz. Vi naede alle toppen, hvor det sneede, men lidt laengere nede paa den anden side af passet, begyndte det at blive varmt og tropisk - ret vildt at opleve saadan et skift. Da vi slog lejr opdagede vi, at alle vores ting stadig var vaade. Der blev sat gang i det hel stoere toerrearbejde over baal. Det lykkeds for de fleste, at sove i et toert telt i en toer sovepose, paa en toer madras den nat.
Naeste morgen var vi mere klar. Dagens trek var udelukkende igennem subtropisk terreaen, og det hele var utroligt smukt og indbydende. Desvaerre, var der ogsaa en del vandring ned af bakke, hvilket virkelig sled i mit knae. Det var ikke superglade alluruz, der vandrede de sidste mange km til bussen, som skulle koere os til en lille by, taet paa Machu Pichu expressen.
Da vi ankom, blev vi moedt af to smaa silkeaber. Det var vildt underholdende, at have to aber kravlende rundt paa sig.
Senere om aftenen, tog vi ned til et hot spring resort. Det var himmelraabende dejligt, at komme ned i forskellige basiner med varmt vand, samt naturlige vandfald der koelede, efter tre dages trek.!
Naeste dag havde vi en kort tur paa fire timer, til stationen. Det var ekstremt varmt at vandre, saa alt foregik i et temmelig moderat tempo. Alligevel klagede mit venstre knae, og truede med, at flytte til Kreta, hvis jeg ikke snart tog det med ro. Det resulterede i, at jeg som en af de eneste i gruppen, maate benytte mig af toget, det sidste stykke op til Aquas Calliente, endestationen foer Machu Pichu. Aquas Calliente bestod ioevrigt ikke af andet en hostels, restaurenter og souveniersboder - vildt charmerende! Jeg maa dog indroemme, at en rigtig seng sjaeldent har vaeret saa indbydende, som her.
Naeste morgen kl. 4 skulle vi vandre de sidste halvanden time op til "MP". Alluruz havde dog lovet sit knae, at sove laenge, og tage bussen derop istedet.
MACHU PICHU!... Stedet ingen levende sjael, kan give et aerligt svar omkring. Et imponerende bygningsvaerk, som nu tilsynladende, staar tilbage, som en mystisk gaade for menneskeheden (eller i hvertfald for vores guide, som ikke kunne svare paa et eneste af vores spoergsmaal). Saa her var vi, blandt imponerende bygningsvaerker, og tankte paa den naeste kop kaffe nede i byen. Machu Pichu blev aldrig lige saa stort for mig som fx. Angor Watt eller Hilleroed svoemmehal.
Transporten tilbage til Cuzco, var som altid fyldt med overraskelser og uforklarlige skift af transportmidler. Dog blev vi i bussen akkompagneret af to syngende (laes skrigende) peruvianske piger, som havde valgt os, som ofre for vores sidste soles. Jeg maa dog indroemme, at jeg ikke kunne lade vaere med at smile over hele hovedet, for de var simpelthen saa soede.
"Hjemme" igen i Cuzco. Atter engang valgte jeg at indlogere mig paa Loki Hostel. Jeg var super traet og kunne kun taenke paa at sove. En time inde i min skoenhedssoevn, blev jeg vaekket at et par, der faldt over nogle ting paa gulvet. Fnisende begyndte de at smaasnakke. Pludselig loed Arnold swarzeneggers stemme, fra koejesaengen ved siden af; "Shut ap! SHAUT AP!!! Go home to ya mammi, if u laike to parti!"... det gjorde selvfoelgelig ikke tingene meget bedre, da alle i hele rummet nu begyndte at grine. Arny skruede bissen paa; "SHAT AAAAP!!! FUCK YA MOTHER!!! FACK YOUR MATHER!!!". Der gik en rum tid foer alle faldt til ro igen...
Og saa et par timer senere, vaagnede jeg ved, at der sad en kanonfuld stodder i min seng. Maatte bruge et par minutter paa, at overbevise ham om, at vi ikke skulle dele seng.
Efter denne lange nat besluttede jeg mig for, at tage en bus sydpaa til Puno... and so I did!
Alluruz
Er i Cuzco. Her er super smukt. Smutter imorgen!
Jeg skal paa et 5 dages trek, der kaldes Salkantay, som ender ved inka ruinbyen Machù Pichu.
Jeg glaeder mig til, at se hvor meget mine lunger kan traekke - er nemlig blevet syg og forkoelet.
-------------------------
Ok, nu har jeg vaeret afsted. Maa hellere fortaelle lidt naermere om min oplevelse af Cuzco og Salaknatay trekket.
Som sagt, Cuzco er en fantastisk smuk by. Det var en kaempe omvaeltning, at komme fra Iquitos til denne by med fine hvidkalkede huse fra kolonitiden, med traealtaner og roede teglsten. Byen ligger i en dal, saa man kan foelge bebyggelsen hele vejen rundt, langs bjergskraeningerne. Det hele foregik ogsaa i et helt andet tempo - meget mere stille og roligt.
Jeg lokkede mig ind paa Loki hostel. Et youth/party hostel fandt jeg hurtigt ud af.... i det hele taget var det bedst, hvis man drak meget, skreg meget og var australier.
Jeg noed virkelig byen og foelte, at jeg kunne slappe af efter en heftig jungletur, men efter lidt tid, fandt Kevin og jeg ud af, at vi igen maatte ud at vandre. Fra Cuzco kommer man til den beroemte Inka Trail, som foerer til ruinbyen Machu Pichu. Vi soegte lidt mere udfordring, saa istedet valgte vi en lille omvej; Salkantay trekket, som tager fem dage ialt.
Der viste sig, at vaere en jungle, der var meget lettere at fare vildt i end Amazonas, nemlig touristbureau-junglen. Det tog os to dage, at finde et godt tilbud. Ikke at vi ikke fik det fra start, problemet var bare, at tilbuddet var absurd billigt, saa vi turde ikke rigtig stole paa det. Forestillede mig huller i teltene, daarlig mad o.s.v. Vi fandt senere udemaerket tilbud, og slog til!
Tidligt om morgenen blev vi hentet af en minibus, som koerte rundt og hentede alle de andre, der havde valgt samme tur. Da alle var hentet, holdt vi og ventede en time midt paa torvet - ingen vidste helt hvorfor, men saadan er Peru.
Efter et par timers koersel var vi fremme ved starten af vores rute. Foerst her fik jeg mulighed for at hilse ordentligt paa gruppen, hvilket var en temmelig blandet skare. To tysker, der levede sammen i et "community", hvor alle mere eller mindre var gift med hinanden. Ydermere tre unge brasillianske drenge, en englaender, en columbiansk kvinde og selvfoelgelig en lille haandfuld australiere. Og saa var der "guiden".... guide i anfoerelsestegn, fordi han stort set ikke roerte en finger eller kom med en eneste praktisk information paa hele turen.
Vi havde faet fortalt, at Salkantay var et meget haardt trek, navnligt foerste dag... det var det ikke!! Vi vandrede en godt stykke og kom hoejere og hoejere op i bjergene, men det hele var meget stille og roligt. Den Columbianske kvinde, blev dog syg af hoejderne, og maate transporteres i forvejen og ha´ ilt. Resten af turen red hun sammen med baerene pa heste.
Saa blev det aften, saa blev det nat og vi laa trygt i vores telte. Saa kom regnen, og hele nattten stod det ind i vores telt. Min sovepose blev drivvaad og kold, og min madras havde forvandlet sig til en svamp (ikke dem man spiser). I fodenden formede der sig en mindre soe, og stakkels Alluruz, vaagnede kl. 3 om natten, uden at ane et levende raad.
Et par timer gik, og vi blev "vaekket" med varm cocca the. Alle opdagede, at alle havde haft samme lortenat, og folk var paent morgensure. Vores guide mente, at vores baere kunne toerre soveposerne og madrasserene over et baal, imens vi vandrede videre....det kunne de ikke.
Uvidende om dette vandrede vi videre. Idag skulle vi bestige passet paa 4600 m. Det var haardt, men ikke naer saa haardt, som Santa Cruz. Vi naede alle toppen, hvor det sneede, men lidt laengere nede paa den anden side af passet, begyndte det at blive varmt og tropisk - ret vildt at opleve saadan et skift. Da vi slog lejr opdagede vi, at alle vores ting stadig var vaade. Der blev sat gang i det hel stoere toerrearbejde over baal. Det lykkeds for de fleste, at sove i et toert telt i en toer sovepose, paa en toer madras den nat.
