Santa Cruz

FANTASTISK!!!! HELT IGENNEM FANTASTISK!!!!

Jeg har vaeret ude og trekke. Jeg ved ikke om jeg overhovedet kan beskrive det, men jeg vil ydmygt goere et forsoeg.

Jeg moedte paa hostellet 4 medtrekkere. En amerikansk gut (Kevin), en svensk gut (Jonas), en svensk pige (Susan) og endelig en australsk pige (Chantal). Vi besluttede, at tage det smukke trek Santa Cruz, et 4 dages hike, paa ca 40 km, med det hoejeste punkt paa 4750 m.

Foerst skal man koebe ind... ekstremt svaert for 5 mennesker, fra forskellige kulturer, med forskellige madvaner, at beslutte hvad der skal koebes. Det tog sin tid, men menuerne til de forskellige aftener, bestod af det saedvanlige pasta med et par daaser af ukendt indhold. Ellers stod alt andet for egen regning. Jeg kan ikke fatte, hvor meget de andre slaebte med af slik, kage (flere kg).

Vi skulle med bussen fra Huaraz kl 6 loerdag morgen... den var selvfoegelig forsinket en times tid. Turen op i bjergene gik mest med at droemme, men vaagnede ved en fantastisk tyrkis farvet bjergsoe. Jeg var vaagen resten af turen op (4 timer), mest fordi det gik op for mig, hvor ligegyldigt et peruviansk buschauffoers liv er for en peruviansk buschauffoer... faktisk var han paent ligeglad med det hele, for han koerte som han ikke kunne se bjerge, og med soemmet i bund.
Det gik, og vi var nu klar til at trekke!

Dag 1.
Det skoenneste vejr! Vi vandrede stille og roligt ned igennem bjergene, hvor vi stoedte paa den ene indianer landsby efter den anden. Hver gang vi kom forbi et sted med mennesker, hoerte vi ¨hola!¨ ¨hola!¨, og boernene kom loebene ud paa stien til os. Fantastiske smukke og soede, er de boernene her i Peru. Men de er ogsaa meget fattige. De lever i de mest simple huse, hvor samlingstedet ikke er hverken fjernsynet eller computeren, men derimod ildstedet. Dette ildsted midt i huset medvirkede, at der var fyldt med roeg. Vi kunne naesten ikke faa vejret der.
Naar vi gik paa stien, kunne vi i det fjerne se, hvordan de hoejt oppe paa bjegsiderne, arbejdede paa deres smaa marker, langt vaek fra landsbyerne. Det var utroligt tankevaekkende og satte mange ting i perspektiv.
Mange landsbyer, mange huse, mange ¨hola!¨, mange venlige ansigter senere, havnede vi i den foerste dal. Det var saa smukt og overvaeldende! Vi blev fulgt paa vej af en kaempe brusende flod, af vilde heste, faareflokke, og ensomme oeredefiskere. Vi havde stort set dalen for os selv.
Efter 8 km. uden de store udsving, endte vi ved vores foerste lejrsted. Vi satte telte op... og saa begyndte det at oese ned! Vi var forberedte paa at det nok ville komme, da det er regntid i bjergene, plus at vi havde set det hele ugen i Huaraz - super solskin om formiddagen og eftermiddagen - konstant regn fra ca. kl. 16. Det var frysende koldt, at staa og lave mad til fem mennesker over et primus, og da alle havde spist kl. 19.30, gik vi i seng - intet hyggeligt lejrliv her.
Kl. 4. om morgenen blev vi vaekket af Susan, som ville sove i vores telt, da alt hendes toej, samt sovepose var drivvaad (hun havde vist ogsaa et lille crush paa Kevin, saa det var fint nok... bortset fra, at hun snakker konstant, og hun nu ogssa syntes, at det var det rette tidspunkt, at fortaelle hendes livshistorie. Super irriterende!!)

Dag 2

Vi startede dagen med, at hente alt vores toej, som vi om natten, havde haengt til toerre i lokumsbygningen, lidt vaek. Vi spiste en intetsigende portion oakmeal, og var nu klar til at trekke igen. Vi vidste, at denne dag ville blive haard, for vi skulle op til et pas paa 4750 meter. Ingen himmelraabende smukt. Vi vandrede nu hoejt oppe over dalen, og alligevel straekte bjergene sig majestaetisk over os.
Vi fandt hver vores vandreflow, jonas og jeg i front (selvom det var os der slaebte de tunge telte), og de andre halsende bagefter. De led forfaerdeligt af hoejdeproblemer, og deres lunger og hjerter foeltes som raslendene sten, for hver aandedraet de tog.
Vi vandrede hoejere og hoejere... blev moedt af enlige bjergsoer og smaa vandfald hele tiden. Vi blev ved med at udsaette frokkosten, da vi hele tiden troede, at nu maatte vi snart naa toppen. Vi tog fejl - der var timer til toppen, og da vi naede snegraensen, maatte vi konstant stoppe og vente paa de tre andre, der var fuldstandigt udmattede. Tiden var loebet lidt fra os, og ud fra, hvor haardt jeg selv synes det var (har aldrig proevet noget saa haardt og udmattende), og ud fra hvor doede de andre var i blikket, troede jeg serioest ikke at de ville klare det til toppen. Pludselig moedte vi en aeseldriver, som kom ud af ingenting. Han fortalte os, at der var et kvarter til passet. Det gav os alle nyt mod, og efter en sidste staedig og haard kamp, naede Alluruz, som den foerste toppen. Jeg kan slet ikke beskrieve foelsen af, at vaere naet til toppen, det var intet mindre end fuldstaendigt fantastisk. Da de andre lidt efter lidt dukkede op, hujede, grinede og skreg vi. