I La paz bookede jeg en togtur mod Uyuni i syd. Saa virkelig frem til at rejse med tog, da der er noget gammeldags og afslappet ved det. Jeg blev ikke skuffet... et langt flot tog ventede paa os, og saa afsted. Inden laenge befandt vi os i det flade altoplano, hvor man i det fjerne kunne spotte hoeje bjerge. Det var her paa dette straek, at jeg saa det smukkeste jeg nogensinde har set. Solen var saa smaat begyndt at gaa ned, og da vi havde panorama udsigt over hele horisonten (pga. det flade terraen), kunne man se solen farve hele himmelen i de smukkeste farver. Efterhaanden dukkede smaa soer op, som spejlede hele dette fantastiske scenarie, men det blev smukkere og smukkere! Paa et tidspunkt naede vi til en kaempe soe, alt gik i eet, flamingoer floej side om side med toget, som stille svaevede et sted immellem soe og himmel - det var ufatteligt smukt!!!
Kl. 2 om natten naede vi den lille by Uyuini. Vi loggede os ind paa et hostel, og faldt hurtigt i soevn. Naeste dag var det tid til at bestille en tour rundt i oerkenen. Endnu engang maatte jeg sande, at det kan tage sin tid at finde rundt i de forskellige bureauers tilbud. Vi fandt endelig et udemaerket tilbud, men vi kunne foerst komme afsted naeste dag. What to do in Uyuini?? Egentligt ikke andet end at sidde hele dagen med en koelig pilsner, og se byen optraede.
Saa blev det morgen, og vi skulle afsted. som aftalt moedte vi op halv 11, og foerst et par sydamerikanske minutter senere (dvs. halvanden time senere), kunne vi stige ind i jeepen, som skulle transportere os rundt i orkenen. Med os var to franske par - et ungt og et gammelt.
Vi startede med at koere lidt ud af byen, til en slags kierkegaard for nedlagte lokomotiver. Ikke det mest ophidsende, men det blev da alligevel til et par klik paa kameraet. Iovrigt var der pakket med andre tourister, der ogsaa var paa tur... saa der var igennem hele turen en lille karavane af jeeps, som kaempede for, foerst at komme ud til de forskellige sevaerdigheder.
Naeste stop var selve saltsoen. Salar De Uyuni er verdens stoerste saltsoe ca. 10,582 km², til sammenligning kan jeg afsloere, at sjaelland kun er ca. 7,031 km², og at verdens hoejeste mand er 2.36 m!
Blev moedt af dette fantastiske syn... hvidt salt saa langt ojet raekker og himlen usaedvanligt blaa. Tog man sine solbriller af, blev man med det samme blaendet af det ufattelige skarpe lys. Ok... her var altsaa en masse salt. Vi koerte endnu endnu et time laengere ind i denne saltoerken til "fish Island" (det hed den ikke pga. de delikate fisk, man kunne faa midt i orkenen, men pga. at oen lignede en fisk... hvilket man nok skal ha' vaeret meget laenge i oerkenen for at kunne se!).
Fish Island var fantastisk!! En mindre klippeoe midt ude i ingenting. Paa selve oen voksede der store smukke kaktusser, som var mere en 9000 aar gamle. Det var her blev Alluruz forvandlet til Morfar paa fotosafari (en transformation, som iovrigt holdt resten af turen). Morfar fik knipset paent mange skud i kassen, men det var virkelig ogsaa specielt! Efter oen koerte vi videre til vores hostel... som selvfoelgelig var lavet af salt!
Naeste dag stod paa udflugt til store lagooner med flamingoer, men inden da, koerte vi lige et smut forbi maanen. Vi havnede i et landskab, som mere eller mindre lignede en stor ost. Det var som at vaere en milliard aar tilbage i tiden. Jeg lagde mig fx. tilrette paa en gigantisk groen svamp (nej, der var ikke udeling af stoffer paa turen). Det hele var saa syret - et fantastisk sted!
Naa, senere naaede vi lagunen med de mange flamingoer. Wauw - og saa videre til frokost.
Lidt senere paa dagen kom vi til et levende Salvador Dali maleri - en kaempe klippe, som igen stod midt i ingenting KNIPS. Derefter en fantastisk smuk soe, med alle farver i verden KNIPS KNIPS. Og endelig kom vi til vores naeste hostel, hvor der var frysende koldt og intet at lave, saa vi gik tideligt i seng, da vi alligevel skulle op kl. 4 om morgenen.
Tidligt tidligt stod vi op, og koerte i moerket mod endnu et maanelandskab. Her var der bare geisere, boblende mudderhuller og alt muligt andet sejt. Videre - vi skulle naa det hele. Som solen stod op, kunne vi betragte det ene smukke landskab efter det andet... det hoerte aldrig op. Ved en soe, hvor morgensolen tittede frem over bjergene, gjorde vi holdt ved en varm kilde. Aaaaaahh... det var simpelthen saa dejligt. Kunne ha' blevet der resten af dagen, men det ville ha' vaeret blevet ulaekkert, for alle de andre, der skulle svoemme rundt i min oploeste hud (ved virkelig ikke hvorfor jeg skrev det!!).
Sidste stop var den groenne lagune, der ikke var groen den dag, fordi det ikke blaeste... noget med alger og saadan... jaja, det var ogsaa smukt!
Efter en time blev vi paent sat af ved graensen til Chile. Det havde vaeret en fantastisk tur, med meget godt for nethinden. Nu gik turen mod Santiago!
Kaerligst Morfar
torsdag den 26. februar 2009
tirsdag den 24. februar 2009
La Paz, Death Road, Mountainclimbing - ACTION PACKED!
Saa kom turen til La Paz, verdens hoejest beliggende hovedstad (100000 m. over havets overflade).
Af gammel vane, skyndte jeg mig, at indlogere mig paa Loki hostel, partyhostel kaeden, som her i La Paz, levede fuldt op til sit ry...
Et par dage efter bookede Kevin og jeg, en mountainbike tur paa 'verdens farligste vej'. Vejen havde foer vaeret aabnet for almindelig trafik, men var blevet lukket pga. alt for mange uheld (op imod 10 om dagen). Grunden til alle disse uheld, kunne skyldes, at vejen for det foerste ikke er mere end 3 m bred, og til den ene side, en lodret afgrund 400 m ned i dybet. Tillaegger man sydamerikansk koersel, som tidligere beskrevet paa denne blog, har man 'The Death Road'.
Nu var der saa ingen biler laengere, og vejen var aabnet op for gale tourister, som gerne ville opleve suset, af denne 67 km lange vej ned ad bjerget... men saa var der selvfoelgelig ogsaa en t shirt til dem der klarede det i live!
Vi var en lille gruppe paa 6 personer, som alle syntes at det loed som en god deal. Paa med cykeltoejet, hjelm og solbriller...og saa derudaf! Til at starte med var det dog ca. 45 km paa en bred landevej (med tilhoerende trafik). Senere kom den "rigtige" vej - Death Road. Ingen maatte overhaele vores guide, men han hgav den gas, og med tiden blev man bedre, modigere, dummere - kald hvad du vil, og resten af turen laa jeg paa hjul med vores guide.
Det var en fantastisk fed fornemmelse at hjule derudaf, passe paa i svingene, unvige de store steen og nyde en super udsigt (400 m ned i dybet). Efterhaanden som vi kom nedad, blev det varmere og varmere, tropisk vegetation og store smukke vandfald dukkede op. Hele fornemmelsen af at suse afsted, kan maaske sammenlignes med at staa paa ski. Du er din egen herre, du har den fulde kontrol (det bilder du i hvertfald dig selv ind). 67 km senere naaede vi bunden. Havde med det samme lyst til at tage turen igen. Det var super fedt!!
Nu gik turen i minibus tilbage gennem bjergene, og det tog et ondt aar... det oedelagde lidt af oplevelsen, men saadan er det at vaere biker.
Tilbage i La Paz. Byen indboed ikke til saa mange sevaerdigheder og tiden foeltes til tider lidt lang. Det var blevet tid til et nyt stunt, et nyt adrenalinkick, saa hvorfor ikke bestige et bjerg?
Lidt nord for La Paz, findes et bjerg paa 6088 m over havets overflade. Jeg havde set billeder af folk med isoekser og bjergbestiger udstyr, rundt omkring paa cafeer i La Paz... havde ikke forestillet mig, at det skulle blive mig. Kevin havde snakket med to gutter (Tom fra England og Mike fra Sydafrika) fra hostellet om at proeve det af - jeg var klar!
Vi bookede en tur ved et af de mange touristkontorer. Proevede specielle stoevler, lejede bukser og jakker, snepigge til skoene, og isokser - jeg var klar!
Naeste dag blev vi hentet af vores guides og koerte mod foerste chekpoint ved bjergets fod. Da vi naede frem, tog vi vores gear paa og vandrede et lille stykke op til foden af en enorm gletcher. Her traenede vi de forskellige teknikker med reb, isoekse og pigsko. Det var ret underholdende at proeve kraefter med. Vi rapellede ogsaa ned ad gletchersiden!
Naeste dag havde vi vores forste trek op til basecamp 2. Det foregik med alt vores udstyr, og det blev stjelere og stejlere, haardere og haardere, men lige pludselig var vi der. Faktisk blev vi en smule overrasket over, at vi allerede var der, da kl. kun var omkring 11 om formiddagen. De fleste havde en ide om, at vi bare skulle spise frokost der, og saa videre op... men nej! Resten af dagen foregik i total kedsomhed, da der absolut intet var at lave. Vi vidste at vi skulle op kl 1 om natten, for at bestige bjerget (grunden til natbestigningen, var pga. sneen der, ville vaere mere fast og sikker at gaa i). Da vi havde sovet ca. 15 timer natten foer, var det ikke mange timers soevn lille Alluruz fik, og pludselig var kl.1 om natten (jeg faar det til at lyde saa nemt, men den dag var faktisk en af de kedeligste dage i mit liv...vente vente vente).
Ok... kl. var blevet 1 om natten - tid til at bestige bjerge!
Vi fik alt vores udstyr paa. Vores lille team blev delt op i to grupper. En guide, Tom og Kevin i den ene og en gudide, Mike og jeg i den anden. Vi blev forbundet med reb i tilfaelde af, en af os skulle falde/glide. Alt var buldrede moerkt og sneen slog ind i mit ansigt. Et par andre grupper kunne anes laengere oppe, i kraft af en lille karavane af hovedlamper - der var noget magisk over det! Til at starte med, gjaldt det om at finde sin egen rytme... dvs. vi skulle lige kunne foelge guiden, men det hele foregik i et roligt tempo. Jeg gik bag Mike, som gik langsommere end jeg, hvilket baade var godt og skidt. Det bevirkede at mit flow var tre-fire hurtige skridt, og saa en lille pause, hvor jeg maatte vente paa at rebet blev udstraekt igen. Paa den maade foelte jeg, at jeg hele tiden fik smaa pauser. Vi vandrede ca. 40 min og saa en kort pause. Efterhaanden blev det haardere og haardere... og koldere! Jeg kan ikke sige, at det var et fantastisk udsyn vi havde, for det var bare moerkt. Det eneste man rigtigt kunne se, var din makker foran dig, og dine egne foedder. Det gik hen og blev helt meditativt, og dine tanker slog hen paa kun at taenke paa hvordan din rytme var. Nogle gange fornemmede jeg, at vi gik forbi dybe skakter i gletcher isen. Det var paa en gang facinerende og skraemmende.
Efter et par timer, begyndte jeg saa smaat at maerke mine ben blive tungere og tungere. Mine laegmuskler syrede en smule til og mine laar blev haarde og oemme. Det stoppede saa snart at der var en lille pause, men lige saa snart vi begyndte at gaa igen, foeltes det uendeligt haardt.
