RIO...
Ankom til lufthavnen, torsdag kl 15.00. Var blevet lovet af airport pickup, af det hostel jeg havde booket, men ingen skilte med senor Allan Jensen!? Fik ringet til hostelet, som undskyldte, og en time efter sad jeg i en taxi, paa vej mod Copacabana. Rio ligger utroligt smukt, omgivet af hoeje bjerge, jungle og strand. Det var med et stort smil paa, da jeg koerte igennem byen... endelig i Rio!
Ankom til mit hostel, som jeg havde booket for de naeste 7 dage. Mit foerste indtryk af stedet var ikke saerlig godt... first impression last! Vil ikke gaa i detaljer, men efter et par dage her, foeler jeg mig som et vildt dyr i bur. Naa, nok om det!
Efter en god nat soevn, var det tid til at udforske omraadet, saa hvorfor ikke starte med Copacabana strand, som ligger et stenkast fra hostelet? Copacabana bugter sig i en stor bloed kurve, ca. 1.5 km. Sandet er hvidt og fint, boelgerne slaar kraftigt ind mod breden, vandet har en perfekt temperatur.... Masser af strandfolk, der flasher deres solbrune kroppe... heriblandt lidt for mange maend, med tarvelige Speedo badebukser.
Om eftermiddagen tog jeg metroen ind til centrum, for at hente min Radiohead billet!!! Jeps, thats right - Alluruz skulle til Kraftwerk og Radiohead koncert, fredag aften i Rio... kunne det blive meget bedre?? Tilbage paa hostelet moedte jeg en fin gut (Edward), fra Brasilien, som ogsaa skulle til koncert (altid godt at ha´nogen at foelges med). Koncerten foregik ved de tribuner, som normalt bliver brugt under karnevalet, til sambaoptog.
Krafwerk kom paa... 4 maend\robotter, med hver deres laptop, og en kaempe skaerm med animationer. Nu har jeg set Kraftwerk foer for ca. 4 aar siden, og showet de leverede her i Rio, var noedagtigt det samme som i Koebenhavn. Det var hvad det var - havde alligevel ikke forventet andet.
Endelig blev det tid til Radiohead! Der blev arbejdet en del paa scenen, inden de kom paa. Utallige lange lystofroer, skulle goeres klar til sceneshowet - glaedede mig til at se det, taenkte "In Rainbows". Bandet kom paa scenen, og Alluruz stod naesten helt oppe foran - det var perfekt! De naeste to timer spillede de det ene fantastiske nummer efter det andet. Var var ikke et nummer der var bedre eller daarligere end de andre... alle numrende de spillede var sindsygt gode!!! Radiohead er det sejeste band, og koncerten var klart en af de bedste jeg nogensinde har hoert!!
Naeste dag, blev der slappet af i Copacabana. Om aftenen tog jeg til Lapa, et omraade fyldt med mennesker og musik, lidt taettere paa centrum. Her endte jeg paa Club Democratico, et stort gammelt ballroom, med hoejt til loftet, smukke vaelvinger, store lysekroner, borde med stearinlys, et kaempe dansegulv fyldt med mennesker, og et lang smal scene med et ni-mands orkester, der spillede laekker laekker samba hele natten!! Faktisk troede jeg, at samba kun var forbundet med karneval, men i Brasilien danser alle samba... og de danser sindsygt godt!! Alluruz med sine yderst simple samba grundtrin, noed musikken og noed at observere dansende par forsvinde ind i dansen, musikken og hinanden!! Havde en fantastisk aften i Lapa!
De naeste par dage, blev brugt paa lidt sightseeing rundt i byen. Heriblandt Ipanema strand og videre op til centrum. Rio i sig selv er ikke nogen fantastisk smuk by, og de fleste steder mindede temmeligt meget om hinanden. Aftenerne blev brugt paa hostelet... man kunne ikke rigtig gaa ud nogen steder i Copa, og ioevrigt fik jeg konstant tudet oererne fulde af, hvor farligt der var alle vegne i Rio. Det blev efterhaanden en smule stressende!
En af dagene tog jeg paa touristtur. Skulle ud at se byens varetegn; Christ the Redeemer, men Jesus havde valgt at indhylde sig i skyer, saa det blev ikke til noget moede denne gang. Istedet tog jeg ud til Sukkertoppen, og saa den smukke udsigt ud over hele Rio. Det var saadan ca. det mest touristet jeg fik gennemfoert.
Saa blev det min sidste dag i byen. Besluttede mig for, at det skulle vaere actionpacked. Ringede til et bureau, der udboed flyveture med hangglider, over byen. Blev hentet af en taxachauffoer, som jeg havde en interresant samtale med, omkring byen og dens mange favelaer (favelaerne er de fattige boligomraader, der er spredt rundt i byen). Vi snakkede om banderne og kriminaliteten i byen... et par dage foer, havde der vaeret et stort bandeopgoer, hvor to bander fra hver sin favela, havde slaaet sig sammen, og angrebet en tredie bande fra en favela i Copa. Politiet havde grebet ind, og skudt 8 (det officielle tal), men man skal nok laegge en del mere til.
Opgoeret havde rystet byen. Det kunne endda maerkes paa trafikken, da alle tog tidligere hjem fra arbejde, saa de ikke skulle koere forbi favelaerne efter moerkets frembrud!!
NAA... tilbage til Alluruz og hanggliding. Moedte min pilotpaa stranden, og derefter koerte vi smaa 530 m op ad et bjerg, lidt udenfor byen. Paa toppen fik jeg mit gear paa, og fulgte et par simple instruktioner om, hvordan jeg skulle holde fast i ham og loebe ud over rampen. Jeg glaedede mig helt vildt!! Det er en ting jeg har villet laenge. Piloten spurgte om jeg var nervoes eller bange - "not at all!"... han sagde at han var lidt bange, saa jeg maatte forsikre ham om, at alting ville gaa godt! Tid til "takeoff"... 1 2 3, og saa loeb, og pludselig hang jeg i luften og svaevede. Det var en fantastisk fornemmelse! Jeg bemaerkede, hvor afslappet jeg foelte mig, og fortalte piloten, at jeg var foedt til at vaere i luften! Vi svaevede hen over junglen, og ramte en luftstroem, som vi kredsede stiller og roligt rundt i. Derefter ud over hoejhuse og motorvej, for til sidst at svaeve ud over vandet. Efter ca. 15 min. svaevetur, landende vi perfekt midt paa stranden. Baade piloten og chauffoeren spurgte om jeg var skuffet, fordi jeg var saa rolig efter turen?... Overhovedet ikke, det var simpelthen for fedt, og bestemt ikke sidste gang!! WAUW!!!
