Dansefestival i Puno og omegn

Efter endnu en sanseberigende bustur, ankom jeg til Puno tidligt om morgenen. Efter et par timer i koejen, maatte jeg ud og se hvad Puno havde at tilbyde. Jeg var taget dertil, da jeg vidste, at byen i denne uge holdt en kaempe fiesta, til are for den hellige jomfru.
Rundt omkring i gaderne, var forskellige repraesentanter for bydelene, igang med at "male" gaderne i forskellige motiver, med blomsterfarver og blomster.
Jeg fandt hurtigt ud af, at Puno i sig selv ikke er et saerligt attraktivt sted. Da jeg spurgte om forskellige sevaerdigheder, ruter rundt i byen eller udsigtsteder over byen, blev jeg anbefalet, at lade vaere... det var alt for farligt.
Da Puno ligger ved Lake Titicaca, besluttede jeg mig for, at tage ud at se de flydende landsbyer af siv...ja, naar jeg skriver det her, slaer det mig, at det egentligt lyder paent kedeligt. Jeg var ogsaa blevet advaret imod, at al kultur derude var en saga blot, og nu kun var tilegnet blegfede tourister. Afsted med baaden, og en time senere var jeg i touristland. Oerne med de forskellige sivhuse og de legendariske sivbaade i sig selv, kunne give een et glimt af, hvordan menneskerne her havde levet i aarhundreder... ellers var det temmelig touristet og "koeb denne krukke".
Naeste dag besluttede jeg mig for, at tage ud til en oe laengere ude i Lake Titicaca... egentlig bare for at komme vaek fra Puno. Efter flere timers sejlads med solskin og laekker udsigt, ankom jeg til Martini. Blev modtaget af et lokalt par, der viste sig at skulle vaere mine vaerter.
Efter frokost blev jeg enig med mig selv om, at det var bedst, at jeg tog ned og badede i iskolde Lake Titicake (9 grader). Alluruz, som mange ved, er vant til koldt vand (saa behoever jeg ikke at sige mere), noed denne forfriskende svoemmetur, og var nu klar til dansefestival!
Paa det lokale torv, som ikke var stoerrer end end halv fodboldbane, var hele byen samlet i farverige klaeder... de var helt klar! Det samme var de seks hornorkestre, der spillede for livet loes, forskellige steder paa pladsen. Maa indroemme at jeg var temmelig imponeret af de her orkestrer! De spillede uafbrudt i tolv timer!!! Der var konstant inferno af lyd... trommer der buldrede loes, trompeter, tubaer, basuner, floejter... nogle gange veg de fra deres plads, og gik hen til et af de andre orkestre, for at spille om kap (eller hvad man nu kalder det?). Og saa var der dem der dansede, og det gjorde stort set alle. Folk havde smukke lokale dragter paa...og de fleste havde en ordentlig fjer paa (dog mest de gamle maend).
Alluruz dansede hele dagen... det var en fantastisk dag!

Naeste dag tog jeg videre til en anden oe... der var helt stille! Det passede mig egentligt fint, men det foeltes helt underligt, ja naermest angstprovokerende, at der ikke kom folk hen til een, for at saelge dig uldne sokker. Havde hele oen for mig selv, og valgte at bruge en hel dag paa stranden!

Naeste dag var det tid til at komme videre. Jeg havde en super dag paa en lille baad, hvor solen skinnede og folk var glade. Tilbage til Puno, hvor jeg skyndte mig at bestille en busbillet til La Paz.

A