Da vi havde gaaet en evighed, fornemmede jeg, at vi snart ville vaere ved toppen, hvilket gav mig mod paa at give den en tand ekstra. Ved en kort pause, fortalte vores guide, at nu havde vi gaaet ca. halvdelen, og at der var tre timer endnu.... jeg troede jeg skulle doe!! Jeg kunne se i de andres ansigter, at de kampede samme haarde kamp invendigt. Det var simpelthen ikke til at baere!!
Fra da af blev mine tanker sat paa automatpilot. Det eneste jeg taenkte paa var naeste og naeste skridt - for at motivere mig selv, "blev jeg noed til" hele tide at gaa i samme fodspor som Mike. Det der nu skete var, at vores guide besluttede , at vores team skulle slaa verdensrekorden i bjergbestigning, i hvert fald satte han tempoet op, saa vi nu begyndte at overhale de andre grupper. Jeg sagde paent farvel og tak til mine lunger, og efterlod dem hjaelpeloese i sneen. Hold kaeft hvor var det sindsygt!!
En gang imellem dristede jeg mig til at se op ad bjerget, men det var saa demotiverende at se et lille hold af lys 1000 km oppe. Jeg taenkte - nej, jeg raabte hoejt "FUUUUUUCK", i afmagt hvergang. Paa et tidspunkt galpede jeg til vores guide, at nu skulle han stoppe, nu maatte jeg ha' en pause ellers ville jeg doe... han hoerte mig ikke!
Ved en endnu en kort pause, faldt Kevin om i sneen (tror faktisk han faldt i soevn paa 10 sekunder). Taenkte, at det ikke ville vaere saa daarligt, bare at falde om i sneen - sove. Vores to guides begyndte at stille at diskutere resten af trekket. Vi var naaet til et sted med hoej risiko for laviner. De mente begge to, at det ville vaere for risikabelt at foresaette. Der skulle ikke meget til at ovebevise gruppen om, at det var bedst at stoppe, men da vi spurgte hvor langt der var igen, og svaret var 100 m, saa tog vi beslutningen om at fortsaette... et minut senere fandt vi ud af, at 100m her var lig med endnu en time.
Paa en maade betoed en time ikke saa meget nu. Jeg var fokuseret paa at naa toppen. Det sidste stykke op, var en stejl vaeg, hvor vi maatte knytte os til vores isoekse for at komme op. Denne sidste vaeg foeltes som langt mere end en time (maaske var det ogsaa det), men pludselig var vi paa toppen!!!!! Der var ikke store sejrsscener, for folk var totalt udmattede og forfrosne, men der var plads til et lille smil eller en stille taare. Foelelsen indeni var ubeskrivelig -bliver stadig helt roert naar jeg tanker paa det!
Efter 10 min var det tid til at komme ned igen. Det var ikke helt saa nemt som man kunne tro. Vi stavrede os nedad, igen i et roligt tempo. Da det var blevet lyst, kunne vi nu se hvor vi havde gaaet. Med mellemrum saa vi kaempestore huler med de klareste istapper, vi saa nu tydeligt de dybe huller, som man helst ikke skulle falde ned i... nu endnu mere skrammende! Det slog mig paa turen ned, hvor langt vi egentlig havde gaaet, for det blev bare ved og ved og ved... Vi havde brugt 5 timer paa at komme op til toppen - en ret god tid, ifoelge vores guide. Det tog os yderligere tre timer ned til basecamp 2, og saa lige en time ned til basecamp 1.
Jeg klarede det!!... det er skaaret ind i vaeggen i bascamp 2, at lille Alluruz besteg et 6088 m hojt bjerg, somewhere in Bolivia!
Tilbage i La Paz... Hvad kan jeg sige?
Der var brug for flere eventyr, saa nu maatte jeg videre. Salar De Uyiuni blev naeste stop.
Kaerligst Alluruz
Af gammel vane, skyndte jeg mig, at indlogere mig paa Loki hostel, partyhostel kaeden, som her i La Paz, levede fuldt op til sit ry...
Et par dage efter bookede Kevin og jeg, en mountainbike tur paa 'verdens farligste vej'. Vejen havde foer vaeret aabnet for almindelig trafik, men var blevet lukket pga. alt for mange uheld (op imod 10 om dagen). Grunden til alle disse uheld, kunne skyldes, at vejen for det foerste ikke er mere end 3 m bred, og til den ene side, en lodret afgrund 400 m ned i dybet. Tillaegger man sydamerikansk koersel, som tidligere beskrevet paa denne blog, har man 'The Death Road'.
Nu var der saa ingen biler laengere, og vejen var aabnet op for gale tourister, som gerne ville opleve suset, af denne 67 km lange vej ned ad bjerget... men saa var der selvfoelgelig ogsaa en t shirt til dem der klarede det i live!
Vi var en lille gruppe paa 6 personer, som alle syntes at det loed som en god deal. Paa med cykeltoejet, hjelm og solbriller...og saa derudaf! Til at starte med var det dog ca. 45 km paa en bred landevej (med tilhoerende trafik). Senere kom den "rigtige" vej - Death Road. Ingen maatte overhaele vores guide, men han hgav den gas, og med tiden blev man bedre, modigere, dummere - kald hvad du vil, og resten af turen laa jeg paa hjul med vores guide.
Det var en fantastisk fed fornemmelse at hjule derudaf, passe paa i svingene, unvige de store steen og nyde en super udsigt (400 m ned i dybet). Efterhaanden som vi kom nedad, blev det varmere og varmere, tropisk vegetation og store smukke vandfald dukkede op. Hele fornemmelsen af at suse afsted, kan maaske sammenlignes med at staa paa ski. Du er din egen herre, du har den fulde kontrol (det bilder du i hvertfald dig selv ind). 67 km senere naaede vi bunden. Havde med det samme lyst til at tage turen igen. Det var super fedt!!
Nu gik turen i minibus tilbage gennem bjergene, og det tog et ondt aar... det oedelagde lidt af oplevelsen, men saadan er det at vaere biker.
Tilbage i La Paz. Byen indboed ikke til saa mange sevaerdigheder og tiden foeltes til tider lidt lang. Det var blevet tid til et nyt stunt, et nyt adrenalinkick, saa hvorfor ikke bestige et bjerg?
Lidt nord for La Paz, findes et bjerg paa 6088 m over havets overflade. Jeg havde set billeder af folk med isoekser og bjergbestiger udstyr, rundt omkring paa cafeer i La Paz... havde ikke forestillet mig, at det skulle blive mig. Kevin havde snakket med to gutter (Tom fra England og Mike fra Sydafrika) fra hostellet om at proeve det af - jeg var klar!
Vi bookede en tur ved et af de mange touristkontorer. Proevede specielle stoevler, lejede bukser og jakker, snepigge til skoene, og isokser - jeg var klar!
Naeste dag blev vi hentet af vores guides og koerte mod foerste chekpoint ved bjergets fod. Da vi naede frem, tog vi vores gear paa og vandrede et lille stykke op til foden af en enorm gletcher. Her traenede vi de forskellige teknikker med reb, isoekse og pigsko. Det var ret underholdende at proeve kraefter med. Vi rapellede ogsaa ned ad gletchersiden!
Naeste dag havde vi vores forste trek op til basecamp 2. Det foregik med alt vores udstyr, og det blev stjelere og stejlere, haardere og haardere, men lige pludselig var vi der. Faktisk blev vi en smule overrasket over, at vi allerede var der, da kl. kun var omkring 11 om formiddagen. De fleste havde en ide om, at vi bare skulle spise frokost der, og saa videre op... men nej! Resten af dagen foregik i total kedsomhed, da der absolut intet var at lave. Vi vidste at vi skulle op kl 1 om natten, for at bestige bjerget (grunden til natbestigningen, var pga. sneen der, ville vaere mere fast og sikker at gaa i). Da vi havde sovet ca. 15 timer natten foer, var det ikke mange timers soevn lille Alluruz fik, og pludselig var kl.1 om natten (jeg faar det til at lyde saa nemt, men den dag var faktisk en af de kedeligste dage i mit liv...vente vente vente).
Ok... kl. var blevet 1 om natten - tid til at bestige bjerge!
Vi fik alt vores udstyr paa. Vores lille team blev delt op i to grupper. En guide, Tom og Kevin i den ene og en gudide, Mike og jeg i den anden. Vi blev forbundet med reb i tilfaelde af, en af os skulle falde/glide. Alt var buldrede moerkt og sneen slog ind i mit ansigt. Et par andre grupper kunne anes laengere oppe, i kraft af en lille karavane af hovedlamper - der var noget magisk over det! Til at starte med, gjaldt det om at finde sin egen rytme... dvs. vi skulle lige kunne foelge guiden, men det hele foregik i et roligt tempo. Jeg gik bag Mike, som gik langsommere end jeg, hvilket baade var godt og skidt. Det bevirkede at mit flow var tre-fire hurtige skridt, og saa en lille pause, hvor jeg maatte vente paa at rebet blev udstraekt igen. Paa den maade foelte jeg, at jeg hele tiden fik smaa pauser. Vi vandrede ca. 40 min og saa en kort pause. Efterhaanden blev det haardere og haardere... og koldere! Jeg kan ikke sige, at det var et fantastisk udsyn vi havde, for det var bare moerkt. Det eneste man rigtigt kunne se, var din makker foran dig, og dine egne foedder. Det gik hen og blev helt meditativt, og dine tanker slog hen paa kun at taenke paa hvordan din rytme var. Nogle gange fornemmede jeg, at vi gik forbi dybe skakter i gletcher isen. Det var paa en gang facinerende og skraemmende.
Efter et par timer, begyndte jeg saa smaat at maerke mine ben blive tungere og tungere. Mine laegmuskler syrede en smule til og mine laar blev haarde og oemme. Det stoppede saa snart at der var en lille pause, men lige saa snart vi begyndte at gaa igen, foeltes det uendeligt haardt.
Da vi havde gaaet en evighed, fornemmede jeg, at vi snart ville vaere ved toppen, hvilket gav mig mod paa at give den en tand ekstra. Ved en kort pause, fortalte vores guide, at nu havde vi gaaet ca. halvdelen, og at der var tre timer endnu.... jeg troede jeg skulle doe!! Jeg kunne se i de andres ansigter, at de kampede samme haarde kamp invendigt. Det var simpelthen ikke til at baere!!
Fra da af blev mine tanker sat paa automatpilot. Det eneste jeg taenkte paa var naeste og naeste skridt - for at motivere mig selv, "blev jeg noed til" hele tide at gaa i samme fodspor som Mike. Det der nu skete var, at vores guide besluttede , at vores team skulle slaa verdensrekorden i bjergbestigning, i hvert fald satte han tempoet op, saa vi nu begyndte at overhale de andre grupper. Jeg sagde paent farvel og tak til mine lunger, og efterlod dem hjaelpeloese i sneen. Hold kaeft hvor var det sindsygt!!
En gang imellem dristede jeg mig til at se op ad bjerget, men det var saa demotiverende at se et lille hold af lys 1000 km oppe. Jeg taenkte - nej, jeg raabte hoejt "FUUUUUUCK", i afmagt hvergang. Paa et tidspunkt galpede jeg til vores guide, at nu skulle han stoppe, nu maatte jeg ha' en pause ellers ville jeg doe... han hoerte mig ikke!
Ved en endnu en kort pause, faldt Kevin om i sneen (tror faktisk han faldt i soevn paa 10 sekunder). Taenkte, at det ikke ville vaere saa daarligt, bare at falde om i sneen - sove. Vores to guides begyndte at stille at diskutere resten af trekket. Vi var naaet til et sted med hoej risiko for laviner. De mente begge to, at det ville vaere for risikabelt at foresaette. Der skulle ikke meget til at ovebevise gruppen om, at det var bedst at stoppe, men da vi spurgte hvor langt der var igen, og svaret var 100 m, saa tog vi beslutningen om at fortsaette... et minut senere fandt vi ud af, at 100m her var lig med endnu en time.
Paa en maade betoed en time ikke saa meget nu. Jeg var fokuseret paa at naa toppen. Det sidste stykke op, var en stejl vaeg, hvor vi maatte knytte os til vores isoekse for at komme op. Denne sidste vaeg foeltes som langt mere end en time (maaske var det ogsaa det), men pludselig var vi paa toppen!!!!! Der var ikke store sejrsscener, for folk var totalt udmattede og forfrosne, men der var plads til et lille smil eller en stille taare. Foelelsen indeni var ubeskrivelig -bliver stadig helt roert naar jeg tanker paa det!
Efter 10 min var det tid til at komme ned igen. Det var ikke helt saa nemt som man kunne tro. Vi stavrede os nedad, igen i et roligt tempo. Da det var blevet lyst, kunne vi nu se hvor vi havde gaaet. Med mellemrum saa vi kaempestore huler med de klareste istapper, vi saa nu tydeligt de dybe huller, som man helst ikke skulle falde ned i... nu endnu mere skrammende! Det slog mig paa turen ned, hvor langt vi egentlig havde gaaet, for det blev bare ved og ved og ved... Vi havde brugt 5 timer paa at komme op til toppen - en ret god tid, ifoelge vores guide. Det tog os yderligere tre timer ned til basecamp 2, og saa lige en time ned til basecamp 1.
Jeg klarede det!!... det er skaaret ind i vaeggen i bascamp 2, at lille Alluruz besteg et 6088 m hojt bjerg, somewhere in Bolivia!
Tilbage i La Paz... Hvad kan jeg sige?
Der var brug for flere eventyr, saa nu maatte jeg videre. Salar De Uyiuni blev naeste stop.
Kaerligst Alluruz
fredag den 13. februar 2009
Dansefestival i Puno og omegn
Efter endnu en sanseberigende bustur, ankom jeg til Puno tidligt om morgenen. Efter et par timer i koejen, maatte jeg ud og se hvad Puno havde at tilbyde. Jeg var taget dertil, da jeg vidste, at byen i denne uge holdt en kaempe fiesta, til are for den hellige jomfru.
Rundt omkring i gaderne, var forskellige repraesentanter for bydelene, igang med at "male" gaderne i forskellige motiver, med blomsterfarver og blomster.
Jeg fandt hurtigt ud af, at Puno i sig selv ikke er et saerligt attraktivt sted. Da jeg spurgte om forskellige sevaerdigheder, ruter rundt i byen eller udsigtsteder over byen, blev jeg anbefalet, at lade vaere... det var alt for farligt.
Da Puno ligger ved Lake Titicaca, besluttede jeg mig for, at tage ud at se de flydende landsbyer af siv...ja, naar jeg skriver det her, slaer det mig, at det egentligt lyder paent kedeligt. Jeg var ogsaa blevet advaret imod, at al kultur derude var en saga blot, og nu kun var tilegnet blegfede tourister. Afsted med baaden, og en time senere var jeg i touristland. Oerne med de forskellige sivhuse og de legendariske sivbaade i sig selv, kunne give een et glimt af, hvordan menneskerne her havde levet i aarhundreder... ellers var det temmelig touristet og "koeb denne krukke".
Naeste dag besluttede jeg mig for, at tage ud til en oe laengere ude i Lake Titicaca... egentlig bare for at komme vaek fra Puno. Efter flere timers sejlads med solskin og laekker udsigt, ankom jeg til Martini. Blev modtaget af et lokalt par, der viste sig at skulle vaere mine vaerter.
Efter frokost blev jeg enig med mig selv om, at det var bedst, at jeg tog ned og badede i iskolde Lake Titicake (9 grader). Alluruz, som mange ved, er vant til koldt vand (saa behoever jeg ikke at sige mere), noed denne forfriskende svoemmetur, og var nu klar til dansefestival!
Paa det lokale torv, som ikke var stoerrer end end halv fodboldbane, var hele byen samlet i farverige klaeder... de var helt klar! Det samme var de seks hornorkestre, der spillede for livet loes, forskellige steder paa pladsen. Maa indroemme at jeg var temmelig imponeret af de her orkestrer! De spillede uafbrudt i tolv timer!!! Der var konstant inferno af lyd... trommer der buldrede loes, trompeter, tubaer, basuner, floejter... nogle gange veg de fra deres plads, og gik hen til et af de andre orkestre, for at spille om kap (eller hvad man nu kalder det?). Og saa var der dem der dansede, og det gjorde stort set alle. Folk havde smukke lokale dragter paa...og de fleste havde en ordentlig fjer paa (dog mest de gamle maend).