Naeste morgen var vi mere klar. Dagens trek var udelukkende igennem subtropisk terreaen, og det hele var utroligt smukt og indbydende. Desvaerre, var der ogsaa en del vandring ned af bakke, hvilket virkelig sled i mit knae. Det var ikke superglade alluruz, der vandrede de sidste mange km til bussen, som skulle koere os til en lille by, taet paa Machu Pichu expressen.
Da vi ankom, blev vi moedt af to smaa silkeaber. Det var vildt underholdende, at have to aber kravlende rundt paa sig.
Senere om aftenen, tog vi ned til et hot spring resort. Det var himmelraabende dejligt, at komme ned i forskellige basiner med varmt vand, samt naturlige vandfald der koelede, efter tre dages trek.!
Naeste dag havde vi en kort tur paa fire timer, til stationen. Det var ekstremt varmt at vandre, saa alt foregik i et temmelig moderat tempo. Alligevel klagede mit venstre knae, og truede med, at flytte til Kreta, hvis jeg ikke snart tog det med ro. Det resulterede i, at jeg som en af de eneste i gruppen, maate benytte mig af toget, det sidste stykke op til Aquas Calliente, endestationen foer Machu Pichu. Aquas Calliente bestod ioevrigt ikke af andet en hostels, restaurenter og souveniersboder - vildt charmerende! Jeg maa dog indroemme, at en rigtig seng sjaeldent har vaeret saa indbydende, som her.
Naeste morgen kl. 4 skulle vi vandre de sidste halvanden time op til "MP". Alluruz havde dog lovet sit knae, at sove laenge, og tage bussen derop istedet.
MACHU PICHU!... Stedet ingen levende sjael, kan give et aerligt svar omkring. Et imponerende bygningsvaerk, som nu tilsynladende, staar tilbage, som en mystisk gaade for menneskeheden (eller i hvertfald for vores guide, som ikke kunne svare paa et eneste af vores spoergsmaal). Saa her var vi, blandt imponerende bygningsvaerker, og tankte paa den naeste kop kaffe nede i byen. Machu Pichu blev aldrig lige saa stort for mig som fx. Angor Watt eller Hilleroed svoemmehal.
Transporten tilbage til Cuzco, var som altid fyldt med overraskelser og uforklarlige skift af transportmidler. Dog blev vi i bussen akkompagneret af to syngende (laes skrigende) peruvianske piger, som havde valgt os, som ofre for vores sidste soles. Jeg maa dog indroemme, at jeg ikke kunne lade vaere med at smile over hele hovedet, for de var simpelthen saa soede.
"Hjemme" igen i Cuzco. Atter engang valgte jeg at indlogere mig paa Loki Hostel. Jeg var super traet og kunne kun taenke paa at sove. En time inde i min skoenhedssoevn, blev jeg vaekket at et par, der faldt over nogle ting paa gulvet. Fnisende begyndte de at smaasnakke. Pludselig loed Arnold swarzeneggers stemme, fra koejesaengen ved siden af; "Shut ap! SHAUT AP!!! Go home to ya mammi, if u laike to parti!"... det gjorde selvfoelgelig ikke tingene meget bedre, da alle i hele rummet nu begyndte at grine. Arny skruede bissen paa; "SHAT AAAAP!!! FUCK YA MOTHER!!! FACK YOUR MATHER!!!". Der gik en rum tid foer alle faldt til ro igen...
Og saa et par timer senere, vaagnede jeg ved, at der sad en kanonfuld stodder i min seng. Maatte bruge et par minutter paa, at overbevise ham om, at vi ikke skulle dele seng.
Efter denne lange nat besluttede jeg mig for, at tage en bus sydpaa til Puno... and so I did!
Alluruz
torsdag den 22. januar 2009
Jungletur i Iquitos
Ankom til Iqutos om eftermiddagen. Inden landingen, fik jeg muligheden for at skue ud over Amazonas..."Waauw - det er en paent stor skov", Taenkte jeg stille for mig selv. Glaedede mig nu som en lille indianerdreng til at indtage den!
Det foerste der slog mig ved Iquitos var varmen. Kombineret med 80% luftfugtighed goer det lige lidt mere ulideligeligt at opholde sig der. Koerte direkte ind til Plaza de Armaz, til en internetcafé, for at finde ud af hvor Kevin var. Det vidste sig, at Kevin ikke havde faaet sit fly i Lima, og jeg nu var et par timer foran ham. Jeg undersoegte derefter et hostel; Mad Micks Bunk Place. Hmmm... Jeg har efterhaenden set et par hostels, men det her var virkelig under enhver standard. Tarveligt er vel nok det rette ord at bruge. Der var et lille kontor, derefter et lille rum med 7 koejesaenge, et baglokale med det mest skrabede toilet jeg laenge har set, hvor toiletttet iovrigt kun kunne lyse med blinkende technolys. Der var kun en anden bruger af hostellet. En amerikansk gut, som modsat alle andre backpackers, ikke sagde en lyd til mig. Jeg spurgte ham ud om hostellet, og det eneste der roeg ud af hans mund var "It works for me". Senere fandt jeg ud af, at knaegten havde deltaget i lidt for mange Ayahuasca ceremonier, og nu mest noed at sidde for sig selv, og tegne trippede tegninger. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke skulle bo paa dette hostel. Dog var der en gut der arbejdede der, som var virkelig flink. Jeg fik lov til at beholde mine ting der til Kevin dukkede op. Han hed iovrigt Alex, en lokal jungleguide gennem 24 aar. Han gav mig et lille foredrag omkring deres jungletours paa stedet. Efter en halv times intensiv snak, var jeg overbevist om, at dette var stedet vi skulle booke vores jungletur.
Efter det tog jeg mig en lille tur rundt i kvarteret. Der gik noedagtig et kvarter, foer jeg blev standset op af tre friske fyre, der tilboed mig marihuanna og coke... jeg takkede paent nej, med en cool street attitude, som "No thanks dude - see you later bros". De mente bestemt, at jeg skulle ta´at besoege dem i en lille gyde i Belén (det lokale marked i Iquitos). Jeg matte forsikre dem at jeg ville dukke op senere... (not really).
Ok, ca. 2 timer i Iquitos og byen emmede af maerkelige mennesker. Jeg var traet efter min tur, men konkluderede alligevel, at Iquitos var et maerkeligt sted. Glaedede mig til at Kevin dukkede op.
Kevin kom ved en 17 tiden. I mellemtiden havde jeg siddet som tilskuer til "Cirkus Iquitos". Det tog mig ikke lang tid, at overbevise Kevin om at finde et andet og bedre hostel...and so we did!
Naeste dag, bestilte vi vores Junglecruise. Paa grund af Kevins tidsplan, blev det til tre dage i Amazonaz. Vi blev praesenteret for vores guide Wilbert, som noed kaelenavnet "Falcon", fordi han saa alt i junglen (det viste sig senere, at han levede fuldt op til dette navn. Manden havde X-ray syn og kunne spotte de mest usansynlige ting. Det er mig stadig en gaade, hvordan han bar sig ad). Om aftenen hang vi ud paa "The Famous Yellow Rose Of Texas Bar", et sted ejet af en stolt texaner, saa selvfoelgelig var alt hans mad, det bedste i verden... det kan diskuteres. Moedte iovrigt her, et par spandende personligheder, som jeg ikke orker at fortaelle om nu. Hmmm... maaske skulle jeg lige naevne Jeff, en amerikaner som hadede alt i verden. Har aldrig moedt et mere negativt menneske i mit liv - han var saa negativ, at folk omkring ham blev noed til at rejse sig og gaa... han var selvfoelgelig tredie mand paa vores jungletur!!!?