Efter denne fantastiske tur, var jeg klar til at forlade Rio, og tage sydpaa mod Ilha Grande. Traengte til luft omkring mig, traengte til sol, strand, drinks, palmer, jungle - det var paa tide at tage til PARADIS!
Alluruz
tirsdag den 24. marts 2009
tirsdag den 17. marts 2009
Morfar elsker at koere bus!
Jaja.... Der skal vaere aabentbart vaere et stort hul paa alle veje, og i mit tilfaelde laa det i Ururuguay.
Fra Buenos Aires gik turen som sagt videre mod Punta Del Este. I busterminalen i Montevideo, havde jeg en lille diskussion med mig selv om, hvorvidt jeg skulle tage videre mod Foz Do Iguacu med det samme, eller om jeg skulle tage med Kevin videre til sol og strand. Det drejede sig mest om et tidspres (da jeg skal til Radiohead koncert d. 20 marts i Rio) , som lige skulle analyseres, foer jeg besluttede strandferie foerst. Alt dette kunne naas, hvis jeg tog fra Punta soendag aften.
Nogle gange er de beslutninger man tager her i livet ikke af det gode. Som fx. dengang jeg valgte at tage et aar ekstra matematik paa aftenskole, eller da jeg en nytaarsaften lagde mig til at sove i en bunke glasuld.... eller som nu, hvor jeg valgte at tage til Uruguay.
Punta Del Este, blev ikke den store strandtur, som jeg havde forventet. 4 dage ud af 5 tissede det ned... foelte virklig at jeg spildte tiden (og pengene)!Endelig blev det soendag, tid til at sige farvel til Punta, men ogsaa farvel til Kevin, som skulle videre til Lima for at naa et fly hjem. Det var et farvel til en virkelig god rejsekammerat, som jeg har delt mange fede stunder sammen med...
Foran mig havde jeg en 18 timer lang bustur. Foerste straek var ni timer nordpaa mod Salto, naer den argentiske graense.... 9 timer efter, kl 6 om morgenen, stod jeg (meget traet) i Salto busterminal. Her skulle jeg bestille billetten videre ind i Argentina, mod Iguacu. Som forventet blev jeg bedt om at vise mit pas, men da jeg hev min lille rejsemappe, med vigtige papirer frem, manglede det vigtigste papir, i form at et lille roedt dansk pas, hvor der (naesten) staar Alluruz i!Her blev jeg klar over, at jeg havde glemt det i receptionen, paa mit hostel i Punta. NEJ NEJ NEJ, hvor var det dumt! Det var ogsaa ufatteligt irriterende, meningsloest og AAAARRRGGGHH super glemsomt og aandsvagt!!!!! Nu stod jeg der og var grim.... det foerste jeg maatte goere var selvfoelgelig, at ringe til hostellet, men jeg havde ikke deres nummer!!??
Og selvfoelgelig var der intet internet i dette topmoderne busskur. Det betoed at jeg maatte vente en time paa, at touristkontoret aabnede, foer jeg kunne ringe. Den var god nok, de havde mit pas. Det de kunne goere var foelgende; de kunne sende det ekspres til Salto, saa ville jeg ha´ det naeste dag om eftermiddagen. De kunne ogsaa sende det til Montevideo, saa ville det vaere der kl. 13 samme dag. Jeg matte sande, at min tidsplan smuldrede i mine haender, og jeg maatte paent vinke farvel til tanken om Sydamerikas stoerste og smukkeste vandfald. Ydermere maatte jeg sande, at det bedste at goere nu, var at tage naeste bus tilbage til Montevideo... dvs. yderligere 5 timers ventetid i en skodterminal, 6 timer i en lortebus med oerleudsigt til intetsigende marker og kreaturer, og 2 timers frustrerende, langsommelig og draenende soegen efter mit pas, da jeg endelig naede frem til terminalen (kun fordi de havde hoert mit navn forkert).
Besluttede mig for, at bestille en flybillet til Rio saa hurtigt som muligt. MEN prisene for at flyve hernede er skyhoeje. Jeg maate ransage markede for "billige" billeter, da priserne ligger omkring de 1500 kr, for en billet til Rio. Da jeg endelig fandt en nogenlunde pris til afrejse naeste dag, ville systemet ikke aede mit kort, og jeg maate derfor droppe soegningen for denne aften, og indlogere mig paa hostel... jeg var draenet for energi!!
Naeste dag (i dag) gik jeg igen paa nettet, for at forsoege mig med flybranchen. Nu var der kun to afrejser, og begge kostede 4000 kr!!! Jeg blev meget traet.... gik ned til det naermeste rejsebureau, for at se hvad de kunne goere. Det endte med, at jeg bestilte en billet til 1550 kr, med afrejse d. 19 marts. Nu har jeg to lange dage her i Montevideo, den eneste by i sydamerika, hvor der intet sker!!
Ellers har jeg det fint, og er glad og tilfreds!
Kaerlig hilsen
Morfar
Fra Buenos Aires gik turen som sagt videre mod Punta Del Este. I busterminalen i Montevideo, havde jeg en lille diskussion med mig selv om, hvorvidt jeg skulle tage videre mod Foz Do Iguacu med det samme, eller om jeg skulle tage med Kevin videre til sol og strand. Det drejede sig mest om et tidspres (da jeg skal til Radiohead koncert d. 20 marts i Rio) , som lige skulle analyseres, foer jeg besluttede strandferie foerst. Alt dette kunne naas, hvis jeg tog fra Punta soendag aften.
Nogle gange er de beslutninger man tager her i livet ikke af det gode. Som fx. dengang jeg valgte at tage et aar ekstra matematik paa aftenskole, eller da jeg en nytaarsaften lagde mig til at sove i en bunke glasuld.... eller som nu, hvor jeg valgte at tage til Uruguay.
Punta Del Este, blev ikke den store strandtur, som jeg havde forventet. 4 dage ud af 5 tissede det ned... foelte virklig at jeg spildte tiden (og pengene)!Endelig blev det soendag, tid til at sige farvel til Punta, men ogsaa farvel til Kevin, som skulle videre til Lima for at naa et fly hjem. Det var et farvel til en virkelig god rejsekammerat, som jeg har delt mange fede stunder sammen med...
Foran mig havde jeg en 18 timer lang bustur. Foerste straek var ni timer nordpaa mod Salto, naer den argentiske graense.... 9 timer efter, kl 6 om morgenen, stod jeg (meget traet) i Salto busterminal. Her skulle jeg bestille billetten videre ind i Argentina, mod Iguacu. Som forventet blev jeg bedt om at vise mit pas, men da jeg hev min lille rejsemappe, med vigtige papirer frem, manglede det vigtigste papir, i form at et lille roedt dansk pas, hvor der (naesten) staar Alluruz i!Her blev jeg klar over, at jeg havde glemt det i receptionen, paa mit hostel i Punta. NEJ NEJ NEJ, hvor var det dumt! Det var ogsaa ufatteligt irriterende, meningsloest og AAAARRRGGGHH super glemsomt og aandsvagt!!!!! Nu stod jeg der og var grim.... det foerste jeg maatte goere var selvfoelgelig, at ringe til hostellet, men jeg havde ikke deres nummer!!??
Og selvfoelgelig var der intet internet i dette topmoderne busskur. Det betoed at jeg maatte vente en time paa, at touristkontoret aabnede, foer jeg kunne ringe. Den var god nok, de havde mit pas. Det de kunne goere var foelgende; de kunne sende det ekspres til Salto, saa ville jeg ha´ det naeste dag om eftermiddagen. De kunne ogsaa sende det til Montevideo, saa ville det vaere der kl. 13 samme dag. Jeg matte sande, at min tidsplan smuldrede i mine haender, og jeg maatte paent vinke farvel til tanken om Sydamerikas stoerste og smukkeste vandfald. Ydermere maatte jeg sande, at det bedste at goere nu, var at tage naeste bus tilbage til Montevideo... dvs. yderligere 5 timers ventetid i en skodterminal, 6 timer i en lortebus med oerleudsigt til intetsigende marker og kreaturer, og 2 timers frustrerende, langsommelig og draenende soegen efter mit pas, da jeg endelig naede frem til terminalen (kun fordi de havde hoert mit navn forkert).
Besluttede mig for, at bestille en flybillet til Rio saa hurtigt som muligt. MEN prisene for at flyve hernede er skyhoeje. Jeg maate ransage markede for "billige" billeter, da priserne ligger omkring de 1500 kr, for en billet til Rio. Da jeg endelig fandt en nogenlunde pris til afrejse naeste dag, ville systemet ikke aede mit kort, og jeg maate derfor droppe soegningen for denne aften, og indlogere mig paa hostel... jeg var draenet for energi!!
Naeste dag (i dag) gik jeg igen paa nettet, for at forsoege mig med flybranchen. Nu var der kun to afrejser, og begge kostede 4000 kr!!! Jeg blev meget traet.... gik ned til det naermeste rejsebureau, for at se hvad de kunne goere. Det endte med, at jeg bestilte en billet til 1550 kr, med afrejse d. 19 marts. Nu har jeg to lange dage her i Montevideo, den eneste by i sydamerika, hvor der intet sker!!
Ellers har jeg det fint, og er glad og tilfreds!
Kaerlig hilsen
Morfar
tirsdag den 10. marts 2009
Buenos Aires
Ud ad flyvinduet kunne jeg se, at vi naermede os Buenos Aires. Det er en virkelig en stor by!! I lufthavnen fornemmede jeg straks varmen, selvom kl. var 8 om aftenen... det var blevet sommer igen!
Med taxa naermede vi os centrum. Paa turen fik jeg en lille smagsproeve paa Buenos Aires. Store brede veje og alléer, hoeje nye skyskrabere, smukke gamle palaer, store monumenter - men her er ogsaa fattige slumkvarterer, som ligger lige opad motorvejen.
Ledte et stykke tid efter et hostel, der var ledigt. Var omkring seks forskellige, foer jeg indlogerede mig paa et hostel midt i centrum. Derefter var der et maal der skulle indfries - STORE LAEKRE ARGENTINSKE BOEFFER!!... Lige en lille side historie - Koed og boeffer bliver kylet efter dig hernede. Det koster ingen penge. Her paa min 5 dag i Buenos Aires, maa jeg indroemme, at jeg er blevet en smule traet af boef - jeg har simpelthen spist saa meget koed!
Naeste dag gik vi en lang tur rundt i byen. Pludselig opdager man, hvor stor denne by er! Efter et par timer, havnede vi ved en kendt kirkegaard, med hundredevis af store flotte mausuleer. Det var meget afslappende, at rende rund og tage billeder derinde, og her var en masse flotte motiver. Rundt omkring paa kirkegaarden, strefede vilde katte rundt og passede paa de doede. Evita Perón skulle ogsaa ligge begravet her, men jeg fandt hende ikke. Resten af dagen blev brugt paa at kigge paa boder med alt muligt forskelligt.
Man kan ikke tage til Argentina uden at snakke fodbold. Alle har en mening om fodbold, og naevner du Maradona, ser folk dig i et meget mere positivt lys. Soendag aften skulle Diegos gamle klub Boca Junior moede Indepente i et lokalt topbrag. Det maatte jeg se, og da jeg foelges med en amerikaner, der intet ved om fodbold, var det paa sin plads, at hans foerste kamp var med Boca. Det er muligt, at bestille en touristpakke, hvor man kommer rundt og ser stadion inden, og derefter bliver indlogerede paa saerlige pladser for tourister under kampen. Det kostede 250 pesos, altsaa ca. 400 kr.... det gad vi ikke at betale, og iovrigt ville vi opleve kampen, som alle de andre activos. Derfor tog vi metro ud mod et meget oede omraade, og vi gik en lang dranende tur mod stadion. Fordi vi skulle videre til et andet omraade bagefter, havde jeg medbragt mit kamera. Foelte mig ikke saerlig sikker paa den tur. Efter 40 min vandring tog vi en taxa det sidste stykke af vejen. MEN MEN MEN... ingen billetter at faa! Skuffede vente vi snuden tilbage... dvs. vi tog en taxa til bydelen Boca.
I boca findes der nogle meget farverige huse. Det var bestemt turen vaerd, at tager derud. Desuden var der et mylder af mennesker, der spillede musik, dansede tango og underholdt. Det er virkelig smukt, naar folk er gode til at danse tango - og det er de hernede!! Efter Boca vandrede vi tilbage mod centrum. Paa vejen var et omraade med et antik marked. Her var ogsaa musik, bla. et superfedt tangoorkester, som jeg koebte en cd af (glaeder mig til at hoere den, naar jeg kommer hjem!). Resten af vejen hjem, boed paa et meget langt stroeg, igen fyldt med mennesker, boder, musik (sindsygt dygtige musikere), dans og underholdning. Kunne ha´brugt hele dagen der!
Endelig var vi tilbage paa hostelet, kl. var 19, og vi maatte sande, at Bocakampen startede om en halv time, uden Alluruz og Kevin som tilskuere.... aaahh, det var simpelthen for surt, saa i en sidste kraftanstrengelse, tog vi en taxa ud til stadion igen. Flere boligblokke derfra, blev vi moedt af en mur af sang, tilraaeb, trommer, trompeter og salsarytmer inde fra selve stadion. Vi MAATTE derind! Meget taet paa det hele, men alligevel saa uendeligt langt fra - politiet lukkede ikke flere ind... ikke flere billetter!! SUK, "hvad nu"?. Pludselig blev vi moedt af en mand, der naevnte billeter, og viste os et slags fodboldpas. "Amigos, amigos - necesitas bolletas"?? Det gjorde vi faktisk... Det viste sig, at han kunne medbringe en ven ind paa stadion, mod at vi betalte 50 pesos, i stedet for de 25, de rigtig kostede. Det loed i dette oejeblik, som en fremragende deal, og pludselig stod 4 gode amigos inde paa stadion! Nu skulle der betales. Hev 100 pesos frem for at betale min ven, den blev godtaget, og saa stak hun grinene af. Det samme gjorde Kevins ven, men det betoed ikke saa meget - nu var vi endelig inde (og hey, det var stadig billigere end touristversionen!)! WAUW!!! Aldrig har jeg oplevet saa vild en stemning til nogen sportbegivenhed (ikke engang, da jeg vandt soelv, til lagkageturneringen i KBK, sommeren 87). Stadion var delt op i blaagule og roede farver. Boca til den ene side og Indepente til den anden. Under hele kampen blev der sunget, raabt, danset og spillet. Det var intet mindre end fantastisk, og man blev meget hurtigt grebet af stemningen. Argentinerne er meget passionerede!! Boca spillede iovrigt ikke saerlig godt, fik 2 roede kort og tabte 2-0. Derefter var det hjem i seng.
Mandag var tid til at undersoege nye rejsedestinationer. Jeg har 10 dage til at naa til Rio (skal jo til Radiohead koncert d. 20.). Saa min plan herfra er, at jeg tager afsted til Uruguay, mod den beroemte strand "Punta del Este", derfra tager jeg en bus (15 timer) videre nordpaa, til Foz do Iguacu (Sydamerikas stoerste vandfald), hvorefter jeg tager bus mod Rio (ca. 18 timer).
God tur Alluruz!
Vi ses i Rio
Alluruz
Med taxa naermede vi os centrum. Paa turen fik jeg en lille smagsproeve paa Buenos Aires. Store brede veje og alléer, hoeje nye skyskrabere, smukke gamle palaer, store monumenter - men her er ogsaa fattige slumkvarterer, som ligger lige opad motorvejen.
Ledte et stykke tid efter et hostel, der var ledigt. Var omkring seks forskellige, foer jeg indlogerede mig paa et hostel midt i centrum. Derefter var der et maal der skulle indfries - STORE LAEKRE ARGENTINSKE BOEFFER!!... Lige en lille side historie - Koed og boeffer bliver kylet efter dig hernede. Det koster ingen penge. Her paa min 5 dag i Buenos Aires, maa jeg indroemme, at jeg er blevet en smule traet af boef - jeg har simpelthen spist saa meget koed!
Naeste dag gik vi en lang tur rundt i byen. Pludselig opdager man, hvor stor denne by er! Efter et par timer, havnede vi ved en kendt kirkegaard, med hundredevis af store flotte mausuleer. Det var meget afslappende, at rende rund og tage billeder derinde, og her var en masse flotte motiver. Rundt omkring paa kirkegaarden, strefede vilde katte rundt og passede paa de doede. Evita Perón skulle ogsaa ligge begravet her, men jeg fandt hende ikke. Resten af dagen blev brugt paa at kigge paa boder med alt muligt forskelligt.
Man kan ikke tage til Argentina uden at snakke fodbold. Alle har en mening om fodbold, og naevner du Maradona, ser folk dig i et meget mere positivt lys. Soendag aften skulle Diegos gamle klub Boca Junior moede Indepente i et lokalt topbrag. Det maatte jeg se, og da jeg foelges med en amerikaner, der intet ved om fodbold, var det paa sin plads, at hans foerste kamp var med Boca. Det er muligt, at bestille en touristpakke, hvor man kommer rundt og ser stadion inden, og derefter bliver indlogerede paa saerlige pladser for tourister under kampen. Det kostede 250 pesos, altsaa ca. 400 kr.... det gad vi ikke at betale, og iovrigt ville vi opleve kampen, som alle de andre activos. Derfor tog vi metro ud mod et meget oede omraade, og vi gik en lang dranende tur mod stadion. Fordi vi skulle videre til et andet omraade bagefter, havde jeg medbragt mit kamera. Foelte mig ikke saerlig sikker paa den tur. Efter 40 min vandring tog vi en taxa det sidste stykke af vejen. MEN MEN MEN... ingen billetter at faa! Skuffede vente vi snuden tilbage... dvs. vi tog en taxa til bydelen Boca.
I boca findes der nogle meget farverige huse. Det var bestemt turen vaerd, at tager derud. Desuden var der et mylder af mennesker, der spillede musik, dansede tango og underholdt. Det er virkelig smukt, naar folk er gode til at danse tango - og det er de hernede!! Efter Boca vandrede vi tilbage mod centrum. Paa vejen var et omraade med et antik marked. Her var ogsaa musik, bla. et superfedt tangoorkester, som jeg koebte en cd af (glaeder mig til at hoere den, naar jeg kommer hjem!). Resten af vejen hjem, boed paa et meget langt stroeg, igen fyldt med mennesker, boder, musik (sindsygt dygtige musikere), dans og underholdning. Kunne ha´brugt hele dagen der!
Endelig var vi tilbage paa hostelet, kl. var 19, og vi maatte sande, at Bocakampen startede om en halv time, uden Alluruz og Kevin som tilskuere.... aaahh, det var simpelthen for surt, saa i en sidste kraftanstrengelse, tog vi en taxa ud til stadion igen. Flere boligblokke derfra, blev vi moedt af en mur af sang, tilraaeb, trommer, trompeter og salsarytmer inde fra selve stadion. Vi MAATTE derind! Meget taet paa det hele, men alligevel saa uendeligt langt fra - politiet lukkede ikke flere ind... ikke flere billetter!! SUK, "hvad nu"?. Pludselig blev vi moedt af en mand, der naevnte billeter, og viste os et slags fodboldpas. "Amigos, amigos - necesitas bolletas"?? Det gjorde vi faktisk... Det viste sig, at han kunne medbringe en ven ind paa stadion, mod at vi betalte 50 pesos, i stedet for de 25, de rigtig kostede. Det loed i dette oejeblik, som en fremragende deal, og pludselig stod 4 gode amigos inde paa stadion! Nu skulle der betales. Hev 100 pesos frem for at betale min ven, den blev godtaget, og saa stak hun grinene af. Det samme gjorde Kevins ven, men det betoed ikke saa meget - nu var vi endelig inde (og hey, det var stadig billigere end touristversionen!)! WAUW!!! Aldrig har jeg oplevet saa vild en stemning til nogen sportbegivenhed (ikke engang, da jeg vandt soelv, til lagkageturneringen i KBK, sommeren 87). Stadion var delt op i blaagule og roede farver. Boca til den ene side og Indepente til den anden. Under hele kampen blev der sunget, raabt, danset og spillet. Det var intet mindre end fantastisk, og man blev meget hurtigt grebet af stemningen. Argentinerne er meget passionerede!! Boca spillede iovrigt ikke saerlig godt, fik 2 roede kort og tabte 2-0. Derefter var det hjem i seng.
Mandag var tid til at undersoege nye rejsedestinationer. Jeg har 10 dage til at naa til Rio (skal jo til Radiohead koncert d. 20.). Saa min plan herfra er, at jeg tager afsted til Uruguay, mod den beroemte strand "Punta del Este", derfra tager jeg en bus (15 timer) videre nordpaa, til Foz do Iguacu (Sydamerikas stoerste vandfald), hvorefter jeg tager bus mod Rio (ca. 18 timer).
God tur Alluruz!
Vi ses i Rio
Alluruz
fredag den 6. marts 2009
Patagonien, Puerto Natales og det store W
Tidligt tidligt om morgenen (ca. kl.7), tog vi fly sydpaa til Patagonien, men det er ikke som at tage sydpaa i Europa, hvor der venter sol, strand og kolde drinks. Jo laengere sydpaa du kommer her, des koldere bliver det!
Vejret her i Patagonien skifter fra det ene oejeblik til det andet. Det kan vaere super solskin, men lige saa snart du har faaet solbriller paa, begynder det at regne.
"Lufthavnen", var et lille hyggeligt skur midt ude i ingenting... det er egentlig en fornaermelse, at kalde det ingenting, for sjaeldendt har jeg set smukkere landskab en her!! Det er meget svaert at beskrive, men forestiller mig praerien - bare omringet af hav med store isflager i. Vores destination var Byen Puerto Natales, en helt og aldeles anderledes by, end alt andet jeg har set i Sydamerika. En fiskerby med gamle huse i blik, i alle mulige forskellige farver... ja ja, maaske lyder Hundested mere eksotisk, men her var meget anderledes! En anden ting som var ganske anderledes var aarstiden.... eller i hvert fald fornemmelsen af aarstiden, for her er det stadig sommer, som i Santiago, men pga. kulden mindede det mere om tidligt foraar. Alluruz fik den her fantastiske fornemmelse i hele kroppen "YES, FORAAR!!".
Indlogerede os paa Eratic Rock Hostel (nej, ikke Erotic Rack). Det var ogsaa her, at vi lejede det sidste udstyr, saasom telt, underlag og gasblus, til vores trek naeste dag - THE BIG W. ´The W er et legendarisk trek hernede, en bjergformation, som sjovt nok ligner et W (eller et M, hvis du gaar den anden vej)... og for enden af hver dal, venter der en lille overraskelse (som for eksempel en gigantisk gletcher!!!). Folkene ved Eratic Rock gav os et lille foredrag om at trekke. Efter en time, foelte jeg, at jeg lige havde gennemgaet et ophold paa Hoejsolen for friluftliv - det var super godt!! Nu var jeg klar til endnu et supertrek!!!
Blev hentet af bus om morgenen, og koerte i 2 timer mod W'et. For at komme hent til udgangspunktet for trekket, skulle vi ogsaa sejle med katemaranfaerge paa en fuldstaendig turkis soe. Det var meget smukt, omringet af hoeje bjerge. Vi saa ogsaa et glimt af "Taarnene" - "Torres del Paine" betyder noget i retning af "Taarnene i det flade landskab". Foerste dag boed paa et 5 timers trek op op op igennem den foerste dal. De foerste tegn paa gletcheren, var de isbjerge der med mellemrum floed rundt i soen. Det var egentligt et ret underligt eller forvirrende trek. Naar man lige saa bort fra hoeje bjerge og isbjerge, og det kunne man naar man gik i skoven... ja, saa var man midt i foraaret, midt i skoven - I DANMARK!! Alt mindede usandsynligt meget om Danmark, og pludselig fik jeg saadan en underlig, men dejlig foelelse i brystet.
Lidt senere naaede vi til den store gletcher - det var et fantastisk syn! (mere kan jeg ikke rigtig sige). To timer derfra var vores lejr. Det var dejligt endelig at kunne slappe af og holde ferie. Mine knae og foedder maate paent dele pokalen for oemmeste legemsdele. Naa, lejrliv - op med teltet, frem med liggeundelag, saa vi kunne sidde behageligt, gang i primusen, lige koge en kop vand til kaffen, saa igang med menuen, som stod paa pasta med tun i lime. AHHHH!!!
Efter aftensmaden, tog vi en aftentur ned til gletcheren, som laa og hyggede sig i aftensolen. Og saa i seng. Natten var frysende kold... tror at den kolde luft fra gletcheren sneg sig ned i min sovepose, kun for at irritere!? Vaagnede foerst kl 10.30 naeste dag, hvilket var alt for sent, da vi havde et 8 timers trek foran os.
Dag to var ikke mit yndlingstrek i verden. Faktisk var det meste af trekket, tilbage af samme vej som vi kom. Lidt kedeligt efter min mening! Tilbage til udgangspunktet, og nu to timer ad en let vej... Jeg ved ikke helt hvad der skete, men jeg begyndte efterhaanden at vaere ligeglad med sten og klippestykker, smukke bjerge og bjergsoer. Jeg begyndte at blive traet og traet af at trekke. Vi naede til sidst en lejr, hvor de fleste trekkere stopper og efterlader deres backpack, hvorefter de vandre de sidste tre time op, uden udstyr, for at se den smukke udsigt, langt oppe i dalen. Alluruz og Kevin, havde aabentbart travlt og skulle naa hele trekket paa 4 dage istedet for 5. Derfor var det bedst, hvis vi brugte yderligere 2.5 time paa, at naa til den sidste lejr inden udsigtpunktet. Jeg var fuldstaendigt udmattet og taenkte kun paa laekker mad, nye knae og moonboots. Jeg foelte aerlig talt, at jeg havde trekket nok for denne omgang. Da vi ankom, opdagede vi, at vi havde hele lejren for os selv. Hurtigt fik vi teltet op. Jeg fik alt mit medbragte toej paa, for jeg froes som (en i helvede???). Efter en laekker minestonesuppe og en omgang lunken kartoffelmos med coktailpoelser, taendte vi baal, lavede herlig kaffe og fortalte roeverhistorier. Og saa endelig i seng... jeg var simpelthen saa traet!!
MEN MEN MEN... denne nat var endnu koldere en den forrige! Det var simpelthen saa koldt. Jeg laa hele natten og rystede af kulde, og selvom jeg efterhaanden fik taget alt mit toej paa, blev det bare vaerre og vaerre. Denne nat fik Alluruz ingen soevn overhovedet!! Besluttede dér, at jeg var faerdig med at trekke for denne gang. Min tanke var, at jeg naeste dag ville gaa tilbage ad den lette rute paa 2 timer, og saa tage bussen tilbage til byen.
Om morgenen skyndte vi os at lave en god portion hoensesuppe, for at faa varmen. Efter morgenmaden vandrede vi den sidste halve time op til udsigtstedet.... og vi blev ved med at vandre... til sidst gad vi ikke at gaa laengere op, og det virkede ogsaa forkert, at der ikke laengere var nogle afmaerkninger - saa vi gik nedad igen. Pludselig stod vi ved udsigtstedet, som vi aabentbart var gaaet forbi 20 min tidligere (SUK!).
Tilbage i lejren, fik vi hurtigt pakket vores grej sammen, og vandrede nu den lange vej tilbage, ned til den anden lejr. Her skulle jeg beslutte hvad mit naeste traek skulle vaere. Jeg besluttede, at foelges med Kevin paa et 6 timer lang trek, for saa at dreje af, og sove paa et hostel. 6 timers trek er lang tid, naar man vandrer som en anden zombie, men efterhaanden fandt vi et godt flow, og genvandt lidt af modet. Ved skillevejen, maate Kevin overtage den halvdel af teltet jeg bar paa, samt resten af maden. Kl. var blevet 6, og jeg kunne slet ikke overskue de yderligere 3 timer, som han skulle trekke for at naa til naeste lejr. Nu havde jeg selv kun et time til Hostel, varmt bad og dejlig varm seng. Jeg vandrede med glaede mod den lille by...
Endelig fremme ved hostellet. Gik op til receptionisten og forhoerte mig om et single vaerelse. Ingen problemer der, der var masser ledige... de kostede bare 150 $ pr. nat!!! Hvad skulle Alluruz nu goere? De kunne glemme, at jeg ville betale saa meget for et vaerelse, saa jeg maatte vandre yderligere en kilometer, til en slags campingplads. Her kunne jeg saa faa lov at leje et telt for natten... Foelte mig en lille smule til grin, at jeg nu skulle ligge paa en campingplads og fryse, saa kunne jeg lige saa godt ha´frosset med en fed udsigt! Jeg forhoerte mig om bustiderne ind til Puerto Natales, og fandt ud af, at de gik kl. 14 og kl. 19.30.... kiggede paa uret - kl. var 19.33!!!
Loeb op til "bustoppestedet", og 10 min senere var Alluruz paa vej til Puerto Natales, med udsigt god mad, varmt bad og bloede bloede dyner.
Dagen efter kom Kevin tilbage. Misundte ham paa ingen maade hans sidste trek. Vi var begge enige om, at vi var faerdige med at trekke, og bestilte nu en bus mod La Callafate (Argentina). Turen med bussen gik igennem Patagonien - store vidder, med den smukkeste himmel og solnedgang - som at koere stille og roligt igennem et maleri... FANTASTISK!
La Callafate var en meget ren og lidt for paen og kedelig touristby - ikke meget at skrive hjem om! Men La Callafate var vores gateway, hvorfra vi tog et fly mod BUENOS AIRES!!!
Tanker
Alluruz
Vejret her i Patagonien skifter fra det ene oejeblik til det andet. Det kan vaere super solskin, men lige saa snart du har faaet solbriller paa, begynder det at regne.
"Lufthavnen", var et lille hyggeligt skur midt ude i ingenting... det er egentlig en fornaermelse, at kalde det ingenting, for sjaeldendt har jeg set smukkere landskab en her!! Det er meget svaert at beskrive, men forestiller mig praerien - bare omringet af hav med store isflager i. Vores destination var Byen Puerto Natales, en helt og aldeles anderledes by, end alt andet jeg har set i Sydamerika. En fiskerby med gamle huse i blik, i alle mulige forskellige farver... ja ja, maaske lyder Hundested mere eksotisk, men her var meget anderledes! En anden ting som var ganske anderledes var aarstiden.... eller i hvert fald fornemmelsen af aarstiden, for her er det stadig sommer, som i Santiago, men pga. kulden mindede det mere om tidligt foraar. Alluruz fik den her fantastiske fornemmelse i hele kroppen "YES, FORAAR!!".
Indlogerede os paa Eratic Rock Hostel (nej, ikke Erotic Rack). Det var ogsaa her, at vi lejede det sidste udstyr, saasom telt, underlag og gasblus, til vores trek naeste dag - THE BIG W. ´The W er et legendarisk trek hernede, en bjergformation, som sjovt nok ligner et W (eller et M, hvis du gaar den anden vej)... og for enden af hver dal, venter der en lille overraskelse (som for eksempel en gigantisk gletcher!!!). Folkene ved Eratic Rock gav os et lille foredrag om at trekke. Efter en time, foelte jeg, at jeg lige havde gennemgaet et ophold paa Hoejsolen for friluftliv - det var super godt!! Nu var jeg klar til endnu et supertrek!!!
Blev hentet af bus om morgenen, og koerte i 2 timer mod W'et. For at komme hent til udgangspunktet for trekket, skulle vi ogsaa sejle med katemaranfaerge paa en fuldstaendig turkis soe. Det var meget smukt, omringet af hoeje bjerge. Vi saa ogsaa et glimt af "Taarnene" - "Torres del Paine" betyder noget i retning af "Taarnene i det flade landskab". Foerste dag boed paa et 5 timers trek op op op igennem den foerste dal. De foerste tegn paa gletcheren, var de isbjerge der med mellemrum floed rundt i soen. Det var egentligt et ret underligt eller forvirrende trek. Naar man lige saa bort fra hoeje bjerge og isbjerge, og det kunne man naar man gik i skoven... ja, saa var man midt i foraaret, midt i skoven - I DANMARK!! Alt mindede usandsynligt meget om Danmark, og pludselig fik jeg saadan en underlig, men dejlig foelelse i brystet.
Lidt senere naaede vi til den store gletcher - det var et fantastisk syn! (mere kan jeg ikke rigtig sige). To timer derfra var vores lejr. Det var dejligt endelig at kunne slappe af og holde ferie. Mine knae og foedder maate paent dele pokalen for oemmeste legemsdele. Naa, lejrliv - op med teltet, frem med liggeundelag, saa vi kunne sidde behageligt, gang i primusen, lige koge en kop vand til kaffen, saa igang med menuen, som stod paa pasta med tun i lime. AHHHH!!!
Efter aftensmaden, tog vi en aftentur ned til gletcheren, som laa og hyggede sig i aftensolen. Og saa i seng. Natten var frysende kold... tror at den kolde luft fra gletcheren sneg sig ned i min sovepose, kun for at irritere!? Vaagnede foerst kl 10.30 naeste dag, hvilket var alt for sent, da vi havde et 8 timers trek foran os.
Dag to var ikke mit yndlingstrek i verden. Faktisk var det meste af trekket, tilbage af samme vej som vi kom. Lidt kedeligt efter min mening! Tilbage til udgangspunktet, og nu to timer ad en let vej... Jeg ved ikke helt hvad der skete, men jeg begyndte efterhaanden at vaere ligeglad med sten og klippestykker, smukke bjerge og bjergsoer. Jeg begyndte at blive traet og traet af at trekke. Vi naede til sidst en lejr, hvor de fleste trekkere stopper og efterlader deres backpack, hvorefter de vandre de sidste tre time op, uden udstyr, for at se den smukke udsigt, langt oppe i dalen. Alluruz og Kevin, havde aabentbart travlt og skulle naa hele trekket paa 4 dage istedet for 5. Derfor var det bedst, hvis vi brugte yderligere 2.5 time paa, at naa til den sidste lejr inden udsigtpunktet. Jeg var fuldstaendigt udmattet og taenkte kun paa laekker mad, nye knae og moonboots. Jeg foelte aerlig talt, at jeg havde trekket nok for denne omgang. Da vi ankom, opdagede vi, at vi havde hele lejren for os selv. Hurtigt fik vi teltet op. Jeg fik alt mit medbragte toej paa, for jeg froes som (en i helvede???). Efter en laekker minestonesuppe og en omgang lunken kartoffelmos med coktailpoelser, taendte vi baal, lavede herlig kaffe og fortalte roeverhistorier. Og saa endelig i seng... jeg var simpelthen saa traet!!
MEN MEN MEN... denne nat var endnu koldere en den forrige! Det var simpelthen saa koldt. Jeg laa hele natten og rystede af kulde, og selvom jeg efterhaanden fik taget alt mit toej paa, blev det bare vaerre og vaerre. Denne nat fik Alluruz ingen soevn overhovedet!! Besluttede dér, at jeg var faerdig med at trekke for denne gang. Min tanke var, at jeg naeste dag ville gaa tilbage ad den lette rute paa 2 timer, og saa tage bussen tilbage til byen.
Om morgenen skyndte vi os at lave en god portion hoensesuppe, for at faa varmen. Efter morgenmaden vandrede vi den sidste halve time op til udsigtstedet.... og vi blev ved med at vandre... til sidst gad vi ikke at gaa laengere op, og det virkede ogsaa forkert, at der ikke laengere var nogle afmaerkninger - saa vi gik nedad igen. Pludselig stod vi ved udsigtstedet, som vi aabentbart var gaaet forbi 20 min tidligere (SUK!).
Tilbage i lejren, fik vi hurtigt pakket vores grej sammen, og vandrede nu den lange vej tilbage, ned til den anden lejr. Her skulle jeg beslutte hvad mit naeste traek skulle vaere. Jeg besluttede, at foelges med Kevin paa et 6 timer lang trek, for saa at dreje af, og sove paa et hostel. 6 timers trek er lang tid, naar man vandrer som en anden zombie, men efterhaanden fandt vi et godt flow, og genvandt lidt af modet. Ved skillevejen, maate Kevin overtage den halvdel af teltet jeg bar paa, samt resten af maden. Kl. var blevet 6, og jeg kunne slet ikke overskue de yderligere 3 timer, som han skulle trekke for at naa til naeste lejr. Nu havde jeg selv kun et time til Hostel, varmt bad og dejlig varm seng. Jeg vandrede med glaede mod den lille by...
Endelig fremme ved hostellet. Gik op til receptionisten og forhoerte mig om et single vaerelse. Ingen problemer der, der var masser ledige... de kostede bare 150 $ pr. nat!!! Hvad skulle Alluruz nu goere? De kunne glemme, at jeg ville betale saa meget for et vaerelse, saa jeg maatte vandre yderligere en kilometer, til en slags campingplads. Her kunne jeg saa faa lov at leje et telt for natten... Foelte mig en lille smule til grin, at jeg nu skulle ligge paa en campingplads og fryse, saa kunne jeg lige saa godt ha´frosset med en fed udsigt! Jeg forhoerte mig om bustiderne ind til Puerto Natales, og fandt ud af, at de gik kl. 14 og kl. 19.30.... kiggede paa uret - kl. var 19.33!!!
Loeb op til "bustoppestedet", og 10 min senere var Alluruz paa vej til Puerto Natales, med udsigt god mad, varmt bad og bloede bloede dyner.
Dagen efter kom Kevin tilbage. Misundte ham paa ingen maade hans sidste trek. Vi var begge enige om, at vi var faerdige med at trekke, og bestilte nu en bus mod La Callafate (Argentina). Turen med bussen gik igennem Patagonien - store vidder, med den smukkeste himmel og solnedgang - som at koere stille og roligt igennem et maleri... FANTASTISK!
La Callafate var en meget ren og lidt for paen og kedelig touristby - ikke meget at skrive hjem om! Men La Callafate var vores gateway, hvorfra vi tog et fly mod BUENOS AIRES!!!
Tanker
Alluruz
torsdag den 5. marts 2009
Santiago
Fra San Pedro, som er en lille touristflaekke i nordoest chile, tog vi stik syd mod Santiago (jeg skriver touristflaekke, fordi at ALT i denne by, mest af alt mindede om en slags kulisse, á la westernbyen i Legoland, bare uden cowboyhatte... og lego). Denne tur boed paa 24 lange timer i bus. Til sammenligning tager det en 80 m hoej mand ca. 3 doegn, at gaa fra Koebenhavn til Madrid!
Endelig fremme, og pludselig var alt normalt. Foerste indtryk af Santiago, var en by som mest af alt minder om hvilken som helst by i SydEuropa (paanaer Faliraki, paa Rodos, som er et sygt sted, indtaget af gale og solroede englaendere). Vi indlogerede os paa Casa Roja, et stort hostel med tilhoerende pool, hvilket var et stort hit, paa de over 30 graders varme eftermiddage!
Om soendagen, tog Kevin og jeg os en tur rundt, for at se og opleve hovedstaden. Ikke nogen saerlig god dag at se byen paa, for alt var doedt og mennesketomt. Vi fandt senere ud, at det var fordi, at alle byens beboere, tager ud til kysten i weekenden og hygger sig. Det skulle jeg ogsaa ha´gjort... Santiago var ikke den mest sindsoprivende oplevelse. Jeg brugte tiden der, til at slappe af, nyde solen, lyset og varmen (og poolen)... det skal der ogsaa vaere tid til, men Santiago blev mest af alt et stop paa vejen, for at komme videre sydpaa til Patagonien.
Endelig fremme, og pludselig var alt normalt. Foerste indtryk af Santiago, var en by som mest af alt minder om hvilken som helst by i SydEuropa (paanaer Faliraki, paa Rodos, som er et sygt sted, indtaget af gale og solroede englaendere). Vi indlogerede os paa Casa Roja, et stort hostel med tilhoerende pool, hvilket var et stort hit, paa de over 30 graders varme eftermiddage!
Om soendagen, tog Kevin og jeg os en tur rundt, for at se og opleve hovedstaden. Ikke nogen saerlig god dag at se byen paa, for alt var doedt og mennesketomt. Vi fandt senere ud, at det var fordi, at alle byens beboere, tager ud til kysten i weekenden og hygger sig. Det skulle jeg ogsaa ha´gjort... Santiago var ikke den mest sindsoprivende oplevelse. Jeg brugte tiden der, til at slappe af, nyde solen, lyset og varmen (og poolen)... det skal der ogsaa vaere tid til, men Santiago blev mest af alt et stop paa vejen, for at komme videre sydpaa til Patagonien.
Abonner på:
Opslag (Atom)
