RIO...
Ankom til lufthavnen, torsdag kl 15.00. Var blevet lovet af airport pickup, af det hostel jeg havde booket, men ingen skilte med senor Allan Jensen!? Fik ringet til hostelet, som undskyldte, og en time efter sad jeg i en taxi, paa vej mod Copacabana. Rio ligger utroligt smukt, omgivet af hoeje bjerge, jungle og strand. Det var med et stort smil paa, da jeg koerte igennem byen... endelig i Rio!
Ankom til mit hostel, som jeg havde booket for de naeste 7 dage. Mit foerste indtryk af stedet var ikke saerlig godt... first impression last! Vil ikke gaa i detaljer, men efter et par dage her, foeler jeg mig som et vildt dyr i bur. Naa, nok om det!
Efter en god nat soevn, var det tid til at udforske omraadet, saa hvorfor ikke starte med Copacabana strand, som ligger et stenkast fra hostelet? Copacabana bugter sig i en stor bloed kurve, ca. 1.5 km. Sandet er hvidt og fint, boelgerne slaar kraftigt ind mod breden, vandet har en perfekt temperatur.... Masser af strandfolk, der flasher deres solbrune kroppe... heriblandt lidt for mange maend, med tarvelige Speedo badebukser.
Om eftermiddagen tog jeg metroen ind til centrum, for at hente min Radiohead billet!!! Jeps, thats right - Alluruz skulle til Kraftwerk og Radiohead koncert, fredag aften i Rio... kunne det blive meget bedre?? Tilbage paa hostelet moedte jeg en fin gut (Edward), fra Brasilien, som ogsaa skulle til koncert (altid godt at ha´nogen at foelges med). Koncerten foregik ved de tribuner, som normalt bliver brugt under karnevalet, til sambaoptog.
Krafwerk kom paa... 4 maend\robotter, med hver deres laptop, og en kaempe skaerm med animationer. Nu har jeg set Kraftwerk foer for ca. 4 aar siden, og showet de leverede her i Rio, var noedagtigt det samme som i Koebenhavn. Det var hvad det var - havde alligevel ikke forventet andet.
Endelig blev det tid til Radiohead! Der blev arbejdet en del paa scenen, inden de kom paa. Utallige lange lystofroer, skulle goeres klar til sceneshowet - glaedede mig til at se det, taenkte "In Rainbows". Bandet kom paa scenen, og Alluruz stod naesten helt oppe foran - det var perfekt! De naeste to timer spillede de det ene fantastiske nummer efter det andet. Var var ikke et nummer der var bedre eller daarligere end de andre... alle numrende de spillede var sindsygt gode!!! Radiohead er det sejeste band, og koncerten var klart en af de bedste jeg nogensinde har hoert!!
Naeste dag, blev der slappet af i Copacabana. Om aftenen tog jeg til Lapa, et omraade fyldt med mennesker og musik, lidt taettere paa centrum. Her endte jeg paa Club Democratico, et stort gammelt ballroom, med hoejt til loftet, smukke vaelvinger, store lysekroner, borde med stearinlys, et kaempe dansegulv fyldt med mennesker, og et lang smal scene med et ni-mands orkester, der spillede laekker laekker samba hele natten!! Faktisk troede jeg, at samba kun var forbundet med karneval, men i Brasilien danser alle samba... og de danser sindsygt godt!! Alluruz med sine yderst simple samba grundtrin, noed musikken og noed at observere dansende par forsvinde ind i dansen, musikken og hinanden!! Havde en fantastisk aften i Lapa!
De naeste par dage, blev brugt paa lidt sightseeing rundt i byen. Heriblandt Ipanema strand og videre op til centrum. Rio i sig selv er ikke nogen fantastisk smuk by, og de fleste steder mindede temmeligt meget om hinanden. Aftenerne blev brugt paa hostelet... man kunne ikke rigtig gaa ud nogen steder i Copa, og ioevrigt fik jeg konstant tudet oererne fulde af, hvor farligt der var alle vegne i Rio. Det blev efterhaanden en smule stressende!
En af dagene tog jeg paa touristtur. Skulle ud at se byens varetegn; Christ the Redeemer, men Jesus havde valgt at indhylde sig i skyer, saa det blev ikke til noget moede denne gang. Istedet tog jeg ud til Sukkertoppen, og saa den smukke udsigt ud over hele Rio. Det var saadan ca. det mest touristet jeg fik gennemfoert.
Saa blev det min sidste dag i byen. Besluttede mig for, at det skulle vaere actionpacked. Ringede til et bureau, der udboed flyveture med hangglider, over byen. Blev hentet af en taxachauffoer, som jeg havde en interresant samtale med, omkring byen og dens mange favelaer (favelaerne er de fattige boligomraader, der er spredt rundt i byen). Vi snakkede om banderne og kriminaliteten i byen... et par dage foer, havde der vaeret et stort bandeopgoer, hvor to bander fra hver sin favela, havde slaaet sig sammen, og angrebet en tredie bande fra en favela i Copa. Politiet havde grebet ind, og skudt 8 (det officielle tal), men man skal nok laegge en del mere til.
Opgoeret havde rystet byen. Det kunne endda maerkes paa trafikken, da alle tog tidligere hjem fra arbejde, saa de ikke skulle koere forbi favelaerne efter moerkets frembrud!!
NAA... tilbage til Alluruz og hanggliding. Moedte min pilotpaa stranden, og derefter koerte vi smaa 530 m op ad et bjerg, lidt udenfor byen. Paa toppen fik jeg mit gear paa, og fulgte et par simple instruktioner om, hvordan jeg skulle holde fast i ham og loebe ud over rampen. Jeg glaedede mig helt vildt!! Det er en ting jeg har villet laenge. Piloten spurgte om jeg var nervoes eller bange - "not at all!"... han sagde at han var lidt bange, saa jeg maatte forsikre ham om, at alting ville gaa godt! Tid til "takeoff"... 1 2 3, og saa loeb, og pludselig hang jeg i luften og svaevede. Det var en fantastisk fornemmelse! Jeg bemaerkede, hvor afslappet jeg foelte mig, og fortalte piloten, at jeg var foedt til at vaere i luften! Vi svaevede hen over junglen, og ramte en luftstroem, som vi kredsede stiller og roligt rundt i. Derefter ud over hoejhuse og motorvej, for til sidst at svaeve ud over vandet. Efter ca. 15 min. svaevetur, landende vi perfekt midt paa stranden. Baade piloten og chauffoeren spurgte om jeg var skuffet, fordi jeg var saa rolig efter turen?... Overhovedet ikke, det var simpelthen for fedt, og bestemt ikke sidste gang!! WAUW!!!
Efter denne fantastiske tur, var jeg klar til at forlade Rio, og tage sydpaa mod Ilha Grande. Traengte til luft omkring mig, traengte til sol, strand, drinks, palmer, jungle - det var paa tide at tage til PARADIS!
Alluruz
tirsdag den 24. marts 2009
tirsdag den 17. marts 2009
Morfar elsker at koere bus!
Jaja.... Der skal vaere aabentbart vaere et stort hul paa alle veje, og i mit tilfaelde laa det i Ururuguay.
Fra Buenos Aires gik turen som sagt videre mod Punta Del Este. I busterminalen i Montevideo, havde jeg en lille diskussion med mig selv om, hvorvidt jeg skulle tage videre mod Foz Do Iguacu med det samme, eller om jeg skulle tage med Kevin videre til sol og strand. Det drejede sig mest om et tidspres (da jeg skal til Radiohead koncert d. 20 marts i Rio) , som lige skulle analyseres, foer jeg besluttede strandferie foerst. Alt dette kunne naas, hvis jeg tog fra Punta soendag aften.
Nogle gange er de beslutninger man tager her i livet ikke af det gode. Som fx. dengang jeg valgte at tage et aar ekstra matematik paa aftenskole, eller da jeg en nytaarsaften lagde mig til at sove i en bunke glasuld.... eller som nu, hvor jeg valgte at tage til Uruguay.
Punta Del Este, blev ikke den store strandtur, som jeg havde forventet. 4 dage ud af 5 tissede det ned... foelte virklig at jeg spildte tiden (og pengene)!Endelig blev det soendag, tid til at sige farvel til Punta, men ogsaa farvel til Kevin, som skulle videre til Lima for at naa et fly hjem. Det var et farvel til en virkelig god rejsekammerat, som jeg har delt mange fede stunder sammen med...
Foran mig havde jeg en 18 timer lang bustur. Foerste straek var ni timer nordpaa mod Salto, naer den argentiske graense.... 9 timer efter, kl 6 om morgenen, stod jeg (meget traet) i Salto busterminal. Her skulle jeg bestille billetten videre ind i Argentina, mod Iguacu. Som forventet blev jeg bedt om at vise mit pas, men da jeg hev min lille rejsemappe, med vigtige papirer frem, manglede det vigtigste papir, i form at et lille roedt dansk pas, hvor der (naesten) staar Alluruz i!Her blev jeg klar over, at jeg havde glemt det i receptionen, paa mit hostel i Punta. NEJ NEJ NEJ, hvor var det dumt! Det var ogsaa ufatteligt irriterende, meningsloest og AAAARRRGGGHH super glemsomt og aandsvagt!!!!! Nu stod jeg der og var grim.... det foerste jeg maatte goere var selvfoelgelig, at ringe til hostellet, men jeg havde ikke deres nummer!!??
Og selvfoelgelig var der intet internet i dette topmoderne busskur. Det betoed at jeg maatte vente en time paa, at touristkontoret aabnede, foer jeg kunne ringe. Den var god nok, de havde mit pas. Det de kunne goere var foelgende; de kunne sende det ekspres til Salto, saa ville jeg ha´ det naeste dag om eftermiddagen. De kunne ogsaa sende det til Montevideo, saa ville det vaere der kl. 13 samme dag. Jeg matte sande, at min tidsplan smuldrede i mine haender, og jeg maatte paent vinke farvel til tanken om Sydamerikas stoerste og smukkeste vandfald. Ydermere maatte jeg sande, at det bedste at goere nu, var at tage naeste bus tilbage til Montevideo... dvs. yderligere 5 timers ventetid i en skodterminal, 6 timer i en lortebus med oerleudsigt til intetsigende marker og kreaturer, og 2 timers frustrerende, langsommelig og draenende soegen efter mit pas, da jeg endelig naede frem til terminalen (kun fordi de havde hoert mit navn forkert).
Besluttede mig for, at bestille en flybillet til Rio saa hurtigt som muligt. MEN prisene for at flyve hernede er skyhoeje. Jeg maate ransage markede for "billige" billeter, da priserne ligger omkring de 1500 kr, for en billet til Rio. Da jeg endelig fandt en nogenlunde pris til afrejse naeste dag, ville systemet ikke aede mit kort, og jeg maate derfor droppe soegningen for denne aften, og indlogere mig paa hostel... jeg var draenet for energi!!
Naeste dag (i dag) gik jeg igen paa nettet, for at forsoege mig med flybranchen. Nu var der kun to afrejser, og begge kostede 4000 kr!!! Jeg blev meget traet.... gik ned til det naermeste rejsebureau, for at se hvad de kunne goere. Det endte med, at jeg bestilte en billet til 1550 kr, med afrejse d. 19 marts. Nu har jeg to lange dage her i Montevideo, den eneste by i sydamerika, hvor der intet sker!!
Ellers har jeg det fint, og er glad og tilfreds!
Kaerlig hilsen
Morfar
Fra Buenos Aires gik turen som sagt videre mod Punta Del Este. I busterminalen i Montevideo, havde jeg en lille diskussion med mig selv om, hvorvidt jeg skulle tage videre mod Foz Do Iguacu med det samme, eller om jeg skulle tage med Kevin videre til sol og strand. Det drejede sig mest om et tidspres (da jeg skal til Radiohead koncert d. 20 marts i Rio) , som lige skulle analyseres, foer jeg besluttede strandferie foerst. Alt dette kunne naas, hvis jeg tog fra Punta soendag aften.
Nogle gange er de beslutninger man tager her i livet ikke af det gode. Som fx. dengang jeg valgte at tage et aar ekstra matematik paa aftenskole, eller da jeg en nytaarsaften lagde mig til at sove i en bunke glasuld.... eller som nu, hvor jeg valgte at tage til Uruguay.
Punta Del Este, blev ikke den store strandtur, som jeg havde forventet. 4 dage ud af 5 tissede det ned... foelte virklig at jeg spildte tiden (og pengene)!Endelig blev det soendag, tid til at sige farvel til Punta, men ogsaa farvel til Kevin, som skulle videre til Lima for at naa et fly hjem. Det var et farvel til en virkelig god rejsekammerat, som jeg har delt mange fede stunder sammen med...
Foran mig havde jeg en 18 timer lang bustur. Foerste straek var ni timer nordpaa mod Salto, naer den argentiske graense.... 9 timer efter, kl 6 om morgenen, stod jeg (meget traet) i Salto busterminal. Her skulle jeg bestille billetten videre ind i Argentina, mod Iguacu. Som forventet blev jeg bedt om at vise mit pas, men da jeg hev min lille rejsemappe, med vigtige papirer frem, manglede det vigtigste papir, i form at et lille roedt dansk pas, hvor der (naesten) staar Alluruz i!Her blev jeg klar over, at jeg havde glemt det i receptionen, paa mit hostel i Punta. NEJ NEJ NEJ, hvor var det dumt! Det var ogsaa ufatteligt irriterende, meningsloest og AAAARRRGGGHH super glemsomt og aandsvagt!!!!! Nu stod jeg der og var grim.... det foerste jeg maatte goere var selvfoelgelig, at ringe til hostellet, men jeg havde ikke deres nummer!!??
Og selvfoelgelig var der intet internet i dette topmoderne busskur. Det betoed at jeg maatte vente en time paa, at touristkontoret aabnede, foer jeg kunne ringe. Den var god nok, de havde mit pas. Det de kunne goere var foelgende; de kunne sende det ekspres til Salto, saa ville jeg ha´ det naeste dag om eftermiddagen. De kunne ogsaa sende det til Montevideo, saa ville det vaere der kl. 13 samme dag. Jeg matte sande, at min tidsplan smuldrede i mine haender, og jeg maatte paent vinke farvel til tanken om Sydamerikas stoerste og smukkeste vandfald. Ydermere maatte jeg sande, at det bedste at goere nu, var at tage naeste bus tilbage til Montevideo... dvs. yderligere 5 timers ventetid i en skodterminal, 6 timer i en lortebus med oerleudsigt til intetsigende marker og kreaturer, og 2 timers frustrerende, langsommelig og draenende soegen efter mit pas, da jeg endelig naede frem til terminalen (kun fordi de havde hoert mit navn forkert).
Besluttede mig for, at bestille en flybillet til Rio saa hurtigt som muligt. MEN prisene for at flyve hernede er skyhoeje. Jeg maate ransage markede for "billige" billeter, da priserne ligger omkring de 1500 kr, for en billet til Rio. Da jeg endelig fandt en nogenlunde pris til afrejse naeste dag, ville systemet ikke aede mit kort, og jeg maate derfor droppe soegningen for denne aften, og indlogere mig paa hostel... jeg var draenet for energi!!
Naeste dag (i dag) gik jeg igen paa nettet, for at forsoege mig med flybranchen. Nu var der kun to afrejser, og begge kostede 4000 kr!!! Jeg blev meget traet.... gik ned til det naermeste rejsebureau, for at se hvad de kunne goere. Det endte med, at jeg bestilte en billet til 1550 kr, med afrejse d. 19 marts. Nu har jeg to lange dage her i Montevideo, den eneste by i sydamerika, hvor der intet sker!!
Ellers har jeg det fint, og er glad og tilfreds!
Kaerlig hilsen
Morfar
tirsdag den 10. marts 2009
Buenos Aires
Ud ad flyvinduet kunne jeg se, at vi naermede os Buenos Aires. Det er en virkelig en stor by!! I lufthavnen fornemmede jeg straks varmen, selvom kl. var 8 om aftenen... det var blevet sommer igen!
Med taxa naermede vi os centrum. Paa turen fik jeg en lille smagsproeve paa Buenos Aires. Store brede veje og alléer, hoeje nye skyskrabere, smukke gamle palaer, store monumenter - men her er ogsaa fattige slumkvarterer, som ligger lige opad motorvejen.
Ledte et stykke tid efter et hostel, der var ledigt. Var omkring seks forskellige, foer jeg indlogerede mig paa et hostel midt i centrum. Derefter var der et maal der skulle indfries - STORE LAEKRE ARGENTINSKE BOEFFER!!... Lige en lille side historie - Koed og boeffer bliver kylet efter dig hernede. Det koster ingen penge. Her paa min 5 dag i Buenos Aires, maa jeg indroemme, at jeg er blevet en smule traet af boef - jeg har simpelthen spist saa meget koed!
Naeste dag gik vi en lang tur rundt i byen. Pludselig opdager man, hvor stor denne by er! Efter et par timer, havnede vi ved en kendt kirkegaard, med hundredevis af store flotte mausuleer. Det var meget afslappende, at rende rund og tage billeder derinde, og her var en masse flotte motiver. Rundt omkring paa kirkegaarden, strefede vilde katte rundt og passede paa de doede. Evita Perón skulle ogsaa ligge begravet her, men jeg fandt hende ikke. Resten af dagen blev brugt paa at kigge paa boder med alt muligt forskelligt.
Man kan ikke tage til Argentina uden at snakke fodbold. Alle har en mening om fodbold, og naevner du Maradona, ser folk dig i et meget mere positivt lys. Soendag aften skulle Diegos gamle klub Boca Junior moede Indepente i et lokalt topbrag. Det maatte jeg se, og da jeg foelges med en amerikaner, der intet ved om fodbold, var det paa sin plads, at hans foerste kamp var med Boca. Det er muligt, at bestille en touristpakke, hvor man kommer rundt og ser stadion inden, og derefter bliver indlogerede paa saerlige pladser for tourister under kampen. Det kostede 250 pesos, altsaa ca. 400 kr.... det gad vi ikke at betale, og iovrigt ville vi opleve kampen, som alle de andre activos. Derfor tog vi metro ud mod et meget oede omraade, og vi gik en lang dranende tur mod stadion. Fordi vi skulle videre til et andet omraade bagefter, havde jeg medbragt mit kamera. Foelte mig ikke saerlig sikker paa den tur. Efter 40 min vandring tog vi en taxa det sidste stykke af vejen. MEN MEN MEN... ingen billetter at faa! Skuffede vente vi snuden tilbage... dvs. vi tog en taxa til bydelen Boca.
I boca findes der nogle meget farverige huse. Det var bestemt turen vaerd, at tager derud. Desuden var der et mylder af mennesker, der spillede musik, dansede tango og underholdt. Det er virkelig smukt, naar folk er gode til at danse tango - og det er de hernede!! Efter Boca vandrede vi tilbage mod centrum. Paa vejen var et omraade med et antik marked. Her var ogsaa musik, bla. et superfedt tangoorkester, som jeg koebte en cd af (glaeder mig til at hoere den, naar jeg kommer hjem!). Resten af vejen hjem, boed paa et meget langt stroeg, igen fyldt med mennesker, boder, musik (sindsygt dygtige musikere), dans og underholdning. Kunne ha´brugt hele dagen der!
Endelig var vi tilbage paa hostelet, kl. var 19, og vi maatte sande, at Bocakampen startede om en halv time, uden Alluruz og Kevin som tilskuere.... aaahh, det var simpelthen for surt, saa i en sidste kraftanstrengelse, tog vi en taxa ud til stadion igen. Flere boligblokke derfra, blev vi moedt af en mur af sang, tilraaeb, trommer, trompeter og salsarytmer inde fra selve stadion. Vi MAATTE derind! Meget taet paa det hele, men alligevel saa uendeligt langt fra - politiet lukkede ikke flere ind... ikke flere billetter!! SUK, "hvad nu"?. Pludselig blev vi moedt af en mand, der naevnte billeter, og viste os et slags fodboldpas. "Amigos, amigos - necesitas bolletas"?? Det gjorde vi faktisk... Det viste sig, at han kunne medbringe en ven ind paa stadion, mod at vi betalte 50 pesos, i stedet for de 25, de rigtig kostede. Det loed i dette oejeblik, som en fremragende deal, og pludselig stod 4 gode amigos inde paa stadion! Nu skulle der betales. Hev 100 pesos frem for at betale min ven, den blev godtaget, og saa stak hun grinene af. Det samme gjorde Kevins ven, men det betoed ikke saa meget - nu var vi endelig inde (og hey, det var stadig billigere end touristversionen!)! WAUW!!! Aldrig har jeg oplevet saa vild en stemning til nogen sportbegivenhed (ikke engang, da jeg vandt soelv, til lagkageturneringen i KBK, sommeren 87). Stadion var delt op i blaagule og roede farver. Boca til den ene side og Indepente til den anden. Under hele kampen blev der sunget, raabt, danset og spillet. Det var intet mindre end fantastisk, og man blev meget hurtigt grebet af stemningen. Argentinerne er meget passionerede!! Boca spillede iovrigt ikke saerlig godt, fik 2 roede kort og tabte 2-0. Derefter var det hjem i seng.
Mandag var tid til at undersoege nye rejsedestinationer. Jeg har 10 dage til at naa til Rio (skal jo til Radiohead koncert d. 20.). Saa min plan herfra er, at jeg tager afsted til Uruguay, mod den beroemte strand "Punta del Este", derfra tager jeg en bus (15 timer) videre nordpaa, til Foz do Iguacu (Sydamerikas stoerste vandfald), hvorefter jeg tager bus mod Rio (ca. 18 timer).
God tur Alluruz!
Vi ses i Rio
Alluruz
Med taxa naermede vi os centrum. Paa turen fik jeg en lille smagsproeve paa Buenos Aires. Store brede veje og alléer, hoeje nye skyskrabere, smukke gamle palaer, store monumenter - men her er ogsaa fattige slumkvarterer, som ligger lige opad motorvejen.
Ledte et stykke tid efter et hostel, der var ledigt. Var omkring seks forskellige, foer jeg indlogerede mig paa et hostel midt i centrum. Derefter var der et maal der skulle indfries - STORE LAEKRE ARGENTINSKE BOEFFER!!... Lige en lille side historie - Koed og boeffer bliver kylet efter dig hernede. Det koster ingen penge. Her paa min 5 dag i Buenos Aires, maa jeg indroemme, at jeg er blevet en smule traet af boef - jeg har simpelthen spist saa meget koed!
Naeste dag gik vi en lang tur rundt i byen. Pludselig opdager man, hvor stor denne by er! Efter et par timer, havnede vi ved en kendt kirkegaard, med hundredevis af store flotte mausuleer. Det var meget afslappende, at rende rund og tage billeder derinde, og her var en masse flotte motiver. Rundt omkring paa kirkegaarden, strefede vilde katte rundt og passede paa de doede. Evita Perón skulle ogsaa ligge begravet her, men jeg fandt hende ikke. Resten af dagen blev brugt paa at kigge paa boder med alt muligt forskelligt.
Man kan ikke tage til Argentina uden at snakke fodbold. Alle har en mening om fodbold, og naevner du Maradona, ser folk dig i et meget mere positivt lys. Soendag aften skulle Diegos gamle klub Boca Junior moede Indepente i et lokalt topbrag. Det maatte jeg se, og da jeg foelges med en amerikaner, der intet ved om fodbold, var det paa sin plads, at hans foerste kamp var med Boca. Det er muligt, at bestille en touristpakke, hvor man kommer rundt og ser stadion inden, og derefter bliver indlogerede paa saerlige pladser for tourister under kampen. Det kostede 250 pesos, altsaa ca. 400 kr.... det gad vi ikke at betale, og iovrigt ville vi opleve kampen, som alle de andre activos. Derfor tog vi metro ud mod et meget oede omraade, og vi gik en lang dranende tur mod stadion. Fordi vi skulle videre til et andet omraade bagefter, havde jeg medbragt mit kamera. Foelte mig ikke saerlig sikker paa den tur. Efter 40 min vandring tog vi en taxa det sidste stykke af vejen. MEN MEN MEN... ingen billetter at faa! Skuffede vente vi snuden tilbage... dvs. vi tog en taxa til bydelen Boca.
I boca findes der nogle meget farverige huse. Det var bestemt turen vaerd, at tager derud. Desuden var der et mylder af mennesker, der spillede musik, dansede tango og underholdt. Det er virkelig smukt, naar folk er gode til at danse tango - og det er de hernede!! Efter Boca vandrede vi tilbage mod centrum. Paa vejen var et omraade med et antik marked. Her var ogsaa musik, bla. et superfedt tangoorkester, som jeg koebte en cd af (glaeder mig til at hoere den, naar jeg kommer hjem!). Resten af vejen hjem, boed paa et meget langt stroeg, igen fyldt med mennesker, boder, musik (sindsygt dygtige musikere), dans og underholdning. Kunne ha´brugt hele dagen der!
Endelig var vi tilbage paa hostelet, kl. var 19, og vi maatte sande, at Bocakampen startede om en halv time, uden Alluruz og Kevin som tilskuere.... aaahh, det var simpelthen for surt, saa i en sidste kraftanstrengelse, tog vi en taxa ud til stadion igen. Flere boligblokke derfra, blev vi moedt af en mur af sang, tilraaeb, trommer, trompeter og salsarytmer inde fra selve stadion. Vi MAATTE derind! Meget taet paa det hele, men alligevel saa uendeligt langt fra - politiet lukkede ikke flere ind... ikke flere billetter!! SUK, "hvad nu"?. Pludselig blev vi moedt af en mand, der naevnte billeter, og viste os et slags fodboldpas. "Amigos, amigos - necesitas bolletas"?? Det gjorde vi faktisk... Det viste sig, at han kunne medbringe en ven ind paa stadion, mod at vi betalte 50 pesos, i stedet for de 25, de rigtig kostede. Det loed i dette oejeblik, som en fremragende deal, og pludselig stod 4 gode amigos inde paa stadion! Nu skulle der betales. Hev 100 pesos frem for at betale min ven, den blev godtaget, og saa stak hun grinene af. Det samme gjorde Kevins ven, men det betoed ikke saa meget - nu var vi endelig inde (og hey, det var stadig billigere end touristversionen!)! WAUW!!! Aldrig har jeg oplevet saa vild en stemning til nogen sportbegivenhed (ikke engang, da jeg vandt soelv, til lagkageturneringen i KBK, sommeren 87). Stadion var delt op i blaagule og roede farver. Boca til den ene side og Indepente til den anden. Under hele kampen blev der sunget, raabt, danset og spillet. Det var intet mindre end fantastisk, og man blev meget hurtigt grebet af stemningen. Argentinerne er meget passionerede!! Boca spillede iovrigt ikke saerlig godt, fik 2 roede kort og tabte 2-0. Derefter var det hjem i seng.
Mandag var tid til at undersoege nye rejsedestinationer. Jeg har 10 dage til at naa til Rio (skal jo til Radiohead koncert d. 20.). Saa min plan herfra er, at jeg tager afsted til Uruguay, mod den beroemte strand "Punta del Este", derfra tager jeg en bus (15 timer) videre nordpaa, til Foz do Iguacu (Sydamerikas stoerste vandfald), hvorefter jeg tager bus mod Rio (ca. 18 timer).
God tur Alluruz!
Vi ses i Rio
Alluruz
fredag den 6. marts 2009
Patagonien, Puerto Natales og det store W
Tidligt tidligt om morgenen (ca. kl.7), tog vi fly sydpaa til Patagonien, men det er ikke som at tage sydpaa i Europa, hvor der venter sol, strand og kolde drinks. Jo laengere sydpaa du kommer her, des koldere bliver det!
Vejret her i Patagonien skifter fra det ene oejeblik til det andet. Det kan vaere super solskin, men lige saa snart du har faaet solbriller paa, begynder det at regne.
"Lufthavnen", var et lille hyggeligt skur midt ude i ingenting... det er egentlig en fornaermelse, at kalde det ingenting, for sjaeldendt har jeg set smukkere landskab en her!! Det er meget svaert at beskrive, men forestiller mig praerien - bare omringet af hav med store isflager i. Vores destination var Byen Puerto Natales, en helt og aldeles anderledes by, end alt andet jeg har set i Sydamerika. En fiskerby med gamle huse i blik, i alle mulige forskellige farver... ja ja, maaske lyder Hundested mere eksotisk, men her var meget anderledes! En anden ting som var ganske anderledes var aarstiden.... eller i hvert fald fornemmelsen af aarstiden, for her er det stadig sommer, som i Santiago, men pga. kulden mindede det mere om tidligt foraar. Alluruz fik den her fantastiske fornemmelse i hele kroppen "YES, FORAAR!!".