Alluruz dansede hele dagen... det var en fantastisk dag!
Naeste dag tog jeg videre til en anden oe... der var helt stille! Det passede mig egentligt fint, men det foeltes helt underligt, ja naermest angstprovokerende, at der ikke kom folk hen til een, for at saelge dig uldne sokker. Havde hele oen for mig selv, og valgte at bruge en hel dag paa stranden!
Naeste dag var det tid til at komme videre. Jeg havde en super dag paa en lille baad, hvor solen skinnede og folk var glade. Tilbage til Puno, hvor jeg skyndte mig at bestille en busbillet til La Paz.
A
Rundt omkring i gaderne, var forskellige repraesentanter for bydelene, igang med at "male" gaderne i forskellige motiver, med blomsterfarver og blomster.
Jeg fandt hurtigt ud af, at Puno i sig selv ikke er et saerligt attraktivt sted. Da jeg spurgte om forskellige sevaerdigheder, ruter rundt i byen eller udsigtsteder over byen, blev jeg anbefalet, at lade vaere... det var alt for farligt.
Da Puno ligger ved Lake Titicaca, besluttede jeg mig for, at tage ud at se de flydende landsbyer af siv...ja, naar jeg skriver det her, slaer det mig, at det egentligt lyder paent kedeligt. Jeg var ogsaa blevet advaret imod, at al kultur derude var en saga blot, og nu kun var tilegnet blegfede tourister. Afsted med baaden, og en time senere var jeg i touristland. Oerne med de forskellige sivhuse og de legendariske sivbaade i sig selv, kunne give een et glimt af, hvordan menneskerne her havde levet i aarhundreder... ellers var det temmelig touristet og "koeb denne krukke".
Naeste dag besluttede jeg mig for, at tage ud til en oe laengere ude i Lake Titicaca... egentlig bare for at komme vaek fra Puno. Efter flere timers sejlads med solskin og laekker udsigt, ankom jeg til Martini. Blev modtaget af et lokalt par, der viste sig at skulle vaere mine vaerter.
Efter frokost blev jeg enig med mig selv om, at det var bedst, at jeg tog ned og badede i iskolde Lake Titicake (9 grader). Alluruz, som mange ved, er vant til koldt vand (saa behoever jeg ikke at sige mere), noed denne forfriskende svoemmetur, og var nu klar til dansefestival!
Paa det lokale torv, som ikke var stoerrer end end halv fodboldbane, var hele byen samlet i farverige klaeder... de var helt klar! Det samme var de seks hornorkestre, der spillede for livet loes, forskellige steder paa pladsen. Maa indroemme at jeg var temmelig imponeret af de her orkestrer! De spillede uafbrudt i tolv timer!!! Der var konstant inferno af lyd... trommer der buldrede loes, trompeter, tubaer, basuner, floejter... nogle gange veg de fra deres plads, og gik hen til et af de andre orkestre, for at spille om kap (eller hvad man nu kalder det?). Og saa var der dem der dansede, og det gjorde stort set alle. Folk havde smukke lokale dragter paa...og de fleste havde en ordentlig fjer paa (dog mest de gamle maend).
Alluruz dansede hele dagen... det var en fantastisk dag!
Naeste dag tog jeg videre til en anden oe... der var helt stille! Det passede mig egentligt fint, men det foeltes helt underligt, ja naermest angstprovokerende, at der ikke kom folk hen til een, for at saelge dig uldne sokker. Havde hele oen for mig selv, og valgte at bruge en hel dag paa stranden!
Naeste dag var det tid til at komme videre. Jeg havde en super dag paa en lille baad, hvor solen skinnede og folk var glade. Tilbage til Puno, hvor jeg skyndte mig at bestille en busbillet til La Paz.
A
Abonner på:
Opslag (Atom)