Kl. 6 om morgenen blev vi hentet. Foerst skulle vi koere 2 timer med taxi. Som jeg har sagt foer, er det ikke en stille soendagstur, at koere med disse chaufoerer - saa har jeg ikke sagt for meget. Derfter blev vi sejlet op ad forskellige floder med en lille motordrevet kano. Paa turen saa vi mange fugle, og Wilbert fortalte levende om dem allesammen. efter yderligere 2 timer, ankom vi til en lille jungleby, hvor vi tog en endnu mindre kano med padler, og saa sejlede vi det sidste stykke ind i junglen. Vores junglelodge var simpelt og idyllisk. Vi fik ikke mange minutter, foer at vi skulle paa en times dagsvandring ind i junglen. Wilbert viste os saa mange forskellige ting; hvordan man finder vand i rodder, hvor kaempemyrene opholder sig, forskellige dyrekald, hvordan termitter udskiller naturlig myggebalsam, som vi brugte, superflotte sommerfugle... o.s.v. Jeg spiste ioevrigt hvide larver, der gemte sig i smaa kokosnoedder! Og saa var der junglen, som talte sit helt eget sprog. Det var saa indtagende og smukt, saa vildt og frodigt. Der var vaemmeligt varmt og fugtigt... og saa var der masser af myg. Paa den time blev jeg til et maaltid for uttallige sultne myg.
Efter turen var der frokost. Vi fik det laekreste mad dér. Efter maden var det tid til at slappe lidt af. Kevin var flad, han havde forventet hele pakken, at vi ville se det hele, alle dyr paa en gang. Jeg forsikrede ham, at det nok skulle komme. Jeg brugte tiden paa at bade i flode, der loeb lige forbi vores lodge. Hang lidt ud med Jeff, og fandt ud af, at han nu var i sit naturlige element. Han loesnede mere og mere op, og pludselig var han ikke saa negativ laengere. Der var ogsaa en 15 aarig lokal, der senere viste sig, at vaere vores 2. guide. Han var simpelthen et pragteksemplar. Aldrig har jeg moedt et saa smilende og grinende menneske som ham. Han kunne ikke rigtig tale med os, saa det hele foregik ganske "naturligt". Vi afholdte konkurrencer om, hvenm der turde kravle hoejest op i traerne, og hoppe i floden... det var meget meget afslappet og godt!
Et par timer senere, sejlede vi en aftentur op ad floden. Pludselig var der flodelfiner, der jagede fisk i overfladen. Det var superfedt at foelge. Vi kiggede ogsaa paa forskellige fugle. Efter flodturen var det blevet moerkt, og nu var det tid til natloeb i junglen. Vi havde alle lygter med, og pludselig viste junglen sig fra en hel anden side. Der var insekteter over alt (ogsaa myg og andre store insekter der floej ind i hovedet paa en...ikke saa rart). Vi saa en masse edderkopper, en del var meget giftige. Blandt andet saa vi en stor tarantula (fugleedderkop). Vi saa skorpioner, froer, myrer, alle mulige kaempe insekter. Og saa er der lydene i junglen om natten. En symfoni af forskellige fuglekald, insekter og froer - det var saa fedt!
Efter denne vilde dag faldt jeg i hurtigt i soevn og sov trygt og godt under mit myggenet.
Naeste dag, startede med badetur i floden. Derfter stod den paa piratfisk fisketur. Vi var blevet knyttet lidt taettere, 5 gutter paa fisketur i amazonas, med junglecigarer og hvad der ellers hoerer til af hygge. Pludselig hoerte vi aber i naerheden. Wilbert lokkede dem til med sit abekald. Og inden laenge, var vores kano besoegt af vilde aber. De kravlede rund paa os, og spiste den frugt, vi havde med til dem. Det var en fantastisk oplevelse!!!
Efter et par timer sejlede vi hjem uden den store fangst. Jeg var den eneste, der havde fanget en mindre piratfisk.
Senere pakkede vi alt vores grej. I aften skulle vi overnatte midt i junglen. Vi sejlede op ad de mindre floder, og om muligt, blev det endnu mere jungleagtigt. Vi sejlede stille op ad floderne og kiggede pa og lyttede til fugle. Vi saa ogsaa en masse kaempe aakander og smukke blomster. Efter noget tid, slog vi lejr. Vores guider haengte haengekoejer op, med myggenet omkring sig. Derfter blev der lavet baal og mad. Imens vi ventede paa maden blev det morkt, og pludselig dukkede alle dyrene op. Foerst kom der en junglemus frem, paa stoerelse med en lille kat. Vi fangede den et kort oejeblik, men den stak af fra os. Lidt efter kom der en bullfrog paa besoeg. Denne bullfrog er kaempestor og kan springe 3 meter. Vi indsatte en vild jagt ind i junglen for at fange den. Pludselig tankte man ikke saa meget paa giftslanger, edderkopper og andet kryb. Vi tog en tur ind i junglen for at finde flere dyr...og de var over alt! Forst saa vi en skorpionedderkop, et oldtidlevn. derfter fik Wilber oeje paa en lille natabe/mus. Vi kunne gaa helt taet paa den og tage fine billeder. Vi saa op til flere store og giftige edderkopper igen. skorpioner, glasfroer, store myrestier, som mest af alt lignede groenne blade paa vandring, vi saa smukke larver. Taet paa vores lejr, var der en gigantisk fugleedderkop, som gemte sig i et hul i traet. Vi lokkede den ud med en pind, for bedre at kunne se den. Det var en fantastik nattetur. Efter det spiste vi aftensmad, og saa tog vi en nattetur paa flodenv - det var blevet aligatortid! Vi sejlede rund i lang tid, og lyste med vores lygter. Wilbert lavede aligatorlyde, men i lang tid var der ikke bid. Pludselig spottede han et oeje i det fjerne og vi sejlede i hoej fart lige mod maelet. Wilbert fik kort fat i en mellemstor aligator, men den slap desvaere fra ham. I det mindste vidste vi nu, hvad vi skulle se efter. Inden laenge var der igen et oeje der lyste i det fjerne. Wilber fik med det samme fat i en lille aligatorunge. Der var stor opstandelse i kanoen. Det var saa syret pludselig, at sidde med en aligator i haenden. En anden unge blev fanget, nu sad jeg og holdt paa to!! Ubeskriveligt fed fornemmelse!
Saa var det tid til at komme tilbage til lejren og sove. Jeg sov ikke meget den nat. En blanding af dagens oplevelser, dét at skulle sove midt i junglen i haengekoeje, og saa utallige myggestik, der kloede som en i helvede!
Sidste dag i junglen. Vi pakkede vores grej sammen, kyssede aligatorne farvel, og sejlede mod vores lodge. Der var lige tid til en sidte svoemmetur, men midt i det hele, blev der kaldt fra hytten "snake, snake!" Vi loeb op til hytten, og hoejt oppe under taget, havde en boaslange taget husly. Vores guide kravlede op under taget og hentede slangen ned. Pludselig stod Alluruz med en lange viklet tundt om hans arm. Det var en mindre boa, og den var saa smuk og fantastisk at roere ved, som en stor muskel. Vores tur kunne ikke vaere sluttet bedre. Vi var overglade og foelta alle, at det havde vaeret en super vild tur.
Lidt efter tog vi turen tilbage til Iqutos. Samme underlige by. Det var tid til at komme videre. Jeg besluttede at tage flyet til Lima, og derefter en 20 timers bustur til Cuzco. Kevin har aendret sine planer, og kommer imorgen.
Nu skal der atter trekkes!
Junglehilsener
Alluruz
Det foerste der slog mig ved Iquitos var varmen. Kombineret med 80% luftfugtighed goer det lige lidt mere ulideligeligt at opholde sig der. Koerte direkte ind til Plaza de Armaz, til en internetcafé, for at finde ud af hvor Kevin var. Det vidste sig, at Kevin ikke havde faaet sit fly i Lima, og jeg nu var et par timer foran ham. Jeg undersoegte derefter et hostel; Mad Micks Bunk Place. Hmmm... Jeg har efterhaenden set et par hostels, men det her var virkelig under enhver standard. Tarveligt er vel nok det rette ord at bruge. Der var et lille kontor, derefter et lille rum med 7 koejesaenge, et baglokale med det mest skrabede toilet jeg laenge har set, hvor toiletttet iovrigt kun kunne lyse med blinkende technolys. Der var kun en anden bruger af hostellet. En amerikansk gut, som modsat alle andre backpackers, ikke sagde en lyd til mig. Jeg spurgte ham ud om hostellet, og det eneste der roeg ud af hans mund var "It works for me". Senere fandt jeg ud af, at knaegten havde deltaget i lidt for mange Ayahuasca ceremonier, og nu mest noed at sidde for sig selv, og tegne trippede tegninger. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke skulle bo paa dette hostel. Dog var der en gut der arbejdede der, som var virkelig flink. Jeg fik lov til at beholde mine ting der til Kevin dukkede op. Han hed iovrigt Alex, en lokal jungleguide gennem 24 aar. Han gav mig et lille foredrag omkring deres jungletours paa stedet. Efter en halv times intensiv snak, var jeg overbevist om, at dette var stedet vi skulle booke vores jungletur.
Efter det tog jeg mig en lille tur rundt i kvarteret. Der gik noedagtig et kvarter, foer jeg blev standset op af tre friske fyre, der tilboed mig marihuanna og coke... jeg takkede paent nej, med en cool street attitude, som "No thanks dude - see you later bros". De mente bestemt, at jeg skulle ta´at besoege dem i en lille gyde i Belén (det lokale marked i Iquitos). Jeg matte forsikre dem at jeg ville dukke op senere... (not really).
Ok, ca. 2 timer i Iquitos og byen emmede af maerkelige mennesker. Jeg var traet efter min tur, men konkluderede alligevel, at Iquitos var et maerkeligt sted. Glaedede mig til at Kevin dukkede op.
Kevin kom ved en 17 tiden. I mellemtiden havde jeg siddet som tilskuer til "Cirkus Iquitos". Det tog mig ikke lang tid, at overbevise Kevin om at finde et andet og bedre hostel...and so we did!
Naeste dag, bestilte vi vores Junglecruise. Paa grund af Kevins tidsplan, blev det til tre dage i Amazonaz. Vi blev praesenteret for vores guide Wilbert, som noed kaelenavnet "Falcon", fordi han saa alt i junglen (det viste sig senere, at han levede fuldt op til dette navn. Manden havde X-ray syn og kunne spotte de mest usansynlige ting. Det er mig stadig en gaade, hvordan han bar sig ad). Om aftenen hang vi ud paa "The Famous Yellow Rose Of Texas Bar", et sted ejet af en stolt texaner, saa selvfoelgelig var alt hans mad, det bedste i verden... det kan diskuteres. Moedte iovrigt her, et par spandende personligheder, som jeg ikke orker at fortaelle om nu. Hmmm... maaske skulle jeg lige naevne Jeff, en amerikaner som hadede alt i verden. Har aldrig moedt et mere negativt menneske i mit liv - han var saa negativ, at folk omkring ham blev noed til at rejse sig og gaa... han var selvfoelgelig tredie mand paa vores jungletur!!!?
Kl. 6 om morgenen blev vi hentet. Foerst skulle vi koere 2 timer med taxi. Som jeg har sagt foer, er det ikke en stille soendagstur, at koere med disse chaufoerer - saa har jeg ikke sagt for meget. Derfter blev vi sejlet op ad forskellige floder med en lille motordrevet kano. Paa turen saa vi mange fugle, og Wilbert fortalte levende om dem allesammen. efter yderligere 2 timer, ankom vi til en lille jungleby, hvor vi tog en endnu mindre kano med padler, og saa sejlede vi det sidste stykke ind i junglen. Vores junglelodge var simpelt og idyllisk. Vi fik ikke mange minutter, foer at vi skulle paa en times dagsvandring ind i junglen. Wilbert viste os saa mange forskellige ting; hvordan man finder vand i rodder, hvor kaempemyrene opholder sig, forskellige dyrekald, hvordan termitter udskiller naturlig myggebalsam, som vi brugte, superflotte sommerfugle... o.s.v. Jeg spiste ioevrigt hvide larver, der gemte sig i smaa kokosnoedder! Og saa var der junglen, som talte sit helt eget sprog. Det var saa indtagende og smukt, saa vildt og frodigt. Der var vaemmeligt varmt og fugtigt... og saa var der masser af myg. Paa den time blev jeg til et maaltid for uttallige sultne myg.
Efter turen var der frokost. Vi fik det laekreste mad dér. Efter maden var det tid til at slappe lidt af. Kevin var flad, han havde forventet hele pakken, at vi ville se det hele, alle dyr paa en gang. Jeg forsikrede ham, at det nok skulle komme. Jeg brugte tiden paa at bade i flode, der loeb lige forbi vores lodge. Hang lidt ud med Jeff, og fandt ud af, at han nu var i sit naturlige element. Han loesnede mere og mere op, og pludselig var han ikke saa negativ laengere. Der var ogsaa en 15 aarig lokal, der senere viste sig, at vaere vores 2. guide. Han var simpelthen et pragteksemplar. Aldrig har jeg moedt et saa smilende og grinende menneske som ham. Han kunne ikke rigtig tale med os, saa det hele foregik ganske "naturligt". Vi afholdte konkurrencer om, hvenm der turde kravle hoejest op i traerne, og hoppe i floden... det var meget meget afslappet og godt!
Et par timer senere, sejlede vi en aftentur op ad floden. Pludselig var der flodelfiner, der jagede fisk i overfladen. Det var superfedt at foelge. Vi kiggede ogsaa paa forskellige fugle. Efter flodturen var det blevet moerkt, og nu var det tid til natloeb i junglen. Vi havde alle lygter med, og pludselig viste junglen sig fra en hel anden side. Der var insekteter over alt (ogsaa myg og andre store insekter der floej ind i hovedet paa en...ikke saa rart). Vi saa en masse edderkopper, en del var meget giftige. Blandt andet saa vi en stor tarantula (fugleedderkop). Vi saa skorpioner, froer, myrer, alle mulige kaempe insekter. Og saa er der lydene i junglen om natten. En symfoni af forskellige fuglekald, insekter og froer - det var saa fedt!
Efter denne vilde dag faldt jeg i hurtigt i soevn og sov trygt og godt under mit myggenet.
Naeste dag, startede med badetur i floden. Derfter stod den paa piratfisk fisketur. Vi var blevet knyttet lidt taettere, 5 gutter paa fisketur i amazonas, med junglecigarer og hvad der ellers hoerer til af hygge. Pludselig hoerte vi aber i naerheden. Wilbert lokkede dem til med sit abekald. Og inden laenge, var vores kano besoegt af vilde aber. De kravlede rund paa os, og spiste den frugt, vi havde med til dem. Det var en fantastisk oplevelse!!!
Efter et par timer sejlede vi hjem uden den store fangst. Jeg var den eneste, der havde fanget en mindre piratfisk.
Senere pakkede vi alt vores grej. I aften skulle vi overnatte midt i junglen. Vi sejlede op ad de mindre floder, og om muligt, blev det endnu mere jungleagtigt. Vi sejlede stille op ad floderne og kiggede pa og lyttede til fugle. Vi saa ogsaa en masse kaempe aakander og smukke blomster. Efter noget tid, slog vi lejr. Vores guider haengte haengekoejer op, med myggenet omkring sig. Derfter blev der lavet baal og mad. Imens vi ventede paa maden blev det morkt, og pludselig dukkede alle dyrene op. Foerst kom der en junglemus frem, paa stoerelse med en lille kat. Vi fangede den et kort oejeblik, men den stak af fra os. Lidt efter kom der en bullfrog paa besoeg. Denne bullfrog er kaempestor og kan springe 3 meter. Vi indsatte en vild jagt ind i junglen for at fange den. Pludselig tankte man ikke saa meget paa giftslanger, edderkopper og andet kryb. Vi tog en tur ind i junglen for at finde flere dyr...og de var over alt! Forst saa vi en skorpionedderkop, et oldtidlevn. derfter fik Wilber oeje paa en lille natabe/mus. Vi kunne gaa helt taet paa den og tage fine billeder. Vi saa op til flere store og giftige edderkopper igen. skorpioner, glasfroer, store myrestier, som mest af alt lignede groenne blade paa vandring, vi saa smukke larver. Taet paa vores lejr, var der en gigantisk fugleedderkop, som gemte sig i et hul i traet. Vi lokkede den ud med en pind, for bedre at kunne se den. Det var en fantastik nattetur. Efter det spiste vi aftensmad, og saa tog vi en nattetur paa flodenv - det var blevet aligatortid! Vi sejlede rund i lang tid, og lyste med vores lygter. Wilbert lavede aligatorlyde, men i lang tid var der ikke bid. Pludselig spottede han et oeje i det fjerne og vi sejlede i hoej fart lige mod maelet. Wilbert fik kort fat i en mellemstor aligator, men den slap desvaere fra ham. I det mindste vidste vi nu, hvad vi skulle se efter. Inden laenge var der igen et oeje der lyste i det fjerne. Wilber fik med det samme fat i en lille aligatorunge. Der var stor opstandelse i kanoen. Det var saa syret pludselig, at sidde med en aligator i haenden. En anden unge blev fanget, nu sad jeg og holdt paa to!! Ubeskriveligt fed fornemmelse!
Saa var det tid til at komme tilbage til lejren og sove. Jeg sov ikke meget den nat. En blanding af dagens oplevelser, dét at skulle sove midt i junglen i haengekoeje, og saa utallige myggestik, der kloede som en i helvede!
Sidste dag i junglen. Vi pakkede vores grej sammen, kyssede aligatorne farvel, og sejlede mod vores lodge. Der var lige tid til en sidte svoemmetur, men midt i det hele, blev der kaldt fra hytten "snake, snake!" Vi loeb op til hytten, og hoejt oppe under taget, havde en boaslange taget husly. Vores guide kravlede op under taget og hentede slangen ned. Pludselig stod Alluruz med en lange viklet tundt om hans arm. Det var en mindre boa, og den var saa smuk og fantastisk at roere ved, som en stor muskel. Vores tur kunne ikke vaere sluttet bedre. Vi var overglade og foelta alle, at det havde vaeret en super vild tur.
Lidt efter tog vi turen tilbage til Iqutos. Samme underlige by. Det var tid til at komme videre. Jeg besluttede at tage flyet til Lima, og derefter en 20 timers bustur til Cuzco. Kevin har aendret sine planer, og kommer imorgen.
Nu skal der atter trekkes!
Junglehilsener
Alluruz
onsdag den 14. januar 2009
Iquitos
Saa er det tid til at drage videre. Hjemmefra, havde jeg lagt en masse planer for hvor jeg skulle hen hvornaar, men naar man er ude, aendres planer meget nemt. Efter trekket ville jeg gerne videre. Det oplagte maal var Cusco, men efter en snak med Kevin (amerikaneren), aabnede jeg mig atter op for noget nyt. Kevin har en veninde, der arbejdermed medicinsk forskning hos de lokale indianerstammer i Iquitos, Perus nordoest ende, graensende op til Brasilliens Amazonjungle... Saa nu staar det altsaa paa jungletur det naeste stykke tid.
Jeg tager bussen fra Huaraz i aften. En lille smuttur paa 7 timer til Lima. Derefter hedder det fly til Iquitos. Flybilletten er lidt peberet, ca. 1100 kr, men det er eventyret der taeller, og Alluruz lugter eventyr.
Kaerlige tanker
Alluruz
Jeg tager bussen fra Huaraz i aften. En lille smuttur paa 7 timer til Lima. Derefter hedder det fly til Iquitos. Flybilletten er lidt peberet, ca. 1100 kr, men det er eventyret der taeller, og Alluruz lugter eventyr.
Kaerlige tanker
Alluruz
tirsdag den 13. januar 2009
Santa Cruz
FANTASTISK!!!! HELT IGENNEM FANTASTISK!!!!
Jeg har vaeret ude og trekke. Jeg ved ikke om jeg overhovedet kan beskrive det, men jeg vil ydmygt goere et forsoeg.
Jeg moedte paa hostellet 4 medtrekkere. En amerikansk gut (Kevin), en svensk gut (Jonas), en svensk pige (Susan) og endelig en australsk pige (Chantal). Vi besluttede, at tage det smukke trek Santa Cruz, et 4 dages hike, paa ca 40 km, med det hoejeste punkt paa 4750 m.
Foerst skal man koebe ind... ekstremt svaert for 5 mennesker, fra forskellige kulturer, med forskellige madvaner, at beslutte hvad der skal koebes. Det tog sin tid, men menuerne til de forskellige aftener, bestod af det saedvanlige pasta med et par daaser af ukendt indhold. Ellers stod alt andet for egen regning. Jeg kan ikke fatte, hvor meget de andre slaebte med af slik, kage (flere kg).
Vi skulle med bussen fra Huaraz kl 6 loerdag morgen... den var selvfoegelig forsinket en times tid. Turen op i bjergene gik mest med at droemme, men vaagnede ved en fantastisk tyrkis farvet bjergsoe. Jeg var vaagen resten af turen op (4 timer), mest fordi det gik op for mig, hvor ligegyldigt et peruviansk buschauffoers liv er for en peruviansk buschauffoer... faktisk var han paent ligeglad med det hele, for han koerte som han ikke kunne se bjerge, og med soemmet i bund.
Det gik, og vi var nu klar til at trekke!
Dag 1.
Det skoenneste vejr! Vi vandrede stille og roligt ned igennem bjergene, hvor vi stoedte paa den ene indianer landsby efter den anden. Hver gang vi kom forbi et sted med mennesker, hoerte vi ¨hola!¨ ¨hola!¨, og boernene kom loebene ud paa stien til os. Fantastiske smukke og soede, er de boernene her i Peru. Men de er ogsaa meget fattige. De lever i de mest simple huse, hvor samlingstedet ikke er hverken fjernsynet eller computeren, men derimod ildstedet. Dette ildsted midt i huset medvirkede, at der var fyldt med roeg. Vi kunne naesten ikke faa vejret der.
Naar vi gik paa stien, kunne vi i det fjerne se, hvordan de hoejt oppe paa bjegsiderne, arbejdede paa deres smaa marker, langt vaek fra landsbyerne. Det var utroligt tankevaekkende og satte mange ting i perspektiv.
Mange landsbyer, mange huse, mange ¨hola!¨, mange venlige ansigter senere, havnede vi i den foerste dal. Det var saa smukt og overvaeldende! Vi blev fulgt paa vej af en kaempe brusende flod, af vilde heste, faareflokke, og ensomme oeredefiskere. Vi havde stort set dalen for os selv.
Efter 8 km. uden de store udsving, endte vi ved vores foerste lejrsted. Vi satte telte op... og saa begyndte det at oese ned! Vi var forberedte paa at det nok ville komme, da det er regntid i bjergene, plus at vi havde set det hele ugen i Huaraz - super solskin om formiddagen og eftermiddagen - konstant regn fra ca. kl. 16. Det var frysende koldt, at staa og lave mad til fem mennesker over et primus, og da alle havde spist kl. 19.30, gik vi i seng - intet hyggeligt lejrliv her.
Kl. 4. om morgenen blev vi vaekket af Susan, som ville sove i vores telt, da alt hendes toej, samt sovepose var drivvaad (hun havde vist ogsaa et lille crush paa Kevin, saa det var fint nok... bortset fra, at hun snakker konstant, og hun nu ogssa syntes, at det var det rette tidspunkt, at fortaelle hendes livshistorie. Super irriterende!!)
Dag 2
Vi startede dagen med, at hente alt vores toej, som vi om natten, havde haengt til toerre i lokumsbygningen, lidt vaek. Vi spiste en intetsigende portion oakmeal, og var nu klar til at trekke igen. Vi vidste, at denne dag ville blive haard, for vi skulle op til et pas paa 4750 meter. Ingen himmelraabende smukt. Vi vandrede nu hoejt oppe over dalen, og alligevel straekte bjergene sig majestaetisk over os.
Vi fandt hver vores vandreflow, jonas og jeg i front (selvom det var os der slaebte de tunge telte), og de andre halsende bagefter. De led forfaerdeligt af hoejdeproblemer, og deres lunger og hjerter foeltes som raslendene sten, for hver aandedraet de tog.
Vi vandrede hoejere og hoejere... blev moedt af enlige bjergsoer og smaa vandfald hele tiden. Vi blev ved med at udsaette frokkosten, da vi hele tiden troede, at nu maatte vi snart naa toppen. Vi tog fejl - der var timer til toppen, og da vi naede snegraensen, maatte vi konstant stoppe og vente paa de tre andre, der var fuldstandigt udmattede. Tiden var loebet lidt fra os, og ud fra, hvor haardt jeg selv synes det var (har aldrig proevet noget saa haardt og udmattende), og ud fra hvor doede de andre var i blikket, troede jeg serioest ikke at de ville klare det til toppen. Pludselig moedte vi en aeseldriver, som kom ud af ingenting. Han fortalte os, at der var et kvarter til passet. Det gav os alle nyt mod, og efter en sidste staedig og haard kamp, naede Alluruz, som den foerste toppen. Jeg kan slet ikke beskrieve foelsen af, at vaere naet til toppen, det var intet mindre end fuldstaendigt fantastisk. Da de andre lidt efter lidt dukkede op, hujede, grinede og skreg vi. Foelsen af at gruppen havde klaret det var meget speciel.
Vi spiste frokost paa toppen og vandrede nu 800 hoejde meter ned mod naeste lejrplads. Paa vejen ned, saa vi et gigantisk sten/sneskred.
Lejrpladsen blev naet. Der blev diskuteret om vi skulle fortsaette et par timer endnu, saa vi havde mulighed for, at naa hele trekket paa 3 dage (her havde vi vandret 8 timer/10 km). Mine foedder var saa smadret. Havde faet en vabel paa hoejre fod, lige lidt mindre end Peru, saa jeg kunne umuligt fortsaette. De andre var ogsa flade, saa det blev hurtig besluttet, at vi skulle blive. Igen blev teltene sat op, saa kom regnen. Rutinen fra dagen foer blev genoptaget. Jeg har sjaeldent frosset saa meget. Men efter en halv time i sovepose, kom varmen og jeg sov som et lille barn (eller som jeg normalt goer).
3. dag
Vi vaagnede kl. 6, og det regnede kraftigt. Vi besluttede at skippe morgenmaden, og komme afsted, saa hurtigt som muligt. Vi ville gerne naa trekket paa tre dage, men det betoed, at vi saa skulle vandre 20 km, hvilket ikke syntes saelig realistisk.
Vi havde vandret en time, da solen begyndte at varme vores kolde og vaade legemer. Det viste sig, at solen skulle foelge os resten af dagen - vi havde fantastisk vejr!! Vi vandrede stille og roligt nedad. Foerst igennem en kaempe flad dal, et par kilometer. Der var sma soer og aer, som gjorde det svaert at navigere, og pludselig blev vi klar over, at vi havde mistet stien, og at den var paa den anden side af dalen. Vi maate kampe os frem i det vaade landskab, og for at komme rundt om en kampe soe for enden af dalen, maatte vi vaelge en alternativ sti, som vist kun var kendt af de lokale koer. Vi mistede en time paa dette fejltrin, og humoeret hos pigerne var ikke saa hoejt.
Efter soen kom vi til et fantastisk trek fulgt af en smuk og brussende flod (Faktisk fulgte den os resten af vejen).
Landskabet aendrede sig hele tiden. Fra smaa dale, til klippesider, til overrisleder stier, til scenarier, som mest mindede om gamle cowboyfilm med kaktusser, som langsomt floed over i jungleligndende scenarier. Det hele var enormt smukt!! Humoeret steg og vi vandrede godt til. Pludselig moedte vi en familie, der fortalte os, at enden af trekket var, 3 timer fremme. Saa moedte vi nogle, der fortalte at det var 2.5 time fremme. Saa regnede vi selv lidt paa det, og kunne tyde os frem til seks km. Saa saa vi et skilt, hvor der stod 3. km... Jeg ved ikke hvor langt der var, men det ma ha' vaeret de langste km. jeg nogensinde har gaaet, for det blev bare ved og ved og ved... men saa pludselig, var maaelet naaet!! Vi havde paa denne 3. dag vandret 20 km. op og ned. Forloesende og fantastisk var det!
I byen fik vi hurtigt en taxa, som kunne koere os til bussen hjem. Med det samme jeg steg ind i bilen, fik jeg enormt hoejdesyge og knaldende hovedpine. Det er ikke det fedeste, nar man koerer, men en ung taxachauffoer, som tror, at han deltager i verdens hoejst placeret rallyloeb. Han koerte saa staerkt, og udsigten var bare ned ned ned, flere 1000 meter. Jeg besluttede mig for, at jeg ikke kunne overskue det. Taenkte et par tanker om de naermedste derhejmme og hengav mig i chauffoerens magt.
Vi klarede det! Vi naede til busterminalen, men der var ingen luksusbus, der ventede paa os, kun hvad de hernede kalder en microbus, hvilket er en varevogn, der bliver fyldt til renden af mennesker. Jeg havde i mellemtiden faaet det bedre. Men ogsaa denne chauffoer holdt af fart. Paa de mindste veje koerte han som doed og helvede, og det var bestemt de andre der skulle flytte sig for ham. Han virkede mildest talt som een, der havde tygget lidt for mange cocablade, og nu troede, at han deltog i et eller andet sygt computerspil. Det fik mig til at taenke paa, at jeg ville vaere mere sikker paa mit liv, vadende ind i det fattigste kvarter i Lima, ifoert min nyeste pels og bling bling, og erklaere, at dette kvarter nu var erobret af den maegtige inkvistitator Alluruz, end at koere med den offentlige transport...Det var en meget lang tur hjem!!!
Tilbage igen paa det dejlige hostel Carolina. Udtaenker mit naeste traek.
Kaerlige tanker
Alluruz
Jeg har vaeret ude og trekke. Jeg ved ikke om jeg overhovedet kan beskrive det, men jeg vil ydmygt goere et forsoeg.
Jeg moedte paa hostellet 4 medtrekkere. En amerikansk gut (Kevin), en svensk gut (Jonas), en svensk pige (Susan) og endelig en australsk pige (Chantal). Vi besluttede, at tage det smukke trek Santa Cruz, et 4 dages hike, paa ca 40 km, med det hoejeste punkt paa 4750 m.
Foerst skal man koebe ind... ekstremt svaert for 5 mennesker, fra forskellige kulturer, med forskellige madvaner, at beslutte hvad der skal koebes. Det tog sin tid, men menuerne til de forskellige aftener, bestod af det saedvanlige pasta med et par daaser af ukendt indhold. Ellers stod alt andet for egen regning. Jeg kan ikke fatte, hvor meget de andre slaebte med af slik, kage (flere kg).
Vi skulle med bussen fra Huaraz kl 6 loerdag morgen... den var selvfoegelig forsinket en times tid. Turen op i bjergene gik mest med at droemme, men vaagnede ved en fantastisk tyrkis farvet bjergsoe. Jeg var vaagen resten af turen op (4 timer), mest fordi det gik op for mig, hvor ligegyldigt et peruviansk buschauffoers liv er for en peruviansk buschauffoer... faktisk var han paent ligeglad med det hele, for han koerte som han ikke kunne se bjerge, og med soemmet i bund.
Det gik, og vi var nu klar til at trekke!
Dag 1.
Det skoenneste vejr! Vi vandrede stille og roligt ned igennem bjergene, hvor vi stoedte paa den ene indianer landsby efter den anden. Hver gang vi kom forbi et sted med mennesker, hoerte vi ¨hola!¨ ¨hola!¨, og boernene kom loebene ud paa stien til os. Fantastiske smukke og soede, er de boernene her i Peru. Men de er ogsaa meget fattige. De lever i de mest simple huse, hvor samlingstedet ikke er hverken fjernsynet eller computeren, men derimod ildstedet. Dette ildsted midt i huset medvirkede, at der var fyldt med roeg. Vi kunne naesten ikke faa vejret der.
Naar vi gik paa stien, kunne vi i det fjerne se, hvordan de hoejt oppe paa bjegsiderne, arbejdede paa deres smaa marker, langt vaek fra landsbyerne. Det var utroligt tankevaekkende og satte mange ting i perspektiv.
Mange landsbyer, mange huse, mange ¨hola!¨, mange venlige ansigter senere, havnede vi i den foerste dal. Det var saa smukt og overvaeldende! Vi blev fulgt paa vej af en kaempe brusende flod, af vilde heste, faareflokke, og ensomme oeredefiskere. Vi havde stort set dalen for os selv.
Efter 8 km. uden de store udsving, endte vi ved vores foerste lejrsted. Vi satte telte op... og saa begyndte det at oese ned! Vi var forberedte paa at det nok ville komme, da det er regntid i bjergene, plus at vi havde set det hele ugen i Huaraz - super solskin om formiddagen og eftermiddagen - konstant regn fra ca. kl. 16. Det var frysende koldt, at staa og lave mad til fem mennesker over et primus, og da alle havde spist kl. 19.30, gik vi i seng - intet hyggeligt lejrliv her.
Kl. 4. om morgenen blev vi vaekket af Susan, som ville sove i vores telt, da alt hendes toej, samt sovepose var drivvaad (hun havde vist ogsaa et lille crush paa Kevin, saa det var fint nok... bortset fra, at hun snakker konstant, og hun nu ogssa syntes, at det var det rette tidspunkt, at fortaelle hendes livshistorie. Super irriterende!!)
Dag 2
Vi startede dagen med, at hente alt vores toej, som vi om natten, havde haengt til toerre i lokumsbygningen, lidt vaek. Vi spiste en intetsigende portion oakmeal, og var nu klar til at trekke igen. Vi vidste, at denne dag ville blive haard, for vi skulle op til et pas paa 4750 meter. Ingen himmelraabende smukt. Vi vandrede nu hoejt oppe over dalen, og alligevel straekte bjergene sig majestaetisk over os.
Vi fandt hver vores vandreflow, jonas og jeg i front (selvom det var os der slaebte de tunge telte), og de andre halsende bagefter. De led forfaerdeligt af hoejdeproblemer, og deres lunger og hjerter foeltes som raslendene sten, for hver aandedraet de tog.
Vi vandrede hoejere og hoejere... blev moedt af enlige bjergsoer og smaa vandfald hele tiden. Vi blev ved med at udsaette frokkosten, da vi hele tiden troede, at nu maatte vi snart naa toppen. Vi tog fejl - der var timer til toppen, og da vi naede snegraensen, maatte vi konstant stoppe og vente paa de tre andre, der var fuldstandigt udmattede. Tiden var loebet lidt fra os, og ud fra, hvor haardt jeg selv synes det var (har aldrig proevet noget saa haardt og udmattende), og ud fra hvor doede de andre var i blikket, troede jeg serioest ikke at de ville klare det til toppen. Pludselig moedte vi en aeseldriver, som kom ud af ingenting. Han fortalte os, at der var et kvarter til passet. Det gav os alle nyt mod, og efter en sidste staedig og haard kamp, naede Alluruz, som den foerste toppen. Jeg kan slet ikke beskrieve foelsen af, at vaere naet til toppen, det var intet mindre end fuldstaendigt fantastisk. Da de andre lidt efter lidt dukkede op, hujede, grinede og skreg vi. Foelsen af at gruppen havde klaret det var meget speciel.
Vi spiste frokost paa toppen og vandrede nu 800 hoejde meter ned mod naeste lejrplads. Paa vejen ned, saa vi et gigantisk sten/sneskred.
Lejrpladsen blev naet. Der blev diskuteret om vi skulle fortsaette et par timer endnu, saa vi havde mulighed for, at naa hele trekket paa 3 dage (her havde vi vandret 8 timer/10 km). Mine foedder var saa smadret. Havde faet en vabel paa hoejre fod, lige lidt mindre end Peru, saa jeg kunne umuligt fortsaette. De andre var ogsa flade, saa det blev hurtig besluttet, at vi skulle blive. Igen blev teltene sat op, saa kom regnen. Rutinen fra dagen foer blev genoptaget. Jeg har sjaeldent frosset saa meget. Men efter en halv time i sovepose, kom varmen og jeg sov som et lille barn (eller som jeg normalt goer).
3. dag
Vi vaagnede kl. 6, og det regnede kraftigt. Vi besluttede at skippe morgenmaden, og komme afsted, saa hurtigt som muligt. Vi ville gerne naa trekket paa tre dage, men det betoed, at vi saa skulle vandre 20 km, hvilket ikke syntes saelig realistisk.
Vi havde vandret en time, da solen begyndte at varme vores kolde og vaade legemer. Det viste sig, at solen skulle foelge os resten af dagen - vi havde fantastisk vejr!! Vi vandrede stille og roligt nedad. Foerst igennem en kaempe flad dal, et par kilometer. Der var sma soer og aer, som gjorde det svaert at navigere, og pludselig blev vi klar over, at vi havde mistet stien, og at den var paa den anden side af dalen. Vi maate kampe os frem i det vaade landskab, og for at komme rundt om en kampe soe for enden af dalen, maatte vi vaelge en alternativ sti, som vist kun var kendt af de lokale koer. Vi mistede en time paa dette fejltrin, og humoeret hos pigerne var ikke saa hoejt.
Efter soen kom vi til et fantastisk trek fulgt af en smuk og brussende flod (Faktisk fulgte den os resten af vejen).
Landskabet aendrede sig hele tiden. Fra smaa dale, til klippesider, til overrisleder stier, til scenarier, som mest mindede om gamle cowboyfilm med kaktusser, som langsomt floed over i jungleligndende scenarier. Det hele var enormt smukt!! Humoeret steg og vi vandrede godt til. Pludselig moedte vi en familie, der fortalte os, at enden af trekket var, 3 timer fremme. Saa moedte vi nogle, der fortalte at det var 2.5 time fremme. Saa regnede vi selv lidt paa det, og kunne tyde os frem til seks km. Saa saa vi et skilt, hvor der stod 3. km... Jeg ved ikke hvor langt der var, men det ma ha' vaeret de langste km. jeg nogensinde har gaaet, for det blev bare ved og ved og ved... men saa pludselig, var maaelet naaet!! Vi havde paa denne 3. dag vandret 20 km. op og ned. Forloesende og fantastisk var det!
I byen fik vi hurtigt en taxa, som kunne koere os til bussen hjem. Med det samme jeg steg ind i bilen, fik jeg enormt hoejdesyge og knaldende hovedpine. Det er ikke det fedeste, nar man koerer, men en ung taxachauffoer, som tror, at han deltager i verdens hoejst placeret rallyloeb. Han koerte saa staerkt, og udsigten var bare ned ned ned, flere 1000 meter. Jeg besluttede mig for, at jeg ikke kunne overskue det. Taenkte et par tanker om de naermedste derhejmme og hengav mig i chauffoerens magt.
Vi klarede det! Vi naede til busterminalen, men der var ingen luksusbus, der ventede paa os, kun hvad de hernede kalder en microbus, hvilket er en varevogn, der bliver fyldt til renden af mennesker. Jeg havde i mellemtiden faaet det bedre. Men ogsaa denne chauffoer holdt af fart. Paa de mindste veje koerte han som doed og helvede, og det var bestemt de andre der skulle flytte sig for ham. Han virkede mildest talt som een, der havde tygget lidt for mange cocablade, og nu troede, at han deltog i et eller andet sygt computerspil. Det fik mig til at taenke paa, at jeg ville vaere mere sikker paa mit liv, vadende ind i det fattigste kvarter i Lima, ifoert min nyeste pels og bling bling, og erklaere, at dette kvarter nu var erobret af den maegtige inkvistitator Alluruz, end at koere med den offentlige transport...Det var en meget lang tur hjem!!!
Tilbage igen paa det dejlige hostel Carolina. Udtaenker mit naeste traek.
Kaerlige tanker
Alluruz
fredag den 9. januar 2009
Huaraz
Saa er jeg ankommet til Huaraz (tre dage siden).
Det er en by 7 timer nord for Lima. Her er smukt og spaendende - beskidt og larmende.
Det er en rigtig indianerby. Kvinderne gaar rundt i farverige klaeder,hoeje hatte, med deres boern i bylt, de tygger cocca, og saelger deres varer fra de omkringliggende bjerge.
Foeler at min tur er startet for alvor. Der er masser af indtryk hele tiden. Igaar blev jeg ven med en llama, midt i byen, skraldebilerne koerer rundt med salsa musik, og der bor grise og hoens paa tagene.
Jeg bor paa et hostel drevet af en familie. De er meget venlige og her er stille og roligt, modsat hostellet i Liama. Jeg betaler 26 kr pr.nat, men saa er der ogsaa inkluderet laekker morgenmad. Jeg regner medat bliver her en uges tid. Det er et trekking omraade, saa jeg skal udog vandre en masse.
De sidste to dage, har jeg brugt paa at aklimatiserer for hoejderne. Jeg har vaeret oppe 3500 meter og koere mountainbike. Helt fantastisk fornemmelse, at koere rundt omgivet at smukke smukke bjerge. Foeste tur, var lidt hard for lungerne (min anden dag), men det gik bedre end forventet. Vejen ned, gik ad smaa landsbyer... det var virkelig fantastisk! Som at koere en tur ned igennem historien, for man var virkelig 300 aar tilbage i tiden. Grise og hoens paa vejen, indianere i farvestraelende toej, beskaeftiget med deres goeremaal - blandt andet at foere en lille baek gennem byerne. Der var den her vidunderlige duft af braendt eukalyptustrae fra deres ildsteder... svaert at beskrive!
OG SAA VAR DER HUNDENDE!!! De her bidske baester, som er sindsygt territoriale... hver gang man kom forbi et hus loeb de efter mig, goede og halsede, og bed efter mine ben. Havde faet af vide af en guide, at det bedste at goere, var at standse op (ikke det man har mest lyst til, naar der staar en koeter og viser taender), og derefter vinke dem vaek eller raebe af dem. Desuden havde jeg smaa steen i lommen, som jeg kastede paa dem, naar de kom for taet. Super stressende, men alligevel fuldstaendig fantastisk tur!