Indlogerede os paa Eratic Rock Hostel (nej, ikke Erotic Rack). Det var ogsaa her, at vi lejede det sidste udstyr, saasom telt, underlag og gasblus, til vores trek naeste dag - THE BIG W. ´The W er et legendarisk trek hernede, en bjergformation, som sjovt nok ligner et W (eller et M, hvis du gaar den anden vej)... og for enden af hver dal, venter der en lille overraskelse (som for eksempel en gigantisk gletcher!!!). Folkene ved Eratic Rock gav os et lille foredrag om at trekke. Efter en time, foelte jeg, at jeg lige havde gennemgaet et ophold paa Hoejsolen for friluftliv - det var super godt!! Nu var jeg klar til endnu et supertrek!!!
Blev hentet af bus om morgenen, og koerte i 2 timer mod W'et. For at komme hent til udgangspunktet for trekket, skulle vi ogsaa sejle med katemaranfaerge paa en fuldstaendig turkis soe. Det var meget smukt, omringet af hoeje bjerge. Vi saa ogsaa et glimt af "Taarnene" - "Torres del Paine" betyder noget i retning af "Taarnene i det flade landskab". Foerste dag boed paa et 5 timers trek op op op igennem den foerste dal. De foerste tegn paa gletcheren, var de isbjerge der med mellemrum floed rundt i soen. Det var egentligt et ret underligt eller forvirrende trek. Naar man lige saa bort fra hoeje bjerge og isbjerge, og det kunne man naar man gik i skoven... ja, saa var man midt i foraaret, midt i skoven - I DANMARK!! Alt mindede usandsynligt meget om Danmark, og pludselig fik jeg saadan en underlig, men dejlig foelelse i brystet.
Lidt senere naaede vi til den store gletcher - det var et fantastisk syn! (mere kan jeg ikke rigtig sige). To timer derfra var vores lejr. Det var dejligt endelig at kunne slappe af og holde ferie. Mine knae og foedder maate paent dele pokalen for oemmeste legemsdele. Naa, lejrliv - op med teltet, frem med liggeundelag, saa vi kunne sidde behageligt, gang i primusen, lige koge en kop vand til kaffen, saa igang med menuen, som stod paa pasta med tun i lime. AHHHH!!!
Efter aftensmaden, tog vi en aftentur ned til gletcheren, som laa og hyggede sig i aftensolen. Og saa i seng. Natten var frysende kold... tror at den kolde luft fra gletcheren sneg sig ned i min sovepose, kun for at irritere!? Vaagnede foerst kl 10.30 naeste dag, hvilket var alt for sent, da vi havde et 8 timers trek foran os.
Dag to var ikke mit yndlingstrek i verden. Faktisk var det meste af trekket, tilbage af samme vej som vi kom. Lidt kedeligt efter min mening! Tilbage til udgangspunktet, og nu to timer ad en let vej... Jeg ved ikke helt hvad der skete, men jeg begyndte efterhaanden at vaere ligeglad med sten og klippestykker, smukke bjerge og bjergsoer. Jeg begyndte at blive traet og traet af at trekke. Vi naede til sidst en lejr, hvor de fleste trekkere stopper og efterlader deres backpack, hvorefter de vandre de sidste tre time op, uden udstyr, for at se den smukke udsigt, langt oppe i dalen. Alluruz og Kevin, havde aabentbart travlt og skulle naa hele trekket paa 4 dage istedet for 5. Derfor var det bedst, hvis vi brugte yderligere 2.5 time paa, at naa til den sidste lejr inden udsigtpunktet. Jeg var fuldstaendigt udmattet og taenkte kun paa laekker mad, nye knae og moonboots. Jeg foelte aerlig talt, at jeg havde trekket nok for denne omgang. Da vi ankom, opdagede vi, at vi havde hele lejren for os selv. Hurtigt fik vi teltet op. Jeg fik alt mit medbragte toej paa, for jeg froes som (en i helvede???). Efter en laekker minestonesuppe og en omgang lunken kartoffelmos med coktailpoelser, taendte vi baal, lavede herlig kaffe og fortalte roeverhistorier. Og saa endelig i seng... jeg var simpelthen saa traet!!
MEN MEN MEN... denne nat var endnu koldere en den forrige! Det var simpelthen saa koldt. Jeg laa hele natten og rystede af kulde, og selvom jeg efterhaanden fik taget alt mit toej paa, blev det bare vaerre og vaerre. Denne nat fik Alluruz ingen soevn overhovedet!! Besluttede dér, at jeg var faerdig med at trekke for denne gang. Min tanke var, at jeg naeste dag ville gaa tilbage ad den lette rute paa 2 timer, og saa tage bussen tilbage til byen.
Om morgenen skyndte vi os at lave en god portion hoensesuppe, for at faa varmen. Efter morgenmaden vandrede vi den sidste halve time op til udsigtstedet.... og vi blev ved med at vandre... til sidst gad vi ikke at gaa laengere op, og det virkede ogsaa forkert, at der ikke laengere var nogle afmaerkninger - saa vi gik nedad igen. Pludselig stod vi ved udsigtstedet, som vi aabentbart var gaaet forbi 20 min tidligere (SUK!).
Tilbage i lejren, fik vi hurtigt pakket vores grej sammen, og vandrede nu den lange vej tilbage, ned til den anden lejr. Her skulle jeg beslutte hvad mit naeste traek skulle vaere. Jeg besluttede, at foelges med Kevin paa et 6 timer lang trek, for saa at dreje af, og sove paa et hostel. 6 timers trek er lang tid, naar man vandrer som en anden zombie, men efterhaanden fandt vi et godt flow, og genvandt lidt af modet. Ved skillevejen, maate Kevin overtage den halvdel af teltet jeg bar paa, samt resten af maden. Kl. var blevet 6, og jeg kunne slet ikke overskue de yderligere 3 timer, som han skulle trekke for at naa til naeste lejr. Nu havde jeg selv kun et time til Hostel, varmt bad og dejlig varm seng. Jeg vandrede med glaede mod den lille by...
Endelig fremme ved hostellet. Gik op til receptionisten og forhoerte mig om et single vaerelse. Ingen problemer der, der var masser ledige... de kostede bare 150 $ pr. nat!!! Hvad skulle Alluruz nu goere? De kunne glemme, at jeg ville betale saa meget for et vaerelse, saa jeg maatte vandre yderligere en kilometer, til en slags campingplads. Her kunne jeg saa faa lov at leje et telt for natten... Foelte mig en lille smule til grin, at jeg nu skulle ligge paa en campingplads og fryse, saa kunne jeg lige saa godt ha´frosset med en fed udsigt! Jeg forhoerte mig om bustiderne ind til Puerto Natales, og fandt ud af, at de gik kl. 14 og kl. 19.30.... kiggede paa uret - kl. var 19.33!!!
Loeb op til "bustoppestedet", og 10 min senere var Alluruz paa vej til Puerto Natales, med udsigt god mad, varmt bad og bloede bloede dyner.
Dagen efter kom Kevin tilbage. Misundte ham paa ingen maade hans sidste trek. Vi var begge enige om, at vi var faerdige med at trekke, og bestilte nu en bus mod La Callafate (Argentina). Turen med bussen gik igennem Patagonien - store vidder, med den smukkeste himmel og solnedgang - som at koere stille og roligt igennem et maleri... FANTASTISK!
La Callafate var en meget ren og lidt for paen og kedelig touristby - ikke meget at skrive hjem om! Men La Callafate var vores gateway, hvorfra vi tog et fly mod BUENOS AIRES!!!
Tanker
Alluruz
Vejret her i Patagonien skifter fra det ene oejeblik til det andet. Det kan vaere super solskin, men lige saa snart du har faaet solbriller paa, begynder det at regne.
"Lufthavnen", var et lille hyggeligt skur midt ude i ingenting... det er egentlig en fornaermelse, at kalde det ingenting, for sjaeldendt har jeg set smukkere landskab en her!! Det er meget svaert at beskrive, men forestiller mig praerien - bare omringet af hav med store isflager i. Vores destination var Byen Puerto Natales, en helt og aldeles anderledes by, end alt andet jeg har set i Sydamerika. En fiskerby med gamle huse i blik, i alle mulige forskellige farver... ja ja, maaske lyder Hundested mere eksotisk, men her var meget anderledes! En anden ting som var ganske anderledes var aarstiden.... eller i hvert fald fornemmelsen af aarstiden, for her er det stadig sommer, som i Santiago, men pga. kulden mindede det mere om tidligt foraar. Alluruz fik den her fantastiske fornemmelse i hele kroppen "YES, FORAAR!!".
Indlogerede os paa Eratic Rock Hostel (nej, ikke Erotic Rack). Det var ogsaa her, at vi lejede det sidste udstyr, saasom telt, underlag og gasblus, til vores trek naeste dag - THE BIG W. ´The W er et legendarisk trek hernede, en bjergformation, som sjovt nok ligner et W (eller et M, hvis du gaar den anden vej)... og for enden af hver dal, venter der en lille overraskelse (som for eksempel en gigantisk gletcher!!!). Folkene ved Eratic Rock gav os et lille foredrag om at trekke. Efter en time, foelte jeg, at jeg lige havde gennemgaet et ophold paa Hoejsolen for friluftliv - det var super godt!! Nu var jeg klar til endnu et supertrek!!!
Blev hentet af bus om morgenen, og koerte i 2 timer mod W'et. For at komme hent til udgangspunktet for trekket, skulle vi ogsaa sejle med katemaranfaerge paa en fuldstaendig turkis soe. Det var meget smukt, omringet af hoeje bjerge. Vi saa ogsaa et glimt af "Taarnene" - "Torres del Paine" betyder noget i retning af "Taarnene i det flade landskab". Foerste dag boed paa et 5 timers trek op op op igennem den foerste dal. De foerste tegn paa gletcheren, var de isbjerge der med mellemrum floed rundt i soen. Det var egentligt et ret underligt eller forvirrende trek. Naar man lige saa bort fra hoeje bjerge og isbjerge, og det kunne man naar man gik i skoven... ja, saa var man midt i foraaret, midt i skoven - I DANMARK!! Alt mindede usandsynligt meget om Danmark, og pludselig fik jeg saadan en underlig, men dejlig foelelse i brystet.
Lidt senere naaede vi til den store gletcher - det var et fantastisk syn! (mere kan jeg ikke rigtig sige). To timer derfra var vores lejr. Det var dejligt endelig at kunne slappe af og holde ferie. Mine knae og foedder maate paent dele pokalen for oemmeste legemsdele. Naa, lejrliv - op med teltet, frem med liggeundelag, saa vi kunne sidde behageligt, gang i primusen, lige koge en kop vand til kaffen, saa igang med menuen, som stod paa pasta med tun i lime. AHHHH!!!
Efter aftensmaden, tog vi en aftentur ned til gletcheren, som laa og hyggede sig i aftensolen. Og saa i seng. Natten var frysende kold... tror at den kolde luft fra gletcheren sneg sig ned i min sovepose, kun for at irritere!? Vaagnede foerst kl 10.30 naeste dag, hvilket var alt for sent, da vi havde et 8 timers trek foran os.
Dag to var ikke mit yndlingstrek i verden. Faktisk var det meste af trekket, tilbage af samme vej som vi kom. Lidt kedeligt efter min mening! Tilbage til udgangspunktet, og nu to timer ad en let vej... Jeg ved ikke helt hvad der skete, men jeg begyndte efterhaanden at vaere ligeglad med sten og klippestykker, smukke bjerge og bjergsoer. Jeg begyndte at blive traet og traet af at trekke. Vi naede til sidst en lejr, hvor de fleste trekkere stopper og efterlader deres backpack, hvorefter de vandre de sidste tre time op, uden udstyr, for at se den smukke udsigt, langt oppe i dalen. Alluruz og Kevin, havde aabentbart travlt og skulle naa hele trekket paa 4 dage istedet for 5. Derfor var det bedst, hvis vi brugte yderligere 2.5 time paa, at naa til den sidste lejr inden udsigtpunktet. Jeg var fuldstaendigt udmattet og taenkte kun paa laekker mad, nye knae og moonboots. Jeg foelte aerlig talt, at jeg havde trekket nok for denne omgang. Da vi ankom, opdagede vi, at vi havde hele lejren for os selv. Hurtigt fik vi teltet op. Jeg fik alt mit medbragte toej paa, for jeg froes som (en i helvede???). Efter en laekker minestonesuppe og en omgang lunken kartoffelmos med coktailpoelser, taendte vi baal, lavede herlig kaffe og fortalte roeverhistorier. Og saa endelig i seng... jeg var simpelthen saa traet!!
MEN MEN MEN... denne nat var endnu koldere en den forrige! Det var simpelthen saa koldt. Jeg laa hele natten og rystede af kulde, og selvom jeg efterhaanden fik taget alt mit toej paa, blev det bare vaerre og vaerre. Denne nat fik Alluruz ingen soevn overhovedet!! Besluttede dér, at jeg var faerdig med at trekke for denne gang. Min tanke var, at jeg naeste dag ville gaa tilbage ad den lette rute paa 2 timer, og saa tage bussen tilbage til byen.
Om morgenen skyndte vi os at lave en god portion hoensesuppe, for at faa varmen. Efter morgenmaden vandrede vi den sidste halve time op til udsigtstedet.... og vi blev ved med at vandre... til sidst gad vi ikke at gaa laengere op, og det virkede ogsaa forkert, at der ikke laengere var nogle afmaerkninger - saa vi gik nedad igen. Pludselig stod vi ved udsigtstedet, som vi aabentbart var gaaet forbi 20 min tidligere (SUK!).
Tilbage i lejren, fik vi hurtigt pakket vores grej sammen, og vandrede nu den lange vej tilbage, ned til den anden lejr. Her skulle jeg beslutte hvad mit naeste traek skulle vaere. Jeg besluttede, at foelges med Kevin paa et 6 timer lang trek, for saa at dreje af, og sove paa et hostel. 6 timers trek er lang tid, naar man vandrer som en anden zombie, men efterhaanden fandt vi et godt flow, og genvandt lidt af modet. Ved skillevejen, maate Kevin overtage den halvdel af teltet jeg bar paa, samt resten af maden. Kl. var blevet 6, og jeg kunne slet ikke overskue de yderligere 3 timer, som han skulle trekke for at naa til naeste lejr. Nu havde jeg selv kun et time til Hostel, varmt bad og dejlig varm seng. Jeg vandrede med glaede mod den lille by...
Endelig fremme ved hostellet. Gik op til receptionisten og forhoerte mig om et single vaerelse. Ingen problemer der, der var masser ledige... de kostede bare 150 $ pr. nat!!! Hvad skulle Alluruz nu goere? De kunne glemme, at jeg ville betale saa meget for et vaerelse, saa jeg maatte vandre yderligere en kilometer, til en slags campingplads. Her kunne jeg saa faa lov at leje et telt for natten... Foelte mig en lille smule til grin, at jeg nu skulle ligge paa en campingplads og fryse, saa kunne jeg lige saa godt ha´frosset med en fed udsigt! Jeg forhoerte mig om bustiderne ind til Puerto Natales, og fandt ud af, at de gik kl. 14 og kl. 19.30.... kiggede paa uret - kl. var 19.33!!!
Loeb op til "bustoppestedet", og 10 min senere var Alluruz paa vej til Puerto Natales, med udsigt god mad, varmt bad og bloede bloede dyner.
Dagen efter kom Kevin tilbage. Misundte ham paa ingen maade hans sidste trek. Vi var begge enige om, at vi var faerdige med at trekke, og bestilte nu en bus mod La Callafate (Argentina). Turen med bussen gik igennem Patagonien - store vidder, med den smukkeste himmel og solnedgang - som at koere stille og roligt igennem et maleri... FANTASTISK!
La Callafate var en meget ren og lidt for paen og kedelig touristby - ikke meget at skrive hjem om! Men La Callafate var vores gateway, hvorfra vi tog et fly mod BUENOS AIRES!!!
Tanker
Alluruz
torsdag den 5. marts 2009
Santiago
Fra San Pedro, som er en lille touristflaekke i nordoest chile, tog vi stik syd mod Santiago (jeg skriver touristflaekke, fordi at ALT i denne by, mest af alt mindede om en slags kulisse, á la westernbyen i Legoland, bare uden cowboyhatte... og lego). Denne tur boed paa 24 lange timer i bus. Til sammenligning tager det en 80 m hoej mand ca. 3 doegn, at gaa fra Koebenhavn til Madrid!
Endelig fremme, og pludselig var alt normalt. Foerste indtryk af Santiago, var en by som mest af alt minder om hvilken som helst by i SydEuropa (paanaer Faliraki, paa Rodos, som er et sygt sted, indtaget af gale og solroede englaendere). Vi indlogerede os paa Casa Roja, et stort hostel med tilhoerende pool, hvilket var et stort hit, paa de over 30 graders varme eftermiddage!
Om soendagen, tog Kevin og jeg os en tur rundt, for at se og opleve hovedstaden. Ikke nogen saerlig god dag at se byen paa, for alt var doedt og mennesketomt. Vi fandt senere ud, at det var fordi, at alle byens beboere, tager ud til kysten i weekenden og hygger sig. Det skulle jeg ogsaa ha´gjort... Santiago var ikke den mest sindsoprivende oplevelse. Jeg brugte tiden der, til at slappe af, nyde solen, lyset og varmen (og poolen)... det skal der ogsaa vaere tid til, men Santiago blev mest af alt et stop paa vejen, for at komme videre sydpaa til Patagonien.
Endelig fremme, og pludselig var alt normalt. Foerste indtryk af Santiago, var en by som mest af alt minder om hvilken som helst by i SydEuropa (paanaer Faliraki, paa Rodos, som er et sygt sted, indtaget af gale og solroede englaendere). Vi indlogerede os paa Casa Roja, et stort hostel med tilhoerende pool, hvilket var et stort hit, paa de over 30 graders varme eftermiddage!
Om soendagen, tog Kevin og jeg os en tur rundt, for at se og opleve hovedstaden. Ikke nogen saerlig god dag at se byen paa, for alt var doedt og mennesketomt. Vi fandt senere ud, at det var fordi, at alle byens beboere, tager ud til kysten i weekenden og hygger sig. Det skulle jeg ogsaa ha´gjort... Santiago var ikke den mest sindsoprivende oplevelse. Jeg brugte tiden der, til at slappe af, nyde solen, lyset og varmen (og poolen)... det skal der ogsaa vaere tid til, men Santiago blev mest af alt et stop paa vejen, for at komme videre sydpaa til Patagonien.
torsdag den 26. februar 2009
Salar de Uyiuni
I La paz bookede jeg en togtur mod Uyuni i syd. Saa virkelig frem til at rejse med tog, da der er noget gammeldags og afslappet ved det. Jeg blev ikke skuffet... et langt flot tog ventede paa os, og saa afsted. Inden laenge befandt vi os i det flade altoplano, hvor man i det fjerne kunne spotte hoeje bjerge. Det var her paa dette straek, at jeg saa det smukkeste jeg nogensinde har set. Solen var saa smaat begyndt at gaa ned, og da vi havde panorama udsigt over hele horisonten (pga. det flade terraen), kunne man se solen farve hele himmelen i de smukkeste farver. Efterhaanden dukkede smaa soer op, som spejlede hele dette fantastiske scenarie, men det blev smukkere og smukkere! Paa et tidspunkt naede vi til en kaempe soe, alt gik i eet, flamingoer floej side om side med toget, som stille svaevede et sted immellem soe og himmel - det var ufatteligt smukt!!!
Kl. 2 om natten naede vi den lille by Uyuini. Vi loggede os ind paa et hostel, og faldt hurtigt i soevn. Naeste dag var det tid til at bestille en tour rundt i oerkenen. Endnu engang maatte jeg sande, at det kan tage sin tid at finde rundt i de forskellige bureauers tilbud. Vi fandt endelig et udemaerket tilbud, men vi kunne foerst komme afsted naeste dag. What to do in Uyuini?? Egentligt ikke andet end at sidde hele dagen med en koelig pilsner, og se byen optraede.
Saa blev det morgen, og vi skulle afsted. som aftalt moedte vi op halv 11, og foerst et par sydamerikanske minutter senere (dvs. halvanden time senere), kunne vi stige ind i jeepen, som skulle transportere os rundt i orkenen. Med os var to franske par - et ungt og et gammelt.
Vi startede med at koere lidt ud af byen, til en slags kierkegaard for nedlagte lokomotiver. Ikke det mest ophidsende, men det blev da alligevel til et par klik paa kameraet. Iovrigt var der pakket med andre tourister, der ogsaa var paa tur... saa der var igennem hele turen en lille karavane af jeeps, som kaempede for, foerst at komme ud til de forskellige sevaerdigheder.
Naeste stop var selve saltsoen. Salar De Uyuni er verdens stoerste saltsoe ca. 10,582 km², til sammenligning kan jeg afsloere, at sjaelland kun er ca. 7,031 km², og at verdens hoejeste mand er 2.36 m!
Blev moedt af dette fantastiske syn... hvidt salt saa langt ojet raekker og himlen usaedvanligt blaa. Tog man sine solbriller af, blev man med det samme blaendet af det ufattelige skarpe lys. Ok... her var altsaa en masse salt. Vi koerte endnu endnu et time laengere ind i denne saltoerken til "fish Island" (det hed den ikke pga. de delikate fisk, man kunne faa midt i orkenen, men pga. at oen lignede en fisk... hvilket man nok skal ha' vaeret meget laenge i oerkenen for at kunne se!).
Fish Island var fantastisk!! En mindre klippeoe midt ude i ingenting. Paa selve oen voksede der store smukke kaktusser, som var mere en 9000 aar gamle. Det var her blev Alluruz forvandlet til Morfar paa fotosafari (en transformation, som iovrigt holdt resten af turen). Morfar fik knipset paent mange skud i kassen, men det var virkelig ogsaa specielt! Efter oen koerte vi videre til vores hostel... som selvfoelgelig var lavet af salt!
Naeste dag stod paa udflugt til store lagooner med flamingoer, men inden da, koerte vi lige et smut forbi maanen. Vi havnede i et landskab, som mere eller mindre lignede en stor ost. Det var som at vaere en milliard aar tilbage i tiden. Jeg lagde mig fx. tilrette paa en gigantisk groen svamp (nej, der var ikke udeling af stoffer paa turen). Det hele var saa syret - et fantastisk sted!
Naa, senere naaede vi lagunen med de mange flamingoer. Wauw - og saa videre til frokost.
Lidt senere paa dagen kom vi til et levende Salvador Dali maleri - en kaempe klippe, som igen stod midt i ingenting KNIPS. Derefter en fantastisk smuk soe, med alle farver i verden KNIPS KNIPS. Og endelig kom vi til vores naeste hostel, hvor der var frysende koldt og intet at lave, saa vi gik tideligt i seng, da vi alligevel skulle op kl. 4 om morgenen.
Tidligt tidligt stod vi op, og koerte i moerket mod endnu et maanelandskab. Her var der bare geisere, boblende mudderhuller og alt muligt andet sejt. Videre - vi skulle naa det hele. Som solen stod op, kunne vi betragte det ene smukke landskab efter det andet... det hoerte aldrig op. Ved en soe, hvor morgensolen tittede frem over bjergene, gjorde vi holdt ved en varm kilde. Aaaaaahh... det var simpelthen saa dejligt. Kunne ha' blevet der resten af dagen, men det ville ha' vaeret blevet ulaekkert, for alle de andre, der skulle svoemme rundt i min oploeste hud (ved virkelig ikke hvorfor jeg skrev det!!).
Sidste stop var den groenne lagune, der ikke var groen den dag, fordi det ikke blaeste... noget med alger og saadan... jaja, det var ogsaa smukt!
Efter en time blev vi paent sat af ved graensen til Chile. Det havde vaeret en fantastisk tur, med meget godt for nethinden. Nu gik turen mod Santiago!
Kaerligst Morfar
Kl. 2 om natten naede vi den lille by Uyuini. Vi loggede os ind paa et hostel, og faldt hurtigt i soevn. Naeste dag var det tid til at bestille en tour rundt i oerkenen. Endnu engang maatte jeg sande, at det kan tage sin tid at finde rundt i de forskellige bureauers tilbud. Vi fandt endelig et udemaerket tilbud, men vi kunne foerst komme afsted naeste dag. What to do in Uyuini?? Egentligt ikke andet end at sidde hele dagen med en koelig pilsner, og se byen optraede.
Saa blev det morgen, og vi skulle afsted. som aftalt moedte vi op halv 11, og foerst et par sydamerikanske minutter senere (dvs. halvanden time senere), kunne vi stige ind i jeepen, som skulle transportere os rundt i orkenen. Med os var to franske par - et ungt og et gammelt.
Vi startede med at koere lidt ud af byen, til en slags kierkegaard for nedlagte lokomotiver. Ikke det mest ophidsende, men det blev da alligevel til et par klik paa kameraet. Iovrigt var der pakket med andre tourister, der ogsaa var paa tur... saa der var igennem hele turen en lille karavane af jeeps, som kaempede for, foerst at komme ud til de forskellige sevaerdigheder.
Naeste stop var selve saltsoen. Salar De Uyuni er verdens stoerste saltsoe ca. 10,582 km², til sammenligning kan jeg afsloere, at sjaelland kun er ca. 7,031 km², og at verdens hoejeste mand er 2.36 m!
Blev moedt af dette fantastiske syn... hvidt salt saa langt ojet raekker og himlen usaedvanligt blaa. Tog man sine solbriller af, blev man med det samme blaendet af det ufattelige skarpe lys. Ok... her var altsaa en masse salt. Vi koerte endnu endnu et time laengere ind i denne saltoerken til "fish Island" (det hed den ikke pga. de delikate fisk, man kunne faa midt i orkenen, men pga. at oen lignede en fisk... hvilket man nok skal ha' vaeret meget laenge i oerkenen for at kunne se!).
Fish Island var fantastisk!! En mindre klippeoe midt ude i ingenting. Paa selve oen voksede der store smukke kaktusser, som var mere en 9000 aar gamle. Det var her blev Alluruz forvandlet til Morfar paa fotosafari (en transformation, som iovrigt holdt resten af turen). Morfar fik knipset paent mange skud i kassen, men det var virkelig ogsaa specielt! Efter oen koerte vi videre til vores hostel... som selvfoelgelig var lavet af salt!
Naeste dag stod paa udflugt til store lagooner med flamingoer, men inden da, koerte vi lige et smut forbi maanen. Vi havnede i et landskab, som mere eller mindre lignede en stor ost. Det var som at vaere en milliard aar tilbage i tiden. Jeg lagde mig fx. tilrette paa en gigantisk groen svamp (nej, der var ikke udeling af stoffer paa turen). Det hele var saa syret - et fantastisk sted!
Naa, senere naaede vi lagunen med de mange flamingoer. Wauw - og saa videre til frokost.
Lidt senere paa dagen kom vi til et levende Salvador Dali maleri - en kaempe klippe, som igen stod midt i ingenting KNIPS. Derefter en fantastisk smuk soe, med alle farver i verden KNIPS KNIPS. Og endelig kom vi til vores naeste hostel, hvor der var frysende koldt og intet at lave, saa vi gik tideligt i seng, da vi alligevel skulle op kl. 4 om morgenen.
Tidligt tidligt stod vi op, og koerte i moerket mod endnu et maanelandskab. Her var der bare geisere, boblende mudderhuller og alt muligt andet sejt. Videre - vi skulle naa det hele. Som solen stod op, kunne vi betragte det ene smukke landskab efter det andet... det hoerte aldrig op. Ved en soe, hvor morgensolen tittede frem over bjergene, gjorde vi holdt ved en varm kilde. Aaaaaahh... det var simpelthen saa dejligt. Kunne ha' blevet der resten af dagen, men det ville ha' vaeret blevet ulaekkert, for alle de andre, der skulle svoemme rundt i min oploeste hud (ved virkelig ikke hvorfor jeg skrev det!!).
Sidste stop var den groenne lagune, der ikke var groen den dag, fordi det ikke blaeste... noget med alger og saadan... jaja, det var ogsaa smukt!
Efter en time blev vi paent sat af ved graensen til Chile. Det havde vaeret en fantastisk tur, med meget godt for nethinden. Nu gik turen mod Santiago!
Kaerligst Morfar
tirsdag den 24. februar 2009
La Paz, Death Road, Mountainclimbing - ACTION PACKED!
Saa kom turen til La Paz, verdens hoejest beliggende hovedstad (100000 m. over havets overflade).
Af gammel vane, skyndte jeg mig, at indlogere mig paa Loki hostel, partyhostel kaeden, som her i La Paz, levede fuldt op til sit ry...
Et par dage efter bookede Kevin og jeg, en mountainbike tur paa 'verdens farligste vej'. Vejen havde foer vaeret aabnet for almindelig trafik, men var blevet lukket pga. alt for mange uheld (op imod 10 om dagen). Grunden til alle disse uheld, kunne skyldes, at vejen for det foerste ikke er mere end 3 m bred, og til den ene side, en lodret afgrund 400 m ned i dybet. Tillaegger man sydamerikansk koersel, som tidligere beskrevet paa denne blog, har man 'The Death Road'.
Nu var der saa ingen biler laengere, og vejen var aabnet op for gale tourister, som gerne ville opleve suset, af denne 67 km lange vej ned ad bjerget... men saa var der selvfoelgelig ogsaa en t shirt til dem der klarede det i live!
Vi var en lille gruppe paa 6 personer, som alle syntes at det loed som en god deal. Paa med cykeltoejet, hjelm og solbriller...og saa derudaf! Til at starte med var det dog ca. 45 km paa en bred landevej (med tilhoerende trafik). Senere kom den "rigtige" vej - Death Road. Ingen maatte overhaele vores guide, men han hgav den gas, og med tiden blev man bedre, modigere, dummere - kald hvad du vil, og resten af turen laa jeg paa hjul med vores guide.
Det var en fantastisk fed fornemmelse at hjule derudaf, passe paa i svingene, unvige de store steen og nyde en super udsigt (400 m ned i dybet). Efterhaanden som vi kom nedad, blev det varmere og varmere, tropisk vegetation og store smukke vandfald dukkede op. Hele fornemmelsen af at suse afsted, kan maaske sammenlignes med at staa paa ski. Du er din egen herre, du har den fulde kontrol (det bilder du i hvertfald dig selv ind). 67 km senere naaede vi bunden. Havde med det samme lyst til at tage turen igen. Det var super fedt!!
Nu gik turen i minibus tilbage gennem bjergene, og det tog et ondt aar... det oedelagde lidt af oplevelsen, men saadan er det at vaere biker.
Tilbage i La Paz. Byen indboed ikke til saa mange sevaerdigheder og tiden foeltes til tider lidt lang. Det var blevet tid til et nyt stunt, et nyt adrenalinkick, saa hvorfor ikke bestige et bjerg?
Lidt nord for La Paz, findes et bjerg paa 6088 m over havets overflade. Jeg havde set billeder af folk med isoekser og bjergbestiger udstyr, rundt omkring paa cafeer i La Paz... havde ikke forestillet mig, at det skulle blive mig. Kevin havde snakket med to gutter (Tom fra England og Mike fra Sydafrika) fra hostellet om at proeve det af - jeg var klar!
Vi bookede en tur ved et af de mange touristkontorer. Proevede specielle stoevler, lejede bukser og jakker, snepigge til skoene, og isokser - jeg var klar!
Naeste dag blev vi hentet af vores guides og koerte mod foerste chekpoint ved bjergets fod. Da vi naede frem, tog vi vores gear paa og vandrede et lille stykke op til foden af en enorm gletcher. Her traenede vi de forskellige teknikker med reb, isoekse og pigsko. Det var ret underholdende at proeve kraefter med. Vi rapellede ogsaa ned ad gletchersiden!
Naeste dag havde vi vores forste trek op til basecamp 2. Det foregik med alt vores udstyr, og det blev stjelere og stejlere, haardere og haardere, men lige pludselig var vi der. Faktisk blev vi en smule overrasket over, at vi allerede var der, da kl. kun var omkring 11 om formiddagen. De fleste havde en ide om, at vi bare skulle spise frokost der, og saa videre op... men nej! Resten af dagen foregik i total kedsomhed, da der absolut intet var at lave. Vi vidste at vi skulle op kl 1 om natten, for at bestige bjerget (grunden til natbestigningen, var pga. sneen der, ville vaere mere fast og sikker at gaa i). Da vi havde sovet ca. 15 timer natten foer, var det ikke mange timers soevn lille Alluruz fik, og pludselig var kl.1 om natten (jeg faar det til at lyde saa nemt, men den dag var faktisk en af de kedeligste dage i mit liv...vente vente vente).
Ok... kl. var blevet 1 om natten - tid til at bestige bjerge!
Vi fik alt vores udstyr paa. Vores lille team blev delt op i to grupper. En guide, Tom og Kevin i den ene og en gudide, Mike og jeg i den anden. Vi blev forbundet med reb i tilfaelde af, en af os skulle falde/glide. Alt var buldrede moerkt og sneen slog ind i mit ansigt. Et par andre grupper kunne anes laengere oppe, i kraft af en lille karavane af hovedlamper - der var noget magisk over det! Til at starte med, gjaldt det om at finde sin egen rytme... dvs. vi skulle lige kunne foelge guiden, men det hele foregik i et roligt tempo. Jeg gik bag Mike, som gik langsommere end jeg, hvilket baade var godt og skidt. Det bevirkede at mit flow var tre-fire hurtige skridt, og saa en lille pause, hvor jeg maatte vente paa at rebet blev udstraekt igen. Paa den maade foelte jeg, at jeg hele tiden fik smaa pauser. Vi vandrede ca. 40 min og saa en kort pause. Efterhaanden blev det haardere og haardere... og koldere! Jeg kan ikke sige, at det var et fantastisk udsyn vi havde, for det var bare moerkt. Det eneste man rigtigt kunne se, var din makker foran dig, og dine egne foedder. Det gik hen og blev helt meditativt, og dine tanker slog hen paa kun at taenke paa hvordan din rytme var. Nogle gange fornemmede jeg, at vi gik forbi dybe skakter i gletcher isen. Det var paa en gang facinerende og skraemmende.
Efter et par timer, begyndte jeg saa smaat at maerke mine ben blive tungere og tungere. Mine laegmuskler syrede en smule til og mine laar blev haarde og oemme. Det stoppede saa snart at der var en lille pause, men lige saa snart vi begyndte at gaa igen, foeltes det uendeligt haardt.
Da vi havde gaaet en evighed, fornemmede jeg, at vi snart ville vaere ved toppen, hvilket gav mig mod paa at give den en tand ekstra. Ved en kort pause, fortalte vores guide, at nu havde vi gaaet ca. halvdelen, og at der var tre timer endnu.... jeg troede jeg skulle doe!! Jeg kunne se i de andres ansigter, at de kampede samme haarde kamp invendigt. Det var simpelthen ikke til at baere!!
Fra da af blev mine tanker sat paa automatpilot. Det eneste jeg taenkte paa var naeste og naeste skridt - for at motivere mig selv, "blev jeg noed til" hele tide at gaa i samme fodspor som Mike. Det der nu skete var, at vores guide besluttede , at vores team skulle slaa verdensrekorden i bjergbestigning, i hvert fald satte han tempoet op, saa vi nu begyndte at overhale de andre grupper. Jeg sagde paent farvel og tak til mine lunger, og efterlod dem hjaelpeloese i sneen. Hold kaeft hvor var det sindsygt!!
En gang imellem dristede jeg mig til at se op ad bjerget, men det var saa demotiverende at se et lille hold af lys 1000 km oppe. Jeg taenkte - nej, jeg raabte hoejt "FUUUUUUCK", i afmagt hvergang. Paa et tidspunkt galpede jeg til vores guide, at nu skulle han stoppe, nu maatte jeg ha' en pause ellers ville jeg doe... han hoerte mig ikke!
Ved en endnu en kort pause, faldt Kevin om i sneen (tror faktisk han faldt i soevn paa 10 sekunder). Taenkte, at det ikke ville vaere saa daarligt, bare at falde om i sneen - sove. Vores to guides begyndte at stille at diskutere resten af trekket. Vi var naaet til et sted med hoej risiko for laviner. De mente begge to, at det ville vaere for risikabelt at foresaette. Der skulle ikke meget til at ovebevise gruppen om, at det var bedst at stoppe, men da vi spurgte hvor langt der var igen, og svaret var 100 m, saa tog vi beslutningen om at fortsaette... et minut senere fandt vi ud af, at 100m her var lig med endnu en time.
Paa en maade betoed en time ikke saa meget nu. Jeg var fokuseret paa at naa toppen. Det sidste stykke op, var en stejl vaeg, hvor vi maatte knytte os til vores isoekse for at komme op. Denne sidste vaeg foeltes som langt mere end en time (maaske var det ogsaa det), men pludselig var vi paa toppen!!!!! Der var ikke store sejrsscener, for folk var totalt udmattede og forfrosne, men der var plads til et lille smil eller en stille taare. Foelelsen indeni var ubeskrivelig -bliver stadig helt roert naar jeg tanker paa det!
Efter 10 min var det tid til at komme ned igen. Det var ikke helt saa nemt som man kunne tro. Vi stavrede os nedad, igen i et roligt tempo. Da det var blevet lyst, kunne vi nu se hvor vi havde gaaet. Med mellemrum saa vi kaempestore huler med de klareste istapper, vi saa nu tydeligt de dybe huller, som man helst ikke skulle falde ned i... nu endnu mere skrammende! Det slog mig paa turen ned, hvor langt vi egentlig havde gaaet, for det blev bare ved og ved og ved... Vi havde brugt 5 timer paa at komme op til toppen - en ret god tid, ifoelge vores guide. Det tog os yderligere tre timer ned til basecamp 2, og saa lige en time ned til basecamp 1.
Jeg klarede det!!... det er skaaret ind i vaeggen i bascamp 2, at lille Alluruz besteg et 6088 m hojt bjerg, somewhere in Bolivia!
Tilbage i La Paz... Hvad kan jeg sige?
Der var brug for flere eventyr, saa nu maatte jeg videre. Salar De Uyiuni blev naeste stop.
Kaerligst Alluruz
Af gammel vane, skyndte jeg mig, at indlogere mig paa Loki hostel, partyhostel kaeden, som her i La Paz, levede fuldt op til sit ry...
