Hola
Er i Cuzco. Her er super smukt. Smutter imorgen!
Jeg skal paa et 5 dages trek, der kaldes Salkantay, som ender ved inka ruinbyen Machù Pichu.
Jeg glaeder mig til, at se hvor meget mine lunger kan traekke - er nemlig blevet syg og forkoelet.
-------------------------
Ok, nu har jeg vaeret afsted. Maa hellere fortaelle lidt naermere om min oplevelse af Cuzco og Salaknatay trekket.
Som sagt, Cuzco er en fantastisk smuk by. Det var en kaempe omvaeltning, at komme fra Iquitos til denne by med fine hvidkalkede huse fra kolonitiden, med traealtaner og roede teglsten. Byen ligger i en dal, saa man kan foelge bebyggelsen hele vejen rundt, langs bjergskraeningerne. Det hele foregik ogsaa i et helt andet tempo - meget mere stille og roligt.
Jeg lokkede mig ind paa Loki hostel. Et youth/party hostel fandt jeg hurtigt ud af.... i det hele taget var det bedst, hvis man drak meget, skreg meget og var australier.
Jeg noed virkelig byen og foelte, at jeg kunne slappe af efter en heftig jungletur, men efter lidt tid, fandt Kevin og jeg ud af, at vi igen maatte ud at vandre. Fra Cuzco kommer man til den beroemte Inka Trail, som foerer til ruinbyen Machu Pichu. Vi soegte lidt mere udfordring, saa istedet valgte vi en lille omvej; Salkantay trekket, som tager fem dage ialt.
Der viste sig, at vaere en jungle, der var meget lettere at fare vildt i end Amazonas, nemlig touristbureau-junglen. Det tog os to dage, at finde et godt tilbud. Ikke at vi ikke fik det fra start, problemet var bare, at tilbuddet var absurd billigt, saa vi turde ikke rigtig stole paa det. Forestillede mig huller i teltene, daarlig mad o.s.v. Vi fandt senere udemaerket tilbud, og slog til!
Tidligt om morgenen blev vi hentet af en minibus, som koerte rundt og hentede alle de andre, der havde valgt samme tur. Da alle var hentet, holdt vi og ventede en time midt paa torvet - ingen vidste helt hvorfor, men saadan er Peru.
Efter et par timers koersel var vi fremme ved starten af vores rute. Foerst her fik jeg mulighed for at hilse ordentligt paa gruppen, hvilket var en temmelig blandet skare. To tysker, der levede sammen i et "community", hvor alle mere eller mindre var gift med hinanden. Ydermere tre unge brasillianske drenge, en englaender, en columbiansk kvinde og selvfoelgelig en lille haandfuld australiere. Og saa var der "guiden".... guide i anfoerelsestegn, fordi han stort set ikke roerte en finger eller kom med en eneste praktisk information paa hele turen.
Vi havde faet fortalt, at Salkantay var et meget haardt trek, navnligt foerste dag... det var det ikke!! Vi vandrede en godt stykke og kom hoejere og hoejere op i bjergene, men det hele var meget stille og roligt. Den Columbianske kvinde, blev dog syg af hoejderne, og maate transporteres i forvejen og ha´ ilt. Resten af turen red hun sammen med baerene pa heste.
Saa blev det aften, saa blev det nat og vi laa trygt i vores telte. Saa kom regnen, og hele nattten stod det ind i vores telt. Min sovepose blev drivvaad og kold, og min madras havde forvandlet sig til en svamp (ikke dem man spiser). I fodenden formede der sig en mindre soe, og stakkels Alluruz, vaagnede kl. 3 om natten, uden at ane et levende raad.
Et par timer gik, og vi blev "vaekket" med varm cocca the. Alle opdagede, at alle havde haft samme lortenat, og folk var paent morgensure. Vores guide mente, at vores baere kunne toerre soveposerne og madrasserene over et baal, imens vi vandrede videre....det kunne de ikke.
Uvidende om dette vandrede vi videre. Idag skulle vi bestige passet paa 4600 m. Det var haardt, men ikke naer saa haardt, som Santa Cruz. Vi naede alle toppen, hvor det sneede, men lidt laengere nede paa den anden side af passet, begyndte det at blive varmt og tropisk - ret vildt at opleve saadan et skift. Da vi slog lejr opdagede vi, at alle vores ting stadig var vaade. Der blev sat gang i det hel stoere toerrearbejde over baal. Det lykkeds for de fleste, at sove i et toert telt i en toer sovepose, paa en toer madras den nat.
Naeste morgen var vi mere klar. Dagens trek var udelukkende igennem subtropisk terreaen, og det hele var utroligt smukt og indbydende. Desvaerre, var der ogsaa en del vandring ned af bakke, hvilket virkelig sled i mit knae. Det var ikke superglade alluruz, der vandrede de sidste mange km til bussen, som skulle koere os til en lille by, taet paa Machu Pichu expressen.
Da vi ankom, blev vi moedt af to smaa silkeaber. Det var vildt underholdende, at have to aber kravlende rundt paa sig.
Senere om aftenen, tog vi ned til et hot spring resort. Det var himmelraabende dejligt, at komme ned i forskellige basiner med varmt vand, samt naturlige vandfald der koelede, efter tre dages trek.!
Naeste dag havde vi en kort tur paa fire timer, til stationen. Det var ekstremt varmt at vandre, saa alt foregik i et temmelig moderat tempo. Alligevel klagede mit venstre knae, og truede med, at flytte til Kreta, hvis jeg ikke snart tog det med ro. Det resulterede i, at jeg som en af de eneste i gruppen, maate benytte mig af toget, det sidste stykke op til Aquas Calliente, endestationen foer Machu Pichu. Aquas Calliente bestod ioevrigt ikke af andet en hostels, restaurenter og souveniersboder - vildt charmerende! Jeg maa dog indroemme, at en rigtig seng sjaeldent har vaeret saa indbydende, som her.
Naeste morgen kl. 4 skulle vi vandre de sidste halvanden time op til "MP". Alluruz havde dog lovet sit knae, at sove laenge, og tage bussen derop istedet.
MACHU PICHU!... Stedet ingen levende sjael, kan give et aerligt svar omkring. Et imponerende bygningsvaerk, som nu tilsynladende, staar tilbage, som en mystisk gaade for menneskeheden (eller i hvertfald for vores guide, som ikke kunne svare paa et eneste af vores spoergsmaal). Saa her var vi, blandt imponerende bygningsvaerker, og tankte paa den naeste kop kaffe nede i byen. Machu Pichu blev aldrig lige saa stort for mig som fx. Angor Watt eller Hilleroed svoemmehal.
Transporten tilbage til Cuzco, var som altid fyldt med overraskelser og uforklarlige skift af transportmidler. Dog blev vi i bussen akkompagneret af to syngende (laes skrigende) peruvianske piger, som havde valgt os, som ofre for vores sidste soles. Jeg maa dog indroemme, at jeg ikke kunne lade vaere med at smile over hele hovedet, for de var simpelthen saa soede.
"Hjemme" igen i Cuzco. Atter engang valgte jeg at indlogere mig paa Loki Hostel. Jeg var super traet og kunne kun taenke paa at sove. En time inde i min skoenhedssoevn, blev jeg vaekket at et par, der faldt over nogle ting paa gulvet. Fnisende begyndte de at smaasnakke. Pludselig loed Arnold swarzeneggers stemme, fra koejesaengen ved siden af; "Shut ap! SHAUT AP!!! Go home to ya mammi, if u laike to parti!"... det gjorde selvfoelgelig ikke tingene meget bedre, da alle i hele rummet nu begyndte at grine. Arny skruede bissen paa; "SHAT AAAAP!!! FUCK YA MOTHER!!! FACK YOUR MATHER!!!". Der gik en rum tid foer alle faldt til ro igen...
Og saa et par timer senere, vaagnede jeg ved, at der sad en kanonfuld stodder i min seng. Maatte bruge et par minutter paa, at overbevise ham om, at vi ikke skulle dele seng.
