Cuzco - Salkatay trek

Hola

Er i Cuzco. Her er super smukt. Smutter imorgen!

Jeg skal paa et 5 dages trek, der kaldes Salkantay, som ender ved inka ruinbyen Machù Pichu.

Jeg glaeder mig til, at se hvor meget mine lunger kan traekke - er nemlig blevet syg og forkoelet.
-------------------------

Ok, nu har jeg vaeret afsted. Maa hellere fortaelle lidt naermere om min oplevelse af Cuzco og Salaknatay trekket.

Som sagt, Cuzco er en fantastisk smuk by. Det var en kaempe omvaeltning, at komme fra Iquitos til denne by med fine hvidkalkede huse fra kolonitiden, med traealtaner og roede teglsten. Byen ligger i en dal, saa man kan foelge bebyggelsen hele vejen rundt, langs bjergskraeningerne. Det hele foregik ogsaa i et helt andet tempo - meget mere stille og roligt.
Jeg lokkede mig ind paa Loki hostel. Et youth/party hostel fandt jeg hurtigt ud af.... i det hele taget var det bedst, hvis man drak meget, skreg meget og var australier.

Jeg noed virkelig byen og foelte, at jeg kunne slappe af efter en heftig jungletur, men efter lidt tid, fandt Kevin og jeg ud af, at vi igen maatte ud at vandre. Fra Cuzco kommer man til den beroemte Inka Trail, som foerer til ruinbyen Machu Pichu. Vi soegte lidt mere udfordring, saa istedet valgte vi en lille omvej; Salkantay trekket, som tager fem dage ialt.
Der viste sig, at vaere en jungle, der var meget lettere at fare vildt i end Amazonas, nemlig touristbureau-junglen. Det tog os to dage, at finde et godt tilbud. Ikke at vi ikke fik det fra start, problemet var bare, at tilbuddet var absurd billigt, saa vi turde ikke rigtig stole paa det. Forestillede mig huller i teltene, daarlig mad o.s.v. Vi fandt senere udemaerket tilbud, og slog til!

Tidligt om morgenen blev vi hentet af en minibus, som koerte rundt og hentede alle de andre, der havde valgt samme tur. Da alle var hentet, holdt vi og ventede en time midt paa torvet - ingen vidste helt hvorfor, men saadan er Peru.
Efter et par timers koersel var vi fremme ved starten af vores rute. Foerst her fik jeg mulighed for at hilse ordentligt paa gruppen, hvilket var en temmelig blandet skare. To tysker, der levede sammen i et "community", hvor alle mere eller mindre var gift med hinanden. Ydermere tre unge brasillianske drenge, en englaender, en columbiansk kvinde og selvfoelgelig en lille haandfuld australiere. Og saa var der "guiden".... guide i anfoerelsestegn, fordi han stort set ikke roerte en finger eller kom med en eneste praktisk information paa hele turen.

Vi havde faet fortalt, at Salkantay var et meget haardt trek, navnligt foerste dag... det var det ikke!! Vi vandrede en godt stykke og kom hoejere og hoejere op i bjergene, men det hele var meget stille og roligt. Den Columbianske kvinde, blev dog syg af hoejderne, og maate transporteres i forvejen og ha´ ilt. Resten af turen red hun sammen med baerene pa heste.
Saa blev det aften, saa blev det nat og vi laa trygt i vores telte. Saa kom regnen, og hele nattten stod det ind i vores telt. Min sovepose blev drivvaad og kold, og min madras havde forvandlet sig til en svamp (ikke dem man spiser). I fodenden formede der sig en mindre soe, og stakkels Alluruz, vaagnede kl. 3 om natten, uden at ane et levende raad.
Et par timer gik, og vi blev "vaekket" med varm cocca the. Alle opdagede, at alle havde haft samme lortenat, og folk var paent morgensure. Vores guide mente, at vores baere kunne toerre soveposerne og madrasserene over et baal, imens vi vandrede videre....det kunne de ikke.
Uvidende om dette vandrede vi videre. Idag skulle vi bestige passet paa 4600 m. Det var haardt, men ikke naer saa haardt, som Santa Cruz. Vi naede alle toppen, hvor det sneede, men lidt laengere nede paa den anden side af passet, begyndte det at blive varmt og tropisk - ret vildt at opleve saadan et skift. Da vi slog lejr opdagede vi, at alle vores ting stadig var vaade. Der blev sat gang i det hel stoere toerrearbejde over baal. Det lykkeds for de fleste, at sove i et toert telt i en toer sovepose, paa en toer madras den nat.