Imorgen skal jeg paa et fire dages trek i bjergene, sammen med fire andre, jeg har moedt paa hostellet. Glaeder mig sindsygt meget! Vi er idag igang med at forberede det hele. Telte, soveposer, liggeunderlag, gasblus, vandrestoevler, huer, kort, mad, solcreme, regnjakker, varmt toej, rensetabeletter... o.s.v.
Jeg mener at, det hoejeste punkt vi naar, er 4750 m!!!
Glaeder mig!
Alluruz
Det er en by 7 timer nord for Lima. Her er smukt og spaendende - beskidt og larmende.
Det er en rigtig indianerby. Kvinderne gaar rundt i farverige klaeder,hoeje hatte, med deres boern i bylt, de tygger cocca, og saelger deres varer fra de omkringliggende bjerge.
Foeler at min tur er startet for alvor. Der er masser af indtryk hele tiden. Igaar blev jeg ven med en llama, midt i byen, skraldebilerne koerer rundt med salsa musik, og der bor grise og hoens paa tagene.
Jeg bor paa et hostel drevet af en familie. De er meget venlige og her er stille og roligt, modsat hostellet i Liama. Jeg betaler 26 kr pr.nat, men saa er der ogsaa inkluderet laekker morgenmad. Jeg regner medat bliver her en uges tid. Det er et trekking omraade, saa jeg skal udog vandre en masse.
De sidste to dage, har jeg brugt paa at aklimatiserer for hoejderne. Jeg har vaeret oppe 3500 meter og koere mountainbike. Helt fantastisk fornemmelse, at koere rundt omgivet at smukke smukke bjerge. Foeste tur, var lidt hard for lungerne (min anden dag), men det gik bedre end forventet. Vejen ned, gik ad smaa landsbyer... det var virkelig fantastisk! Som at koere en tur ned igennem historien, for man var virkelig 300 aar tilbage i tiden. Grise og hoens paa vejen, indianere i farvestraelende toej, beskaeftiget med deres goeremaal - blandt andet at foere en lille baek gennem byerne. Der var den her vidunderlige duft af braendt eukalyptustrae fra deres ildsteder... svaert at beskrive!
OG SAA VAR DER HUNDENDE!!! De her bidske baester, som er sindsygt territoriale... hver gang man kom forbi et hus loeb de efter mig, goede og halsede, og bed efter mine ben. Havde faet af vide af en guide, at det bedste at goere, var at standse op (ikke det man har mest lyst til, naar der staar en koeter og viser taender), og derefter vinke dem vaek eller raebe af dem. Desuden havde jeg smaa steen i lommen, som jeg kastede paa dem, naar de kom for taet. Super stressende, men alligevel fuldstaendig fantastisk tur!
Imorgen skal jeg paa et fire dages trek i bjergene, sammen med fire andre, jeg har moedt paa hostellet. Glaeder mig sindsygt meget! Vi er idag igang med at forberede det hele. Telte, soveposer, liggeunderlag, gasblus, vandrestoevler, huer, kort, mad, solcreme, regnjakker, varmt toej, rensetabeletter... o.s.v.
Jeg mener at, det hoejeste punkt vi naar, er 4750 m!!!
Glaeder mig!
Alluruz
mandag den 5. januar 2009
Baggage... second half
ENDELIG!!!!
Min baggae kom i gaar aftes - det var saadan en lettelse! Ikke et oeje var toert. Her paa hostelet er jeg kendt som "the guy who waits for his luggage", saa alle klappede og hujede, da jeg endelig kom gaaende med min rygsaek... nogle spurgte endda om de kunne faa lov at roere ved den!! :o)
Saa... jeg har haft det godt i Lima. Har moedt nogle fantastisk soede folk (nogle fanger jeg maaske senere paa min tur), meeen har faaet lidt ooe/hostel kuller og er mere end klar til at komme afsted. Jeg har bestilt en natbus til Huaraz... Mountains and treeking, here I come!!!
Jeg regner ogsaa med, at tage en uges intensivt spanskkursus, naar jeg naar frem - Det gaar godt i traad med, at det er vigtig at aklimatisere for hoejderne. Det gaar endnu bedre i traad med, at mit spanske ikke raekker til saerligt meget mere, end at udstille mig selv, som den gringo jeg er... "Hablas Ingles?"
Wauw, glaeder mig virkelig til at komme afsted!!
Alluruz
Min baggae kom i gaar aftes - det var saadan en lettelse! Ikke et oeje var toert. Her paa hostelet er jeg kendt som "the guy who waits for his luggage", saa alle klappede og hujede, da jeg endelig kom gaaende med min rygsaek... nogle spurgte endda om de kunne faa lov at roere ved den!! :o)
Saa... jeg har haft det godt i Lima. Har moedt nogle fantastisk soede folk (nogle fanger jeg maaske senere paa min tur), meeen har faaet lidt ooe/hostel kuller og er mere end klar til at komme afsted. Jeg har bestilt en natbus til Huaraz... Mountains and treeking, here I come!!!
Jeg regner ogsaa med, at tage en uges intensivt spanskkursus, naar jeg naar frem - Det gaar godt i traad med, at det er vigtig at aklimatisere for hoejderne. Det gaar endnu bedre i traad med, at mit spanske ikke raekker til saerligt meget mere, end at udstille mig selv, som den gringo jeg er... "Hablas Ingles?"
Wauw, glaeder mig virkelig til at komme afsted!!
Alluruz
fredag den 2. januar 2009
Baggage
AAAAARRRGHHH!!!!
Har ikke faet min baggage endnu. Vi bliver ved med at ringe til dem i lufthavnen. Min baggage ER kommet, men de bliver ved med at udskyde leveringen... Jeg er ved at vaere godt traet af det. Jeg vil sagtens kunne tage derud, men de bliver ved med at sige, at de kommer lige om lidt!?
Naa... Jeg havde ellers en god Nytaarsaften. Her kom temmelig mange mennesker paa hostellet, saa der blev festet og danset paa bordene. Senere paa aftenen, tog jeg til et spillested, hvor der var det laekreste latin bigband. Det swingede, som jeg sjaeldent har hoert det. Alluruz maatte ud og danse salsa med de lokale chikas.
Samme aften moedte jeg et par, Eddy (australier) og Aemee (franskmand). Vi swinger godt sammen, og de har lavet nogle fede ting hernede, blandt andet har de koebt en hest til et trek, og solgt den igen!!? Desvaerre, skal de hjem om et par dage. Men idag var jeg med Eddy ved stranden for at surfe... MEN JEG MANGLER STADIG MINE TING (bl.a. badebukser).
Man faar snakket meget om forskellige steder her i Peru. Jeg er blevet lidt hooked paa at tage Nordpaa til Huaraz, et efter sigende fantastisk trekking omraade.
Jeg vil gerne videre snart...
Godt nytaar til alle - haaber det bliver givende paa alle mulige maader!
Alluruz
Har ikke faet min baggage endnu. Vi bliver ved med at ringe til dem i lufthavnen. Min baggage ER kommet, men de bliver ved med at udskyde leveringen... Jeg er ved at vaere godt traet af det. Jeg vil sagtens kunne tage derud, men de bliver ved med at sige, at de kommer lige om lidt!?
Naa... Jeg havde ellers en god Nytaarsaften. Her kom temmelig mange mennesker paa hostellet, saa der blev festet og danset paa bordene. Senere paa aftenen, tog jeg til et spillested, hvor der var det laekreste latin bigband. Det swingede, som jeg sjaeldent har hoert det. Alluruz maatte ud og danse salsa med de lokale chikas.
Samme aften moedte jeg et par, Eddy (australier) og Aemee (franskmand). Vi swinger godt sammen, og de har lavet nogle fede ting hernede, blandt andet har de koebt en hest til et trek, og solgt den igen!!? Desvaerre, skal de hjem om et par dage. Men idag var jeg med Eddy ved stranden for at surfe... MEN JEG MANGLER STADIG MINE TING (bl.a. badebukser).
Man faar snakket meget om forskellige steder her i Peru. Jeg er blevet lidt hooked paa at tage Nordpaa til Huaraz, et efter sigende fantastisk trekking omraade.
Jeg vil gerne videre snart...
Godt nytaar til alle - haaber det bliver givende paa alle mulige maader!
Alluruz
Abonner på:
Opslag (Atom)