Efter denne lange nat besluttede jeg mig for, at tage en bus sydpaa til Puno... and so I did!
Alluruz
mandag den 26. januar 2009
torsdag den 22. januar 2009
Jungletur i Iquitos
Ankom til Iqutos om eftermiddagen. Inden landingen, fik jeg muligheden for at skue ud over Amazonas..."Waauw - det er en paent stor skov", Taenkte jeg stille for mig selv. Glaedede mig nu som en lille indianerdreng til at indtage den!
Det foerste der slog mig ved Iquitos var varmen. Kombineret med 80% luftfugtighed goer det lige lidt mere ulideligeligt at opholde sig der. Koerte direkte ind til Plaza de Armaz, til en internetcafé, for at finde ud af hvor Kevin var. Det vidste sig, at Kevin ikke havde faaet sit fly i Lima, og jeg nu var et par timer foran ham. Jeg undersoegte derefter et hostel; Mad Micks Bunk Place. Hmmm... Jeg har efterhaenden set et par hostels, men det her var virkelig under enhver standard. Tarveligt er vel nok det rette ord at bruge. Der var et lille kontor, derefter et lille rum med 7 koejesaenge, et baglokale med det mest skrabede toilet jeg laenge har set, hvor toiletttet iovrigt kun kunne lyse med blinkende technolys. Der var kun en anden bruger af hostellet. En amerikansk gut, som modsat alle andre backpackers, ikke sagde en lyd til mig. Jeg spurgte ham ud om hostellet, og det eneste der roeg ud af hans mund var "It works for me". Senere fandt jeg ud af, at knaegten havde deltaget i lidt for mange Ayahuasca ceremonier, og nu mest noed at sidde for sig selv, og tegne trippede tegninger. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke skulle bo paa dette hostel. Dog var der en gut der arbejdede der, som var virkelig flink. Jeg fik lov til at beholde mine ting der til Kevin dukkede op. Han hed iovrigt Alex, en lokal jungleguide gennem 24 aar. Han gav mig et lille foredrag omkring deres jungletours paa stedet. Efter en halv times intensiv snak, var jeg overbevist om, at dette var stedet vi skulle booke vores jungletur.
Efter det tog jeg mig en lille tur rundt i kvarteret. Der gik noedagtig et kvarter, foer jeg blev standset op af tre friske fyre, der tilboed mig marihuanna og coke... jeg takkede paent nej, med en cool street attitude, som "No thanks dude - see you later bros". De mente bestemt, at jeg skulle ta´at besoege dem i en lille gyde i Belén (det lokale marked i Iquitos). Jeg matte forsikre dem at jeg ville dukke op senere... (not really).
Ok, ca. 2 timer i Iquitos og byen emmede af maerkelige mennesker. Jeg var traet efter min tur, men konkluderede alligevel, at Iquitos var et maerkeligt sted. Glaedede mig til at Kevin dukkede op.
Kevin kom ved en 17 tiden. I mellemtiden havde jeg siddet som tilskuer til "Cirkus Iquitos". Det tog mig ikke lang tid, at overbevise Kevin om at finde et andet og bedre hostel...and so we did!
Naeste dag, bestilte vi vores Junglecruise. Paa grund af Kevins tidsplan, blev det til tre dage i Amazonaz. Vi blev praesenteret for vores guide Wilbert, som noed kaelenavnet "Falcon", fordi han saa alt i junglen (det viste sig senere, at han levede fuldt op til dette navn. Manden havde X-ray syn og kunne spotte de mest usansynlige ting. Det er mig stadig en gaade, hvordan han bar sig ad). Om aftenen hang vi ud paa "The Famous Yellow Rose Of Texas Bar", et sted ejet af en stolt texaner, saa selvfoelgelig var alt hans mad, det bedste i verden... det kan diskuteres. Moedte iovrigt her, et par spandende personligheder, som jeg ikke orker at fortaelle om nu. Hmmm... maaske skulle jeg lige naevne Jeff, en amerikaner som hadede alt i verden. Har aldrig moedt et mere negativt menneske i mit liv - han var saa negativ, at folk omkring ham blev noed til at rejse sig og gaa... han var selvfoelgelig tredie mand paa vores jungletur!!!?
Kl. 6 om morgenen blev vi hentet. Foerst skulle vi koere 2 timer med taxi. Som jeg har sagt foer, er det ikke en stille soendagstur, at koere med disse chaufoerer - saa har jeg ikke sagt for meget. Derfter blev vi sejlet op ad forskellige floder med en lille motordrevet kano. Paa turen saa vi mange fugle, og Wilbert fortalte levende om dem allesammen. efter yderligere 2 timer, ankom vi til en lille jungleby, hvor vi tog en endnu mindre kano med padler, og saa sejlede vi det sidste stykke ind i junglen. Vores junglelodge var simpelt og idyllisk. Vi fik ikke mange minutter, foer at vi skulle paa en times dagsvandring ind i junglen. Wilbert viste os saa mange forskellige ting; hvordan man finder vand i rodder, hvor kaempemyrene opholder sig, forskellige dyrekald, hvordan termitter udskiller naturlig myggebalsam, som vi brugte, superflotte sommerfugle... o.s.v. Jeg spiste ioevrigt hvide larver, der gemte sig i smaa kokosnoedder! Og saa var der junglen, som talte sit helt eget sprog. Det var saa indtagende og smukt, saa vildt og frodigt. Der var vaemmeligt varmt og fugtigt... og saa var der masser af myg. Paa den time blev jeg til et maaltid for uttallige sultne myg.
Efter turen var der frokost. Vi fik det laekreste mad dér. Efter maden var det tid til at slappe lidt af. Kevin var flad, han havde forventet hele pakken, at vi ville se det hele, alle dyr paa en gang. Jeg forsikrede ham, at det nok skulle komme. Jeg brugte tiden paa at bade i flode, der loeb lige forbi vores lodge. Hang lidt ud med Jeff, og fandt ud af, at han nu var i sit naturlige element. Han loesnede mere og mere op, og pludselig var han ikke saa negativ laengere. Der var ogsaa en 15 aarig lokal, der senere viste sig, at vaere vores 2. guide. Han var simpelthen et pragteksemplar. Aldrig har jeg moedt et saa smilende og grinende menneske som ham. Han kunne ikke rigtig tale med os, saa det hele foregik ganske "naturligt". Vi afholdte konkurrencer om, hvenm der turde kravle hoejest op i traerne, og hoppe i floden... det var meget meget afslappet og godt!
Et par timer senere, sejlede vi en aftentur op ad floden. Pludselig var der flodelfiner, der jagede fisk i overfladen. Det var superfedt at foelge. Vi kiggede ogsaa paa forskellige fugle. Efter flodturen var det blevet moerkt, og nu var det tid til natloeb i junglen. Vi havde alle lygter med, og pludselig viste junglen sig fra en hel anden side. Der var insekteter over alt (ogsaa myg og andre store insekter der floej ind i hovedet paa en...ikke saa rart). Vi saa en masse edderkopper, en del var meget giftige. Blandt andet saa vi en stor tarantula (fugleedderkop). Vi saa skorpioner, froer, myrer, alle mulige kaempe insekter. Og saa er der lydene i junglen om natten. En symfoni af forskellige fuglekald, insekter og froer - det var saa fedt!
Efter denne vilde dag faldt jeg i hurtigt i soevn og sov trygt og godt under mit myggenet.
Naeste dag, startede med badetur i floden. Derfter stod den paa piratfisk fisketur. Vi var blevet knyttet lidt taettere, 5 gutter paa fisketur i amazonas, med junglecigarer og hvad der ellers hoerer til af hygge. Pludselig hoerte vi aber i naerheden. Wilbert lokkede dem til med sit abekald. Og inden laenge, var vores kano besoegt af vilde aber. De kravlede rund paa os, og spiste den frugt, vi havde med til dem. Det var en fantastisk oplevelse!!!
Efter et par timer sejlede vi hjem uden den store fangst. Jeg var den eneste, der havde fanget en mindre piratfisk.
Senere pakkede vi alt vores grej. I aften skulle vi overnatte midt i junglen. Vi sejlede op ad de mindre floder, og om muligt, blev det endnu mere jungleagtigt. Vi sejlede stille op ad floderne og kiggede pa og lyttede til fugle. Vi saa ogsaa en masse kaempe aakander og smukke blomster. Efter noget tid, slog vi lejr. Vores guider haengte haengekoejer op, med myggenet omkring sig. Derfter blev der lavet baal og mad. Imens vi ventede paa maden blev det morkt, og pludselig dukkede alle dyrene op. Foerst kom der en junglemus frem, paa stoerelse med en lille kat. Vi fangede den et kort oejeblik, men den stak af fra os. Lidt efter kom der en bullfrog paa besoeg. Denne bullfrog er kaempestor og kan springe 3 meter. Vi indsatte en vild jagt ind i junglen for at fange den. Pludselig tankte man ikke saa meget paa giftslanger, edderkopper og andet kryb. Vi tog en tur ind i junglen for at finde flere dyr...og de var over alt! Forst saa vi en skorpionedderkop, et oldtidlevn. derfter fik Wilber oeje paa en lille natabe/mus. Vi kunne gaa helt taet paa den og tage fine billeder. Vi saa op til flere store og giftige edderkopper igen. skorpioner, glasfroer, store myrestier, som mest af alt lignede groenne blade paa vandring, vi saa smukke larver. Taet paa vores lejr, var der en gigantisk fugleedderkop, som gemte sig i et hul i traet. Vi lokkede den ud med en pind, for bedre at kunne se den. Det var en fantastik nattetur. Efter det spiste vi aftensmad, og saa tog vi en nattetur paa flodenv - det var blevet aligatortid! Vi sejlede rund i lang tid, og lyste med vores lygter. Wilbert lavede aligatorlyde, men i lang tid var der ikke bid. Pludselig spottede han et oeje i det fjerne og vi sejlede i hoej fart lige mod maelet. Wilbert fik kort fat i en mellemstor aligator, men den slap desvaere fra ham. I det mindste vidste vi nu, hvad vi skulle se efter. Inden laenge var der igen et oeje der lyste i det fjerne. Wilber fik med det samme fat i en lille aligatorunge. Der var stor opstandelse i kanoen. Det var saa syret pludselig, at sidde med en aligator i haenden. En anden unge blev fanget, nu sad jeg og holdt paa to!! Ubeskriveligt fed fornemmelse!
Saa var det tid til at komme tilbage til lejren og sove. Jeg sov ikke meget den nat. En blanding af dagens oplevelser, dét at skulle sove midt i junglen i haengekoeje, og saa utallige myggestik, der kloede som en i helvede!
Sidste dag i junglen. Vi pakkede vores grej sammen, kyssede aligatorne farvel, og sejlede mod vores lodge. Der var lige tid til en sidte svoemmetur, men midt i det hele, blev der kaldt fra hytten "snake, snake!" Vi loeb op til hytten, og hoejt oppe under taget, havde en boaslange taget husly. Vores guide kravlede op under taget og hentede slangen ned. Pludselig stod Alluruz med en lange viklet tundt om hans arm. Det var en mindre boa, og den var saa smuk og fantastisk at roere ved, som en stor muskel. Vores tur kunne ikke vaere sluttet bedre. Vi var overglade og foelta alle, at det havde vaeret en super vild tur.
Lidt efter tog vi turen tilbage til Iqutos. Samme underlige by. Det var tid til at komme videre. Jeg besluttede at tage flyet til Lima, og derefter en 20 timers bustur til Cuzco. Kevin har aendret sine planer, og kommer imorgen.
Nu skal der atter trekkes!
Junglehilsener
Alluruz
Det foerste der slog mig ved Iquitos var varmen. Kombineret med 80% luftfugtighed goer det lige lidt mere ulideligeligt at opholde sig der. Koerte direkte ind til Plaza de Armaz, til en internetcafé, for at finde ud af hvor Kevin var. Det vidste sig, at Kevin ikke havde faaet sit fly i Lima, og jeg nu var et par timer foran ham. Jeg undersoegte derefter et hostel; Mad Micks Bunk Place. Hmmm... Jeg har efterhaenden set et par hostels, men det her var virkelig under enhver standard. Tarveligt er vel nok det rette ord at bruge. Der var et lille kontor, derefter et lille rum med 7 koejesaenge, et baglokale med det mest skrabede toilet jeg laenge har set, hvor toiletttet iovrigt kun kunne lyse med blinkende technolys. Der var kun en anden bruger af hostellet. En amerikansk gut, som modsat alle andre backpackers, ikke sagde en lyd til mig. Jeg spurgte ham ud om hostellet, og det eneste der roeg ud af hans mund var "It works for me". Senere fandt jeg ud af, at knaegten havde deltaget i lidt for mange Ayahuasca ceremonier, og nu mest noed at sidde for sig selv, og tegne trippede tegninger. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke skulle bo paa dette hostel. Dog var der en gut der arbejdede der, som var virkelig flink. Jeg fik lov til at beholde mine ting der til Kevin dukkede op. Han hed iovrigt Alex, en lokal jungleguide gennem 24 aar. Han gav mig et lille foredrag omkring deres jungletours paa stedet. Efter en halv times intensiv snak, var jeg overbevist om, at dette var stedet vi skulle booke vores jungletur.
Efter det tog jeg mig en lille tur rundt i kvarteret. Der gik noedagtig et kvarter, foer jeg blev standset op af tre friske fyre, der tilboed mig marihuanna og coke... jeg takkede paent nej, med en cool street attitude, som "No thanks dude - see you later bros". De mente bestemt, at jeg skulle ta´at besoege dem i en lille gyde i Belén (det lokale marked i Iquitos). Jeg matte forsikre dem at jeg ville dukke op senere... (not really).
Ok, ca. 2 timer i Iquitos og byen emmede af maerkelige mennesker. Jeg var traet efter min tur, men konkluderede alligevel, at Iquitos var et maerkeligt sted. Glaedede mig til at Kevin dukkede op.
Kevin kom ved en 17 tiden. I mellemtiden havde jeg siddet som tilskuer til "Cirkus Iquitos". Det tog mig ikke lang tid, at overbevise Kevin om at finde et andet og bedre hostel...and so we did!
Naeste dag, bestilte vi vores Junglecruise. Paa grund af Kevins tidsplan, blev det til tre dage i Amazonaz. Vi blev praesenteret for vores guide Wilbert, som noed kaelenavnet "Falcon", fordi han saa alt i junglen (det viste sig senere, at han levede fuldt op til dette navn. Manden havde X-ray syn og kunne spotte de mest usansynlige ting. Det er mig stadig en gaade, hvordan han bar sig ad). Om aftenen hang vi ud paa "The Famous Yellow Rose Of Texas Bar", et sted ejet af en stolt texaner, saa selvfoelgelig var alt hans mad, det bedste i verden... det kan diskuteres. Moedte iovrigt her, et par spandende personligheder, som jeg ikke orker at fortaelle om nu. Hmmm... maaske skulle jeg lige naevne Jeff, en amerikaner som hadede alt i verden. Har aldrig moedt et mere negativt menneske i mit liv - han var saa negativ, at folk omkring ham blev noed til at rejse sig og gaa... han var selvfoelgelig tredie mand paa vores jungletur!!!?