Naeste morgen var vi mere klar. Dagens trek var udelukkende igennem subtropisk terreaen, og det hele var utroligt smukt og indbydende. Desvaerre, var der ogsaa en del vandring ned af bakke, hvilket virkelig sled i mit knae. Det var ikke superglade alluruz, der vandrede de sidste mange km til bussen, som skulle koere os til en lille by, taet paa Machu Pichu expressen.
Da vi ankom, blev vi moedt af to smaa silkeaber. Det var vildt underholdende, at have to aber kravlende rundt paa sig.
Senere om aftenen, tog vi ned til et hot spring resort. Det var himmelraabende dejligt, at komme ned i forskellige basiner med varmt vand, samt naturlige vandfald der koelede, efter tre dages trek.!

Naeste dag havde vi en kort tur paa fire timer, til stationen. Det var ekstremt varmt at vandre, saa alt foregik i et temmelig moderat tempo. Alligevel klagede mit venstre knae, og truede med, at flytte til Kreta, hvis jeg ikke snart tog det med ro. Det resulterede i, at jeg som en af de eneste i gruppen, maate benytte mig af toget, det sidste stykke op til Aquas Calliente, endestationen foer Machu Pichu. Aquas Calliente bestod ioevrigt ikke af andet en hostels, restaurenter og souveniersboder - vildt charmerende! Jeg maa dog indroemme, at en rigtig seng sjaeldent har vaeret saa indbydende, som her.

Naeste morgen kl. 4 skulle vi vandre de sidste halvanden time op til "MP". Alluruz havde dog lovet sit knae, at sove laenge, og tage bussen derop istedet.

MACHU PICHU!... Stedet ingen levende sjael, kan give et aerligt svar omkring. Et imponerende bygningsvaerk, som nu tilsynladende, staar tilbage, som en mystisk gaade for menneskeheden (eller i hvertfald for vores guide, som ikke kunne svare paa et eneste af vores spoergsmaal). Saa her var vi, blandt imponerende bygningsvaerker, og tankte paa den naeste kop kaffe nede i byen. Machu Pichu blev aldrig lige saa stort for mig som fx. Angor Watt eller Hilleroed svoemmehal.

Transporten tilbage til Cuzco, var som altid fyldt med overraskelser og uforklarlige skift af transportmidler. Dog blev vi i bussen akkompagneret af to syngende (laes skrigende) peruvianske piger, som havde valgt os, som ofre for vores sidste soles. Jeg maa dog indroemme, at jeg ikke kunne lade vaere med at smile over hele hovedet, for de var simpelthen saa soede.

"Hjemme" igen i Cuzco. Atter engang valgte jeg at indlogere mig paa Loki Hostel. Jeg var super traet og kunne kun taenke paa at sove. En time inde i min skoenhedssoevn, blev jeg vaekket at et par, der faldt over nogle ting paa gulvet. Fnisende begyndte de at smaasnakke. Pludselig loed Arnold swarzeneggers stemme, fra koejesaengen ved siden af; "Shut ap! SHAUT AP!!! Go home to ya mammi, if u laike to parti!"... det gjorde selvfoelgelig ikke tingene meget bedre, da alle i hele rummet nu begyndte at grine. Arny skruede bissen paa; "SHAT AAAAP!!! FUCK YA MOTHER!!! FACK YOUR MATHER!!!". Der gik en rum tid foer alle faldt til ro igen...
Og saa et par timer senere, vaagnede jeg ved, at der sad en kanonfuld stodder i min seng. Maatte bruge et par minutter paa, at overbevise ham om, at vi ikke skulle dele seng.

Efter denne lange nat besluttede jeg mig for, at tage en bus sydpaa til Puno... and so I did!

Alluruz