Et par dage efter bookede Kevin og jeg, en mountainbike tur paa 'verdens farligste vej'. Vejen havde foer vaeret aabnet for almindelig trafik, men var blevet lukket pga. alt for mange uheld (op imod 10 om dagen). Grunden til alle disse uheld, kunne skyldes, at vejen for det foerste ikke er mere end 3 m bred, og til den ene side, en lodret afgrund 400 m ned i dybet. Tillaegger man sydamerikansk koersel, som tidligere beskrevet paa denne blog, har man 'The Death Road'.
Nu var der saa ingen biler laengere, og vejen var aabnet op for gale tourister, som gerne ville opleve suset, af denne 67 km lange vej ned ad bjerget... men saa var der selvfoelgelig ogsaa en t shirt til dem der klarede det i live!
Vi var en lille gruppe paa 6 personer, som alle syntes at det loed som en god deal. Paa med cykeltoejet, hjelm og solbriller...og saa derudaf! Til at starte med var det dog ca. 45 km paa en bred landevej (med tilhoerende trafik). Senere kom den "rigtige" vej - Death Road. Ingen maatte overhaele vores guide, men han hgav den gas, og med tiden blev man bedre, modigere, dummere - kald hvad du vil, og resten af turen laa jeg paa hjul med vores guide.
Det var en fantastisk fed fornemmelse at hjule derudaf, passe paa i svingene, unvige de store steen og nyde en super udsigt (400 m ned i dybet). Efterhaanden som vi kom nedad, blev det varmere og varmere, tropisk vegetation og store smukke vandfald dukkede op. Hele fornemmelsen af at suse afsted, kan maaske sammenlignes med at staa paa ski. Du er din egen herre, du har den fulde kontrol (det bilder du i hvertfald dig selv ind). 67 km senere naaede vi bunden. Havde med det samme lyst til at tage turen igen. Det var super fedt!!
Nu gik turen i minibus tilbage gennem bjergene, og det tog et ondt aar... det oedelagde lidt af oplevelsen, men saadan er det at vaere biker.
Tilbage i La Paz. Byen indboed ikke til saa mange sevaerdigheder og tiden foeltes til tider lidt lang. Det var blevet tid til et nyt stunt, et nyt adrenalinkick, saa hvorfor ikke bestige et bjerg?
Lidt nord for La Paz, findes et bjerg paa 6088 m over havets overflade. Jeg havde set billeder af folk med isoekser og bjergbestiger udstyr, rundt omkring paa cafeer i La Paz... havde ikke forestillet mig, at det skulle blive mig. Kevin havde snakket med to gutter (Tom fra England og Mike fra Sydafrika) fra hostellet om at proeve det af - jeg var klar!
Vi bookede en tur ved et af de mange touristkontorer. Proevede specielle stoevler, lejede bukser og jakker, snepigge til skoene, og isokser - jeg var klar!
Naeste dag blev vi hentet af vores guides og koerte mod foerste chekpoint ved bjergets fod. Da vi naede frem, tog vi vores gear paa og vandrede et lille stykke op til foden af en enorm gletcher. Her traenede vi de forskellige teknikker med reb, isoekse og pigsko. Det var ret underholdende at proeve kraefter med. Vi rapellede ogsaa ned ad gletchersiden!
Naeste dag havde vi vores forste trek op til basecamp 2. Det foregik med alt vores udstyr, og det blev stjelere og stejlere, haardere og haardere, men lige pludselig var vi der. Faktisk blev vi en smule overrasket over, at vi allerede var der, da kl. kun var omkring 11 om formiddagen. De fleste havde en ide om, at vi bare skulle spise frokost der, og saa videre op... men nej! Resten af dagen foregik i total kedsomhed, da der absolut intet var at lave. Vi vidste at vi skulle op kl 1 om natten, for at bestige bjerget (grunden til natbestigningen, var pga. sneen der, ville vaere mere fast og sikker at gaa i). Da vi havde sovet ca. 15 timer natten foer, var det ikke mange timers soevn lille Alluruz fik, og pludselig var kl.1 om natten (jeg faar det til at lyde saa nemt, men den dag var faktisk en af de kedeligste dage i mit liv...vente vente vente).
Ok... kl. var blevet 1 om natten - tid til at bestige bjerge!
Vi fik alt vores udstyr paa. Vores lille team blev delt op i to grupper. En guide, Tom og Kevin i den ene og en gudide, Mike og jeg i den anden. Vi blev forbundet med reb i tilfaelde af, en af os skulle falde/glide. Alt var buldrede moerkt og sneen slog ind i mit ansigt. Et par andre grupper kunne anes laengere oppe, i kraft af en lille karavane af hovedlamper - der var noget magisk over det! Til at starte med, gjaldt det om at finde sin egen rytme... dvs. vi skulle lige kunne foelge guiden, men det hele foregik i et roligt tempo. Jeg gik bag Mike, som gik langsommere end jeg, hvilket baade var godt og skidt. Det bevirkede at mit flow var tre-fire hurtige skridt, og saa en lille pause, hvor jeg maatte vente paa at rebet blev udstraekt igen. Paa den maade foelte jeg, at jeg hele tiden fik smaa pauser. Vi vandrede ca. 40 min og saa en kort pause. Efterhaanden blev det haardere og haardere... og koldere! Jeg kan ikke sige, at det var et fantastisk udsyn vi havde, for det var bare moerkt. Det eneste man rigtigt kunne se, var din makker foran dig, og dine egne foedder. Det gik hen og blev helt meditativt, og dine tanker slog hen paa kun at taenke paa hvordan din rytme var. Nogle gange fornemmede jeg, at vi gik forbi dybe skakter i gletcher isen. Det var paa en gang facinerende og skraemmende.
Efter et par timer, begyndte jeg saa smaat at maerke mine ben blive tungere og tungere. Mine laegmuskler syrede en smule til og mine laar blev haarde og oemme. Det stoppede saa snart at der var en lille pause, men lige saa snart vi begyndte at gaa igen, foeltes det uendeligt haardt.
Da vi havde gaaet en evighed, fornemmede jeg, at vi snart ville vaere ved toppen, hvilket gav mig mod paa at give den en tand ekstra. Ved en kort pause, fortalte vores guide, at nu havde vi gaaet ca. halvdelen, og at der var tre timer endnu.... jeg troede jeg skulle doe!! Jeg kunne se i de andres ansigter, at de kampede samme haarde kamp invendigt. Det var simpelthen ikke til at baere!!
Fra da af blev mine tanker sat paa automatpilot. Det eneste jeg taenkte paa var naeste og naeste skridt - for at motivere mig selv, "blev jeg noed til" hele tide at gaa i samme fodspor som Mike. Det der nu skete var, at vores guide besluttede , at vores team skulle slaa verdensrekorden i bjergbestigning, i hvert fald satte han tempoet op, saa vi nu begyndte at overhale de andre grupper. Jeg sagde paent farvel og tak til mine lunger, og efterlod dem hjaelpeloese i sneen. Hold kaeft hvor var det sindsygt!!
En gang imellem dristede jeg mig til at se op ad bjerget, men det var saa demotiverende at se et lille hold af lys 1000 km oppe. Jeg taenkte - nej, jeg raabte hoejt "FUUUUUUCK", i afmagt hvergang. Paa et tidspunkt galpede jeg til vores guide, at nu skulle han stoppe, nu maatte jeg ha' en pause ellers ville jeg doe... han hoerte mig ikke!
Ved en endnu en kort pause, faldt Kevin om i sneen (tror faktisk han faldt i soevn paa 10 sekunder). Taenkte, at det ikke ville vaere saa daarligt, bare at falde om i sneen - sove. Vores to guides begyndte at stille at diskutere resten af trekket. Vi var naaet til et sted med hoej risiko for laviner. De mente begge to, at det ville vaere for risikabelt at foresaette. Der skulle ikke meget til at ovebevise gruppen om, at det var bedst at stoppe, men da vi spurgte hvor langt der var igen, og svaret var 100 m, saa tog vi beslutningen om at fortsaette... et minut senere fandt vi ud af, at 100m her var lig med endnu en time.
Paa en maade betoed en time ikke saa meget nu. Jeg var fokuseret paa at naa toppen. Det sidste stykke op, var en stejl vaeg, hvor vi maatte knytte os til vores isoekse for at komme op. Denne sidste vaeg foeltes som langt mere end en time (maaske var det ogsaa det), men pludselig var vi paa toppen!!!!! Der var ikke store sejrsscener, for folk var totalt udmattede og forfrosne, men der var plads til et lille smil eller en stille taare. Foelelsen indeni var ubeskrivelig -bliver stadig helt roert naar jeg tanker paa det!
Efter 10 min var det tid til at komme ned igen. Det var ikke helt saa nemt som man kunne tro. Vi stavrede os nedad, igen i et roligt tempo. Da det var blevet lyst, kunne vi nu se hvor vi havde gaaet. Med mellemrum saa vi kaempestore huler med de klareste istapper, vi saa nu tydeligt de dybe huller, som man helst ikke skulle falde ned i... nu endnu mere skrammende! Det slog mig paa turen ned, hvor langt vi egentlig havde gaaet, for det blev bare ved og ved og ved... Vi havde brugt 5 timer paa at komme op til toppen - en ret god tid, ifoelge vores guide. Det tog os yderligere tre timer ned til basecamp 2, og saa lige en time ned til basecamp 1.
Jeg klarede det!!... det er skaaret ind i vaeggen i bascamp 2, at lille Alluruz besteg et 6088 m hojt bjerg, somewhere in Bolivia!
Tilbage i La Paz... Hvad kan jeg sige?
Der var brug for flere eventyr, saa nu maatte jeg videre. Salar De Uyiuni blev naeste stop.
Kaerligst Alluruz
Abonner på:
Opslag (Atom)
