La Paz, Death Road, Mountainclimbing - ACTION PACKED!

Saa kom turen til La Paz, verdens hoejest beliggende hovedstad (100000 m. over havets overflade).

Af gammel vane, skyndte jeg mig, at indlogere mig paa Loki hostel, partyhostel kaeden, som her i La Paz, levede fuldt op til sit ry...

Et par dage efter bookede Kevin og jeg, en mountainbike tur paa 'verdens farligste vej'. Vejen havde foer vaeret aabnet for almindelig trafik, men var blevet lukket pga. alt for mange uheld (op imod 10 om dagen). Grunden til alle disse uheld, kunne skyldes, at vejen for det foerste ikke er mere end 3 m bred, og til den ene side, en lodret afgrund 400 m ned i dybet. Tillaegger man sydamerikansk koersel, som tidligere beskrevet paa denne blog, har man 'The Death Road'.

Nu var der saa ingen biler laengere, og vejen var aabnet op for gale tourister, som gerne ville opleve suset, af denne 67 km lange vej ned ad bjerget... men saa var der selvfoelgelig ogsaa en t shirt til dem der klarede det i live!

Vi var en lille gruppe paa 6 personer, som alle syntes at det loed som en god deal. Paa med cykeltoejet, hjelm og solbriller...og saa derudaf! Til at starte med var det dog ca. 45 km paa en bred landevej (med tilhoerende trafik). Senere kom den "rigtige" vej - Death Road. Ingen maatte overhaele vores guide, men han hgav den gas, og med tiden blev man bedre, modigere, dummere - kald hvad du vil, og resten af turen laa jeg paa hjul med vores guide.

Det var en fantastisk fed fornemmelse at hjule derudaf, passe paa i svingene, unvige de store steen og nyde en super udsigt (400 m ned i dybet). Efterhaanden som vi kom nedad, blev det varmere og varmere, tropisk vegetation og store smukke vandfald dukkede op. Hele fornemmelsen af at suse afsted, kan maaske sammenlignes med at staa paa ski. Du er din egen herre, du har den fulde kontrol (det bilder du i hvertfald dig selv ind). 67 km senere naaede vi bunden. Havde med det samme lyst til at tage turen igen. Det var super fedt!!

Nu gik turen i minibus tilbage gennem bjergene, og det tog et ondt aar... det oedelagde lidt af oplevelsen, men saadan er det at vaere biker.

Tilbage i La Paz. Byen indboed ikke til saa mange sevaerdigheder og tiden foeltes til tider lidt lang. Det var blevet tid til et nyt stunt, et nyt adrenalinkick, saa hvorfor ikke bestige et bjerg?

Lidt nord for La Paz, findes et bjerg paa 6088 m over havets overflade. Jeg havde set billeder af folk med isoekser og bjergbestiger udstyr, rundt omkring paa cafeer i La Paz... havde ikke forestillet mig, at det skulle blive mig. Kevin havde snakket med to gutter (Tom fra England og Mike fra Sydafrika) fra hostellet om at proeve det af - jeg var klar!

Vi bookede en tur ved et af de mange touristkontorer. Proevede specielle stoevler, lejede bukser og jakker, snepigge til skoene, og isokser - jeg var klar!

Naeste dag blev vi hentet af vores guides og koerte mod foerste chekpoint ved bjergets fod. Da vi naede frem, tog vi vores gear paa og vandrede et lille stykke op til foden af en enorm gletcher. Her traenede vi de forskellige teknikker med reb, isoekse og pigsko. Det var ret underholdende at proeve kraefter med. Vi rapellede ogsaa ned ad gletchersiden!

Naeste dag havde vi vores forste trek op til basecamp 2. Det foregik med alt vores udstyr, og det blev stjelere og stejlere, haardere og haardere, men lige pludselig var vi der. Faktisk blev vi en smule overrasket over, at vi allerede var der, da kl. kun var omkring 11 om formiddagen. De fleste havde en ide om, at vi bare skulle spise frokost der, og saa videre op... men nej! Resten af dagen foregik i total kedsomhed, da der absolut intet var at lave. Vi vidste at vi skulle op kl 1 om natten, for at bestige bjerget (grunden til natbestigningen, var pga. sneen der, ville vaere mere fast og sikker at gaa i). Da vi havde sovet ca. 15 timer natten foer, var det ikke mange timers soevn lille Alluruz fik, og pludselig var kl.1 om natten (jeg faar det til at lyde saa nemt, men den dag var faktisk en af de kedeligste dage i mit liv...vente vente vente).