Kl. 6 om morgenen blev vi hentet. Foerst skulle vi koere 2 timer med taxi. Som jeg har sagt foer, er det ikke en stille soendagstur, at koere med disse chaufoerer - saa har jeg ikke sagt for meget. Derfter blev vi sejlet op ad forskellige floder med en lille motordrevet kano. Paa turen saa vi mange fugle, og Wilbert fortalte levende om dem allesammen. efter yderligere 2 timer, ankom vi til en lille jungleby, hvor vi tog en endnu mindre kano med padler, og saa sejlede vi det sidste stykke ind i junglen. Vores junglelodge var simpelt og idyllisk. Vi fik ikke mange minutter, foer at vi skulle paa en times dagsvandring ind i junglen. Wilbert viste os saa mange forskellige ting; hvordan man finder vand i rodder, hvor kaempemyrene opholder sig, forskellige dyrekald, hvordan termitter udskiller naturlig myggebalsam, som vi brugte, superflotte sommerfugle... o.s.v. Jeg spiste ioevrigt hvide larver, der gemte sig i smaa kokosnoedder! Og saa var der junglen, som talte sit helt eget sprog. Det var saa indtagende og smukt, saa vildt og frodigt. Der var vaemmeligt varmt og fugtigt... og saa var der masser af myg. Paa den time blev jeg til et maaltid for uttallige sultne myg.
Efter turen var der frokost. Vi fik det laekreste mad dér. Efter maden var det tid til at slappe lidt af. Kevin var flad, han havde forventet hele pakken, at vi ville se det hele, alle dyr paa en gang. Jeg forsikrede ham, at det nok skulle komme. Jeg brugte tiden paa at bade i flode, der loeb lige forbi vores lodge. Hang lidt ud med Jeff, og fandt ud af, at han nu var i sit naturlige element. Han loesnede mere og mere op, og pludselig var han ikke saa negativ laengere. Der var ogsaa en 15 aarig lokal, der senere viste sig, at vaere vores 2. guide. Han var simpelthen et pragteksemplar. Aldrig har jeg moedt et saa smilende og grinende menneske som ham. Han kunne ikke rigtig tale med os, saa det hele foregik ganske "naturligt". Vi afholdte konkurrencer om, hvenm der turde kravle hoejest op i traerne, og hoppe i floden... det var meget meget afslappet og godt!
Et par timer senere, sejlede vi en aftentur op ad floden. Pludselig var der flodelfiner, der jagede fisk i overfladen. Det var superfedt at foelge. Vi kiggede ogsaa paa forskellige fugle. Efter flodturen var det blevet moerkt, og nu var det tid til natloeb i junglen. Vi havde alle lygter med, og pludselig viste junglen sig fra en hel anden side. Der var insekteter over alt (ogsaa myg og andre store insekter der floej ind i hovedet paa en...ikke saa rart). Vi saa en masse edderkopper, en del var meget giftige. Blandt andet saa vi en stor tarantula (fugleedderkop). Vi saa skorpioner, froer, myrer, alle mulige kaempe insekter. Og saa er der lydene i junglen om natten. En symfoni af forskellige fuglekald, insekter og froer - det var saa fedt!
Efter denne vilde dag faldt jeg i hurtigt i soevn og sov trygt og godt under mit myggenet.
Naeste dag, startede med badetur i floden. Derfter stod den paa piratfisk fisketur. Vi var blevet knyttet lidt taettere, 5 gutter paa fisketur i amazonas, med junglecigarer og hvad der ellers hoerer til af hygge. Pludselig hoerte vi aber i naerheden. Wilbert lokkede dem til med sit abekald. Og inden laenge, var vores kano besoegt af vilde aber. De kravlede rund paa os, og spiste den frugt, vi havde med til dem. Det var en fantastisk oplevelse!!!
Efter et par timer sejlede vi hjem uden den store fangst. Jeg var den eneste, der havde fanget en mindre piratfisk.
Senere pakkede vi alt vores grej. I aften skulle vi overnatte midt i junglen. Vi sejlede op ad de mindre floder, og om muligt, blev det endnu mere jungleagtigt. Vi sejlede stille op ad floderne og kiggede pa og lyttede til fugle. Vi saa ogsaa en masse kaempe aakander og smukke blomster. Efter noget tid, slog vi lejr. Vores guider haengte haengekoejer op, med myggenet omkring sig. Derfter blev der lavet baal og mad. Imens vi ventede paa maden blev det morkt, og pludselig dukkede alle dyrene op. Foerst kom der en junglemus frem, paa stoerelse med en lille kat. Vi fangede den et kort oejeblik, men den stak af fra os. Lidt efter kom der en bullfrog paa besoeg. Denne bullfrog er kaempestor og kan springe 3 meter. Vi indsatte en vild jagt ind i junglen for at fange den. Pludselig tankte man ikke saa meget paa giftslanger, edderkopper og andet kryb. Vi tog en tur ind i junglen for at finde flere dyr...og de var over alt! Forst saa vi en skorpionedderkop, et oldtidlevn. derfter fik Wilber oeje paa en lille natabe/mus. Vi kunne gaa helt taet paa den og tage fine billeder. Vi saa op til flere store og giftige edderkopper igen. skorpioner, glasfroer, store myrestier, som mest af alt lignede groenne blade paa vandring, vi saa smukke larver. Taet paa vores lejr, var der en gigantisk fugleedderkop, som gemte sig i et hul i traet. Vi lokkede den ud med en pind, for bedre at kunne se den. Det var en fantastik nattetur. Efter det spiste vi aftensmad, og saa tog vi en nattetur paa flodenv - det var blevet aligatortid! Vi sejlede rund i lang tid, og lyste med vores lygter. Wilbert lavede aligatorlyde, men i lang tid var der ikke bid. Pludselig spottede han et oeje i det fjerne og vi sejlede i hoej fart lige mod maelet. Wilbert fik kort fat i en mellemstor aligator, men den slap desvaere fra ham. I det mindste vidste vi nu, hvad vi skulle se efter. Inden laenge var der igen et oeje der lyste i det fjerne. Wilber fik med det samme fat i en lille aligatorunge. Der var stor opstandelse i kanoen. Det var saa syret pludselig, at sidde med en aligator i haenden. En anden unge blev fanget, nu sad jeg og holdt paa to!! Ubeskriveligt fed fornemmelse!
Saa var det tid til at komme tilbage til lejren og sove. Jeg sov ikke meget den nat. En blanding af dagens oplevelser, dét at skulle sove midt i junglen i haengekoeje, og saa utallige myggestik, der kloede som en i helvede!
Sidste dag i junglen. Vi pakkede vores grej sammen, kyssede aligatorne farvel, og sejlede mod vores lodge. Der var lige tid til en sidte svoemmetur, men midt i det hele, blev der kaldt fra hytten "snake, snake!" Vi loeb op til hytten, og hoejt oppe under taget, havde en boaslange taget husly. Vores guide kravlede op under taget og hentede slangen ned. Pludselig stod Alluruz med en lange viklet tundt om hans arm. Det var en mindre boa, og den var saa smuk og fantastisk at roere ved, som en stor muskel. Vores tur kunne ikke vaere sluttet bedre. Vi var overglade og foelta alle, at det havde vaeret en super vild tur.
Lidt efter tog vi turen tilbage til Iqutos. Samme underlige by. Det var tid til at komme videre. Jeg besluttede at tage flyet til Lima, og derefter en 20 timers bustur til Cuzco. Kevin har aendret sine planer, og kommer imorgen.
Nu skal der atter trekkes!
Junglehilsener
Alluruz
onsdag den 14. januar 2009
Iquitos
Saa er det tid til at drage videre. Hjemmefra, havde jeg lagt en masse planer for hvor jeg skulle hen hvornaar, men naar man er ude, aendres planer meget nemt. Efter trekket ville jeg gerne videre. Det oplagte maal var Cusco, men efter en snak med Kevin (amerikaneren), aabnede jeg mig atter op for noget nyt. Kevin har en veninde, der arbejdermed medicinsk forskning hos de lokale indianerstammer i Iquitos, Perus nordoest ende, graensende op til Brasilliens Amazonjungle... Saa nu staar det altsaa paa jungletur det naeste stykke tid.
Jeg tager bussen fra Huaraz i aften. En lille smuttur paa 7 timer til Lima. Derefter hedder det fly til Iquitos. Flybilletten er lidt peberet, ca. 1100 kr, men det er eventyret der taeller, og Alluruz lugter eventyr.
Kaerlige tanker
Alluruz
Jeg tager bussen fra Huaraz i aften. En lille smuttur paa 7 timer til Lima. Derefter hedder det fly til Iquitos. Flybilletten er lidt peberet, ca. 1100 kr, men det er eventyret der taeller, og Alluruz lugter eventyr.
Kaerlige tanker
Alluruz
tirsdag den 13. januar 2009
Santa Cruz
FANTASTISK!!!! HELT IGENNEM FANTASTISK!!!!
Jeg har vaeret ude og trekke. Jeg ved ikke om jeg overhovedet kan beskrive det, men jeg vil ydmygt goere et forsoeg.
Jeg moedte paa hostellet 4 medtrekkere. En amerikansk gut (Kevin), en svensk gut (Jonas), en svensk pige (Susan) og endelig en australsk pige (Chantal). Vi besluttede, at tage det smukke trek Santa Cruz, et 4 dages hike, paa ca 40 km, med det hoejeste punkt paa 4750 m.
Foerst skal man koebe ind... ekstremt svaert for 5 mennesker, fra forskellige kulturer, med forskellige madvaner, at beslutte hvad der skal koebes. Det tog sin tid, men menuerne til de forskellige aftener, bestod af det saedvanlige pasta med et par daaser af ukendt indhold. Ellers stod alt andet for egen regning. Jeg kan ikke fatte, hvor meget de andre slaebte med af slik, kage (flere kg).
Vi skulle med bussen fra Huaraz kl 6 loerdag morgen... den var selvfoegelig forsinket en times tid. Turen op i bjergene gik mest med at droemme, men vaagnede ved en fantastisk tyrkis farvet bjergsoe. Jeg var vaagen resten af turen op (4 timer), mest fordi det gik op for mig, hvor ligegyldigt et peruviansk buschauffoers liv er for en peruviansk buschauffoer... faktisk var han paent ligeglad med det hele, for han koerte som han ikke kunne se bjerge, og med soemmet i bund.
Det gik, og vi var nu klar til at trekke!
Dag 1.
Det skoenneste vejr! Vi vandrede stille og roligt ned igennem bjergene, hvor vi stoedte paa den ene indianer landsby efter den anden. Hver gang vi kom forbi et sted med mennesker, hoerte vi ¨hola!¨ ¨hola!¨, og boernene kom loebene ud paa stien til os. Fantastiske smukke og soede, er de boernene her i Peru. Men de er ogsaa meget fattige. De lever i de mest simple huse, hvor samlingstedet ikke er hverken fjernsynet eller computeren, men derimod ildstedet. Dette ildsted midt i huset medvirkede, at der var fyldt med roeg. Vi kunne naesten ikke faa vejret der.
Naar vi gik paa stien, kunne vi i det fjerne se, hvordan de hoejt oppe paa bjegsiderne, arbejdede paa deres smaa marker, langt vaek fra landsbyerne. Det var utroligt tankevaekkende og satte mange ting i perspektiv.
Mange landsbyer, mange huse, mange ¨hola!¨, mange venlige ansigter senere, havnede vi i den foerste dal. Det var saa smukt og overvaeldende! Vi blev fulgt paa vej af en kaempe brusende flod, af vilde heste, faareflokke, og ensomme oeredefiskere. Vi havde stort set dalen for os selv.
Efter 8 km. uden de store udsving, endte vi ved vores foerste lejrsted. Vi satte telte op... og saa begyndte det at oese ned! Vi var forberedte paa at det nok ville komme, da det er regntid i bjergene, plus at vi havde set det hele ugen i Huaraz - super solskin om formiddagen og eftermiddagen - konstant regn fra ca. kl. 16. Det var frysende koldt, at staa og lave mad til fem mennesker over et primus, og da alle havde spist kl. 19.30, gik vi i seng - intet hyggeligt lejrliv her.
Kl. 4. om morgenen blev vi vaekket af Susan, som ville sove i vores telt, da alt hendes toej, samt sovepose var drivvaad (hun havde vist ogsaa et lille crush paa Kevin, saa det var fint nok... bortset fra, at hun snakker konstant, og hun nu ogssa syntes, at det var det rette tidspunkt, at fortaelle hendes livshistorie. Super irriterende!!)
Dag 2
Vi startede dagen med, at hente alt vores toej, som vi om natten, havde haengt til toerre i lokumsbygningen, lidt vaek. Vi spiste en intetsigende portion oakmeal, og var nu klar til at trekke igen. Vi vidste, at denne dag ville blive haard, for vi skulle op til et pas paa 4750 meter. Ingen himmelraabende smukt. Vi vandrede nu hoejt oppe over dalen, og alligevel straekte bjergene sig majestaetisk over os.
Vi fandt hver vores vandreflow, jonas og jeg i front (selvom det var os der slaebte de tunge telte), og de andre halsende bagefter. De led forfaerdeligt af hoejdeproblemer, og deres lunger og hjerter foeltes som raslendene sten, for hver aandedraet de tog.
Vi vandrede hoejere og hoejere... blev moedt af enlige bjergsoer og smaa vandfald hele tiden. Vi blev ved med at udsaette frokkosten, da vi hele tiden troede, at nu maatte vi snart naa toppen. Vi tog fejl - der var timer til toppen, og da vi naede snegraensen, maatte vi konstant stoppe og vente paa de tre andre, der var fuldstandigt udmattede. Tiden var loebet lidt fra os, og ud fra, hvor haardt jeg selv synes det var (har aldrig proevet noget saa haardt og udmattende), og ud fra hvor doede de andre var i blikket, troede jeg serioest ikke at de ville klare det til toppen. Pludselig moedte vi en aeseldriver, som kom ud af ingenting. Han fortalte os, at der var et kvarter til passet. Det gav os alle nyt mod, og efter en sidste staedig og haard kamp, naede Alluruz, som den foerste toppen. Jeg kan slet ikke beskrieve foelsen af, at vaere naet til toppen, det var intet mindre end fuldstaendigt fantastisk. Da de andre lidt efter lidt dukkede op, hujede, grinede og skreg vi. Foelsen af at gruppen havde klaret det var meget speciel.
Vi spiste frokost paa toppen og vandrede nu 800 hoejde meter ned mod naeste lejrplads. Paa vejen ned, saa vi et gigantisk sten/sneskred.
Lejrpladsen blev naet. Der blev diskuteret om vi skulle fortsaette et par timer endnu, saa vi havde mulighed for, at naa hele trekket paa 3 dage (her havde vi vandret 8 timer/10 km). Mine foedder var saa smadret. Havde faet en vabel paa hoejre fod, lige lidt mindre end Peru, saa jeg kunne umuligt fortsaette. De andre var ogsa flade, saa det blev hurtig besluttet, at vi skulle blive. Igen blev teltene sat op, saa kom regnen. Rutinen fra dagen foer blev genoptaget. Jeg har sjaeldent frosset saa meget. Men efter en halv time i sovepose, kom varmen og jeg sov som et lille barn (eller som jeg normalt goer).
3. dag
Vi vaagnede kl. 6, og det regnede kraftigt. Vi besluttede at skippe morgenmaden, og komme afsted, saa hurtigt som muligt. Vi ville gerne naa trekket paa tre dage, men det betoed, at vi saa skulle vandre 20 km, hvilket ikke syntes saelig realistisk.
Vi havde vandret en time, da solen begyndte at varme vores kolde og vaade legemer. Det viste sig, at solen skulle foelge os resten af dagen - vi havde fantastisk vejr!! Vi vandrede stille og roligt nedad. Foerst igennem en kaempe flad dal, et par kilometer. Der var sma soer og aer, som gjorde det svaert at navigere, og pludselig blev vi klar over, at vi havde mistet stien, og at den var paa den anden side af dalen. Vi maate kampe os frem i det vaade landskab, og for at komme rundt om en kampe soe for enden af dalen, maatte vi vaelge en alternativ sti, som vist kun var kendt af de lokale koer. Vi mistede en time paa dette fejltrin, og humoeret hos pigerne var ikke saa hoejt.
Efter soen kom vi til et fantastisk trek fulgt af en smuk og brussende flod (Faktisk fulgte den os resten af vejen).
Landskabet aendrede sig hele tiden. Fra smaa dale, til klippesider, til overrisleder stier, til scenarier, som mest mindede om gamle cowboyfilm med kaktusser, som langsomt floed over i jungleligndende scenarier. Det hele var enormt smukt!! Humoeret steg og vi vandrede godt til. Pludselig moedte vi en familie, der fortalte os, at enden af trekket var, 3 timer fremme. Saa moedte vi nogle, der fortalte at det var 2.5 time fremme. Saa regnede vi selv lidt paa det, og kunne tyde os frem til seks km. Saa saa vi et skilt, hvor der stod 3. km... Jeg ved ikke hvor langt der var, men det ma ha' vaeret de langste km. jeg nogensinde har gaaet, for det blev bare ved og ved og ved... men saa pludselig, var maaelet naaet!! Vi havde paa denne 3. dag vandret 20 km. op og ned. Forloesende og fantastisk var det!
I byen fik vi hurtigt en taxa, som kunne koere os til bussen hjem. Med det samme jeg steg ind i bilen, fik jeg enormt hoejdesyge og knaldende hovedpine. Det er ikke det fedeste, nar man koerer, men en ung taxachauffoer, som tror, at han deltager i verdens hoejst placeret rallyloeb. Han koerte saa staerkt, og udsigten var bare ned ned ned, flere 1000 meter. Jeg besluttede mig for, at jeg ikke kunne overskue det. Taenkte et par tanker om de naermedste derhejmme og hengav mig i chauffoerens magt.
Vi klarede det! Vi naede til busterminalen, men der var ingen luksusbus, der ventede paa os, kun hvad de hernede kalder en microbus, hvilket er en varevogn, der bliver fyldt til renden af mennesker. Jeg havde i mellemtiden faaet det bedre. Men ogsaa denne chauffoer holdt af fart. Paa de mindste veje koerte han som doed og helvede, og det var bestemt de andre der skulle flytte sig for ham. Han virkede mildest talt som een, der havde tygget lidt for mange cocablade, og nu troede, at han deltog i et eller andet sygt computerspil. Det fik mig til at taenke paa, at jeg ville vaere mere sikker paa mit liv, vadende ind i det fattigste kvarter i Lima, ifoert min nyeste pels og bling bling, og erklaere, at dette kvarter nu var erobret af den maegtige inkvistitator Alluruz, end at koere med den offentlige transport...Det var en meget lang tur hjem!!!
Tilbage igen paa det dejlige hostel Carolina. Udtaenker mit naeste traek.
Kaerlige tanker
Alluruz
Jeg har vaeret ude og trekke. Jeg ved ikke om jeg overhovedet kan beskrive det, men jeg vil ydmygt goere et forsoeg.
Jeg moedte paa hostellet 4 medtrekkere. En amerikansk gut (Kevin), en svensk gut (Jonas), en svensk pige (Susan) og endelig en australsk pige (Chantal). Vi besluttede, at tage det smukke trek Santa Cruz, et 4 dages hike, paa ca 40 km, med det hoejeste punkt paa 4750 m.
Foerst skal man koebe ind... ekstremt svaert for 5 mennesker, fra forskellige kulturer, med forskellige madvaner, at beslutte hvad der skal koebes. Det tog sin tid, men menuerne til de forskellige aftener, bestod af det saedvanlige pasta med et par daaser af ukendt indhold. Ellers stod alt andet for egen regning. Jeg kan ikke fatte, hvor meget de andre slaebte med af slik, kage (flere kg).
Vi skulle med bussen fra Huaraz kl 6 loerdag morgen... den var selvfoegelig forsinket en times tid. Turen op i bjergene gik mest med at droemme, men vaagnede ved en fantastisk tyrkis farvet bjergsoe. Jeg var vaagen resten af turen op (4 timer), mest fordi det gik op for mig, hvor ligegyldigt et peruviansk buschauffoers liv er for en peruviansk buschauffoer... faktisk var han paent ligeglad med det hele, for han koerte som han ikke kunne se bjerge, og med soemmet i bund.
Det gik, og vi var nu klar til at trekke!
Dag 1.
Det skoenneste vejr! Vi vandrede stille og roligt ned igennem bjergene, hvor vi stoedte paa den ene indianer landsby efter den anden. Hver gang vi kom forbi et sted med mennesker, hoerte vi ¨hola!¨ ¨hola!¨, og boernene kom loebene ud paa stien til os. Fantastiske smukke og soede, er de boernene her i Peru. Men de er ogsaa meget fattige. De lever i de mest simple huse, hvor samlingstedet ikke er hverken fjernsynet eller computeren, men derimod ildstedet. Dette ildsted midt i huset medvirkede, at der var fyldt med roeg. Vi kunne naesten ikke faa vejret der.
Naar vi gik paa stien, kunne vi i det fjerne se, hvordan de hoejt oppe paa bjegsiderne, arbejdede paa deres smaa marker, langt vaek fra landsbyerne. Det var utroligt tankevaekkende og satte mange ting i perspektiv.
Mange landsbyer, mange huse, mange ¨hola!¨, mange venlige ansigter senere, havnede vi i den foerste dal. Det var saa smukt og overvaeldende! Vi blev fulgt paa vej af en kaempe brusende flod, af vilde heste, faareflokke, og ensomme oeredefiskere. Vi havde stort set dalen for os selv.
Efter 8 km. uden de store udsving, endte vi ved vores foerste lejrsted. Vi satte telte op... og saa begyndte det at oese ned! Vi var forberedte paa at det nok ville komme, da det er regntid i bjergene, plus at vi havde set det hele ugen i Huaraz - super solskin om formiddagen og eftermiddagen - konstant regn fra ca. kl. 16. Det var frysende koldt, at staa og lave mad til fem mennesker over et primus, og da alle havde spist kl. 19.30, gik vi i seng - intet hyggeligt lejrliv her.
Kl. 4. om morgenen blev vi vaekket af Susan, som ville sove i vores telt, da alt hendes toej, samt sovepose var drivvaad (hun havde vist ogsaa et lille crush paa Kevin, saa det var fint nok... bortset fra, at hun snakker konstant, og hun nu ogssa syntes, at det var det rette tidspunkt, at fortaelle hendes livshistorie. Super irriterende!!)
Dag 2
Vi startede dagen med, at hente alt vores toej, som vi om natten, havde haengt til toerre i lokumsbygningen, lidt vaek. Vi spiste en intetsigende portion oakmeal, og var nu klar til at trekke igen. Vi vidste, at denne dag ville blive haard, for vi skulle op til et pas paa 4750 meter. Ingen himmelraabende smukt. Vi vandrede nu hoejt oppe over dalen, og alligevel straekte bjergene sig majestaetisk over os.
Vi fandt hver vores vandreflow, jonas og jeg i front (selvom det var os der slaebte de tunge telte), og de andre halsende bagefter. De led forfaerdeligt af hoejdeproblemer, og deres lunger og hjerter foeltes som raslendene sten, for hver aandedraet de tog.
Vi vandrede hoejere og hoejere... blev moedt af enlige bjergsoer og smaa vandfald hele tiden. Vi blev ved med at udsaette frokkosten, da vi hele tiden troede, at nu maatte vi snart naa toppen. Vi tog fejl - der var timer til toppen, og da vi naede snegraensen, maatte vi konstant stoppe og vente paa de tre andre, der var fuldstandigt udmattede. Tiden var loebet lidt fra os, og ud fra, hvor haardt jeg selv synes det var (har aldrig proevet noget saa haardt og udmattende), og ud fra hvor doede de andre var i blikket, troede jeg serioest ikke at de ville klare det til toppen. Pludselig moedte vi en aeseldriver, som kom ud af ingenting. Han fortalte os, at der var et kvarter til passet. Det gav os alle nyt mod, og efter en sidste staedig og haard kamp, naede Alluruz, som den foerste toppen. Jeg kan slet ikke beskrieve foelsen af, at vaere naet til toppen, det var intet mindre end fuldstaendigt fantastisk. Da de andre lidt efter lidt dukkede op, hujede, grinede og skreg vi. Foelsen af at gruppen havde klaret det var meget speciel.
Vi spiste frokost paa toppen og vandrede nu 800 hoejde meter ned mod naeste lejrplads. Paa vejen ned, saa vi et gigantisk sten/sneskred.
Lejrpladsen blev naet. Der blev diskuteret om vi skulle fortsaette et par timer endnu, saa vi havde mulighed for, at naa hele trekket paa 3 dage (her havde vi vandret 8 timer/10 km). Mine foedder var saa smadret. Havde faet en vabel paa hoejre fod, lige lidt mindre end Peru, saa jeg kunne umuligt fortsaette. De andre var ogsa flade, saa det blev hurtig besluttet, at vi skulle blive. Igen blev teltene sat op, saa kom regnen. Rutinen fra dagen foer blev genoptaget. Jeg har sjaeldent frosset saa meget. Men efter en halv time i sovepose, kom varmen og jeg sov som et lille barn (eller som jeg normalt goer).
3. dag
Vi vaagnede kl. 6, og det regnede kraftigt. Vi besluttede at skippe morgenmaden, og komme afsted, saa hurtigt som muligt. Vi ville gerne naa trekket paa tre dage, men det betoed, at vi saa skulle vandre 20 km, hvilket ikke syntes saelig realistisk.
Vi havde vandret en time, da solen begyndte at varme vores kolde og vaade legemer. Det viste sig, at solen skulle foelge os resten af dagen - vi havde fantastisk vejr!! Vi vandrede stille og roligt nedad. Foerst igennem en kaempe flad dal, et par kilometer. Der var sma soer og aer, som gjorde det svaert at navigere, og pludselig blev vi klar over, at vi havde mistet stien, og at den var paa den anden side af dalen. Vi maate kampe os frem i det vaade landskab, og for at komme rundt om en kampe soe for enden af dalen, maatte vi vaelge en alternativ sti, som vist kun var kendt af de lokale koer. Vi mistede en time paa dette fejltrin, og humoeret hos pigerne var ikke saa hoejt.
Efter soen kom vi til et fantastisk trek fulgt af en smuk og brussende flod (Faktisk fulgte den os resten af vejen).
Landskabet aendrede sig hele tiden. Fra smaa dale, til klippesider, til overrisleder stier, til scenarier, som mest mindede om gamle cowboyfilm med kaktusser, som langsomt floed over i jungleligndende scenarier. Det hele var enormt smukt!! Humoeret steg og vi vandrede godt til. Pludselig moedte vi en familie, der fortalte os, at enden af trekket var, 3 timer fremme. Saa moedte vi nogle, der fortalte at det var 2.5 time fremme. Saa regnede vi selv lidt paa det, og kunne tyde os frem til seks km. Saa saa vi et skilt, hvor der stod 3. km... Jeg ved ikke hvor langt der var, men det ma ha' vaeret de langste km. jeg nogensinde har gaaet, for det blev bare ved og ved og ved... men saa pludselig, var maaelet naaet!! Vi havde paa denne 3. dag vandret 20 km. op og ned. Forloesende og fantastisk var det!
I byen fik vi hurtigt en taxa, som kunne koere os til bussen hjem. Med det samme jeg steg ind i bilen, fik jeg enormt hoejdesyge og knaldende hovedpine. Det er ikke det fedeste, nar man koerer, men en ung taxachauffoer, som tror, at han deltager i verdens hoejst placeret rallyloeb. Han koerte saa staerkt, og udsigten var bare ned ned ned, flere 1000 meter. Jeg besluttede mig for, at jeg ikke kunne overskue det. Taenkte et par tanker om de naermedste derhejmme og hengav mig i chauffoerens magt.
Vi klarede det! Vi naede til busterminalen, men der var ingen luksusbus, der ventede paa os, kun hvad de hernede kalder en microbus, hvilket er en varevogn, der bliver fyldt til renden af mennesker. Jeg havde i mellemtiden faaet det bedre. Men ogsaa denne chauffoer holdt af fart. Paa de mindste veje koerte han som doed og helvede, og det var bestemt de andre der skulle flytte sig for ham. Han virkede mildest talt som een, der havde tygget lidt for mange cocablade, og nu troede, at han deltog i et eller andet sygt computerspil. Det fik mig til at taenke paa, at jeg ville vaere mere sikker paa mit liv, vadende ind i det fattigste kvarter i Lima, ifoert min nyeste pels og bling bling, og erklaere, at dette kvarter nu var erobret af den maegtige inkvistitator Alluruz, end at koere med den offentlige transport...Det var en meget lang tur hjem!!!
Tilbage igen paa det dejlige hostel Carolina. Udtaenker mit naeste traek.
Kaerlige tanker
Alluruz
fredag den 9. januar 2009
Huaraz
Saa er jeg ankommet til Huaraz (tre dage siden).
Det er en by 7 timer nord for Lima. Her er smukt og spaendende - beskidt og larmende.
Det er en rigtig indianerby. Kvinderne gaar rundt i farverige klaeder,hoeje hatte, med deres boern i bylt, de tygger cocca, og saelger deres varer fra de omkringliggende bjerge.
Foeler at min tur er startet for alvor. Der er masser af indtryk hele tiden. Igaar blev jeg ven med en llama, midt i byen, skraldebilerne koerer rundt med salsa musik, og der bor grise og hoens paa tagene.
Jeg bor paa et hostel drevet af en familie. De er meget venlige og her er stille og roligt, modsat hostellet i Liama. Jeg betaler 26 kr pr.nat, men saa er der ogsaa inkluderet laekker morgenmad. Jeg regner medat bliver her en uges tid. Det er et trekking omraade, saa jeg skal udog vandre en masse.
De sidste to dage, har jeg brugt paa at aklimatiserer for hoejderne. Jeg har vaeret oppe 3500 meter og koere mountainbike. Helt fantastisk fornemmelse, at koere rundt omgivet at smukke smukke bjerge. Foeste tur, var lidt hard for lungerne (min anden dag), men det gik bedre end forventet. Vejen ned, gik ad smaa landsbyer... det var virkelig fantastisk! Som at koere en tur ned igennem historien, for man var virkelig 300 aar tilbage i tiden. Grise og hoens paa vejen, indianere i farvestraelende toej, beskaeftiget med deres goeremaal - blandt andet at foere en lille baek gennem byerne. Der var den her vidunderlige duft af braendt eukalyptustrae fra deres ildsteder... svaert at beskrive!
OG SAA VAR DER HUNDENDE!!! De her bidske baester, som er sindsygt territoriale... hver gang man kom forbi et hus loeb de efter mig, goede og halsede, og bed efter mine ben. Havde faet af vide af en guide, at det bedste at goere, var at standse op (ikke det man har mest lyst til, naar der staar en koeter og viser taender), og derefter vinke dem vaek eller raebe af dem. Desuden havde jeg smaa steen i lommen, som jeg kastede paa dem, naar de kom for taet. Super stressende, men alligevel fuldstaendig fantastisk tur!
Imorgen skal jeg paa et fire dages trek i bjergene, sammen med fire andre, jeg har moedt paa hostellet. Glaeder mig sindsygt meget! Vi er idag igang med at forberede det hele. Telte, soveposer, liggeunderlag, gasblus, vandrestoevler, huer, kort, mad, solcreme, regnjakker, varmt toej, rensetabeletter... o.s.v.