Ok... kl. var blevet 1 om natten - tid til at bestige bjerge!
Vi fik alt vores udstyr paa. Vores lille team blev delt op i to grupper. En guide, Tom og Kevin i den ene og en gudide, Mike og jeg i den anden. Vi blev forbundet med reb i tilfaelde af, en af os skulle falde/glide. Alt var buldrede moerkt og sneen slog ind i mit ansigt. Et par andre grupper kunne anes laengere oppe, i kraft af en lille karavane af hovedlamper - der var noget magisk over det! Til at starte med, gjaldt det om at finde sin egen rytme... dvs. vi skulle lige kunne foelge guiden, men det hele foregik i et roligt tempo. Jeg gik bag Mike, som gik langsommere end jeg, hvilket baade var godt og skidt. Det bevirkede at mit flow var tre-fire hurtige skridt, og saa en lille pause, hvor jeg maatte vente paa at rebet blev udstraekt igen. Paa den maade foelte jeg, at jeg hele tiden fik smaa pauser. Vi vandrede ca. 40 min og saa en kort pause. Efterhaanden blev det haardere og haardere... og koldere! Jeg kan ikke sige, at det var et fantastisk udsyn vi havde, for det var bare moerkt. Det eneste man rigtigt kunne se, var din makker foran dig, og dine egne foedder. Det gik hen og blev helt meditativt, og dine tanker slog hen paa kun at taenke paa hvordan din rytme var. Nogle gange fornemmede jeg, at vi gik forbi dybe skakter i gletcher isen. Det var paa en gang facinerende og skraemmende.
Efter et par timer, begyndte jeg saa smaat at maerke mine ben blive tungere og tungere. Mine laegmuskler syrede en smule til og mine laar blev haarde og oemme. Det stoppede saa snart at der var en lille pause, men lige saa snart vi begyndte at gaa igen, foeltes det uendeligt haardt.
Da vi havde gaaet en evighed, fornemmede jeg, at vi snart ville vaere ved toppen, hvilket gav mig mod paa at give den en tand ekstra. Ved en kort pause, fortalte vores guide, at nu havde vi gaaet ca. halvdelen, og at der var tre timer endnu.... jeg troede jeg skulle doe!! Jeg kunne se i de andres ansigter, at de kampede samme haarde kamp invendigt. Det var simpelthen ikke til at baere!!
Fra da af blev mine tanker sat paa automatpilot. Det eneste jeg taenkte paa var naeste og naeste skridt - for at motivere mig selv, "blev jeg noed til" hele tide at gaa i samme fodspor som Mike. Det der nu skete var, at vores guide besluttede , at vores team skulle slaa verdensrekorden i bjergbestigning, i hvert fald satte han tempoet op, saa vi nu begyndte at overhale de andre grupper. Jeg sagde paent farvel og tak til mine lunger, og efterlod dem hjaelpeloese i sneen. Hold kaeft hvor var det sindsygt!!
En gang imellem dristede jeg mig til at se op ad bjerget, men det var saa demotiverende at se et lille hold af lys 1000 km oppe. Jeg taenkte - nej, jeg raabte hoejt "FUUUUUUCK", i afmagt hvergang. Paa et tidspunkt galpede jeg til vores guide, at nu skulle han stoppe, nu maatte jeg ha' en pause ellers ville jeg doe... han hoerte mig ikke!
Ved en endnu en kort pause, faldt Kevin om i sneen (tror faktisk han faldt i soevn paa 10 sekunder). Taenkte, at det ikke ville vaere saa daarligt, bare at falde om i sneen - sove. Vores to guides begyndte at stille at diskutere resten af trekket. Vi var naaet til et sted med hoej risiko for laviner. De mente begge to, at det ville vaere for risikabelt at foresaette. Der skulle ikke meget til at ovebevise gruppen om, at det var bedst at stoppe, men da vi spurgte hvor langt der var igen, og svaret var 100 m, saa tog vi beslutningen om at fortsaette... et minut senere fandt vi ud af, at 100m her var lig med endnu en time.
Paa en maade betoed en time ikke saa meget nu. Jeg var fokuseret paa at naa toppen. Det sidste stykke op, var en stejl vaeg, hvor vi maatte knytte os til vores isoekse for at komme op. Denne sidste vaeg foeltes som langt mere end en time (maaske var det ogsaa det), men pludselig var vi paa toppen!!!!! Der var ikke store sejrsscener, for folk var totalt udmattede og forfrosne, men der var plads til et lille smil eller en stille taare. Foelelsen indeni var ubeskrivelig -bliver stadig helt roert naar jeg tanker paa det!
Efter 10 min var det tid til at komme ned igen. Det var ikke helt saa nemt som man kunne tro. Vi stavrede os nedad, igen i et roligt tempo. Da det var blevet lyst, kunne vi nu se hvor vi havde gaaet. Med mellemrum saa vi kaempestore huler med de klareste istapper, vi saa nu tydeligt de dybe huller, som man helst ikke skulle falde ned i... nu endnu mere skrammende! Det slog mig paa turen ned, hvor langt vi egentlig havde gaaet, for det blev bare ved og ved og ved... Vi havde brugt 5 timer paa at komme op til toppen - en ret god tid, ifoelge vores guide. Det tog os yderligere tre timer ned til basecamp 2, og saa lige en time ned til basecamp 1.

Jeg klarede det!!... det er skaaret ind i vaeggen i bascamp 2, at lille Alluruz besteg et 6088 m hojt bjerg, somewhere in Bolivia!

Tilbage i La Paz... Hvad kan jeg sige?
Der var brug for flere eventyr, saa nu maatte jeg videre. Salar De Uyiuni blev naeste stop.

Kaerligst Alluruz