Jeg mener at, det hoejeste punkt vi naar, er 4750 m!!!
Glaeder mig!
Alluruz
Det er en by 7 timer nord for Lima. Her er smukt og spaendende - beskidt og larmende.
Det er en rigtig indianerby. Kvinderne gaar rundt i farverige klaeder,hoeje hatte, med deres boern i bylt, de tygger cocca, og saelger deres varer fra de omkringliggende bjerge.
Foeler at min tur er startet for alvor. Der er masser af indtryk hele tiden. Igaar blev jeg ven med en llama, midt i byen, skraldebilerne koerer rundt med salsa musik, og der bor grise og hoens paa tagene.
Jeg bor paa et hostel drevet af en familie. De er meget venlige og her er stille og roligt, modsat hostellet i Liama. Jeg betaler 26 kr pr.nat, men saa er der ogsaa inkluderet laekker morgenmad. Jeg regner medat bliver her en uges tid. Det er et trekking omraade, saa jeg skal udog vandre en masse.
De sidste to dage, har jeg brugt paa at aklimatiserer for hoejderne. Jeg har vaeret oppe 3500 meter og koere mountainbike. Helt fantastisk fornemmelse, at koere rundt omgivet at smukke smukke bjerge. Foeste tur, var lidt hard for lungerne (min anden dag), men det gik bedre end forventet. Vejen ned, gik ad smaa landsbyer... det var virkelig fantastisk! Som at koere en tur ned igennem historien, for man var virkelig 300 aar tilbage i tiden. Grise og hoens paa vejen, indianere i farvestraelende toej, beskaeftiget med deres goeremaal - blandt andet at foere en lille baek gennem byerne. Der var den her vidunderlige duft af braendt eukalyptustrae fra deres ildsteder... svaert at beskrive!
OG SAA VAR DER HUNDENDE!!! De her bidske baester, som er sindsygt territoriale... hver gang man kom forbi et hus loeb de efter mig, goede og halsede, og bed efter mine ben. Havde faet af vide af en guide, at det bedste at goere, var at standse op (ikke det man har mest lyst til, naar der staar en koeter og viser taender), og derefter vinke dem vaek eller raebe af dem. Desuden havde jeg smaa steen i lommen, som jeg kastede paa dem, naar de kom for taet. Super stressende, men alligevel fuldstaendig fantastisk tur!
Imorgen skal jeg paa et fire dages trek i bjergene, sammen med fire andre, jeg har moedt paa hostellet. Glaeder mig sindsygt meget! Vi er idag igang med at forberede det hele. Telte, soveposer, liggeunderlag, gasblus, vandrestoevler, huer, kort, mad, solcreme, regnjakker, varmt toej, rensetabeletter... o.s.v.
Jeg mener at, det hoejeste punkt vi naar, er 4750 m!!!
Glaeder mig!
Alluruz
mandag den 5. januar 2009
Baggage... second half
ENDELIG!!!!
Min baggae kom i gaar aftes - det var saadan en lettelse! Ikke et oeje var toert. Her paa hostelet er jeg kendt som "the guy who waits for his luggage", saa alle klappede og hujede, da jeg endelig kom gaaende med min rygsaek... nogle spurgte endda om de kunne faa lov at roere ved den!! :o)
Saa... jeg har haft det godt i Lima. Har moedt nogle fantastisk soede folk (nogle fanger jeg maaske senere paa min tur), meeen har faaet lidt ooe/hostel kuller og er mere end klar til at komme afsted. Jeg har bestilt en natbus til Huaraz... Mountains and treeking, here I come!!!
Jeg regner ogsaa med, at tage en uges intensivt spanskkursus, naar jeg naar frem - Det gaar godt i traad med, at det er vigtig at aklimatisere for hoejderne. Det gaar endnu bedre i traad med, at mit spanske ikke raekker til saerligt meget mere, end at udstille mig selv, som den gringo jeg er... "Hablas Ingles?"
Wauw, glaeder mig virkelig til at komme afsted!!
Alluruz
Min baggae kom i gaar aftes - det var saadan en lettelse! Ikke et oeje var toert. Her paa hostelet er jeg kendt som "the guy who waits for his luggage", saa alle klappede og hujede, da jeg endelig kom gaaende med min rygsaek... nogle spurgte endda om de kunne faa lov at roere ved den!! :o)
Saa... jeg har haft det godt i Lima. Har moedt nogle fantastisk soede folk (nogle fanger jeg maaske senere paa min tur), meeen har faaet lidt ooe/hostel kuller og er mere end klar til at komme afsted. Jeg har bestilt en natbus til Huaraz... Mountains and treeking, here I come!!!
Jeg regner ogsaa med, at tage en uges intensivt spanskkursus, naar jeg naar frem - Det gaar godt i traad med, at det er vigtig at aklimatisere for hoejderne. Det gaar endnu bedre i traad med, at mit spanske ikke raekker til saerligt meget mere, end at udstille mig selv, som den gringo jeg er... "Hablas Ingles?"
Wauw, glaeder mig virkelig til at komme afsted!!
Alluruz
fredag den 2. januar 2009
Baggage
AAAAARRRGHHH!!!!
Har ikke faet min baggage endnu. Vi bliver ved med at ringe til dem i lufthavnen. Min baggage ER kommet, men de bliver ved med at udskyde leveringen... Jeg er ved at vaere godt traet af det. Jeg vil sagtens kunne tage derud, men de bliver ved med at sige, at de kommer lige om lidt!?
Naa... Jeg havde ellers en god Nytaarsaften. Her kom temmelig mange mennesker paa hostellet, saa der blev festet og danset paa bordene. Senere paa aftenen, tog jeg til et spillested, hvor der var det laekreste latin bigband. Det swingede, som jeg sjaeldent har hoert det. Alluruz maatte ud og danse salsa med de lokale chikas.
Samme aften moedte jeg et par, Eddy (australier) og Aemee (franskmand). Vi swinger godt sammen, og de har lavet nogle fede ting hernede, blandt andet har de koebt en hest til et trek, og solgt den igen!!? Desvaerre, skal de hjem om et par dage. Men idag var jeg med Eddy ved stranden for at surfe... MEN JEG MANGLER STADIG MINE TING (bl.a. badebukser).
Man faar snakket meget om forskellige steder her i Peru. Jeg er blevet lidt hooked paa at tage Nordpaa til Huaraz, et efter sigende fantastisk trekking omraade.
Jeg vil gerne videre snart...
Godt nytaar til alle - haaber det bliver givende paa alle mulige maader!
Alluruz
Har ikke faet min baggage endnu. Vi bliver ved med at ringe til dem i lufthavnen. Min baggage ER kommet, men de bliver ved med at udskyde leveringen... Jeg er ved at vaere godt traet af det. Jeg vil sagtens kunne tage derud, men de bliver ved med at sige, at de kommer lige om lidt!?
Naa... Jeg havde ellers en god Nytaarsaften. Her kom temmelig mange mennesker paa hostellet, saa der blev festet og danset paa bordene. Senere paa aftenen, tog jeg til et spillested, hvor der var det laekreste latin bigband. Det swingede, som jeg sjaeldent har hoert det. Alluruz maatte ud og danse salsa med de lokale chikas.
Samme aften moedte jeg et par, Eddy (australier) og Aemee (franskmand). Vi swinger godt sammen, og de har lavet nogle fede ting hernede, blandt andet har de koebt en hest til et trek, og solgt den igen!!? Desvaerre, skal de hjem om et par dage. Men idag var jeg med Eddy ved stranden for at surfe... MEN JEG MANGLER STADIG MINE TING (bl.a. badebukser).
Man faar snakket meget om forskellige steder her i Peru. Jeg er blevet lidt hooked paa at tage Nordpaa til Huaraz, et efter sigende fantastisk trekking omraade.
Jeg vil gerne videre snart...
Godt nytaar til alle - haaber det bliver givende paa alle mulige maader!
Alluruz
Abonner på:
Opslag (Atom)
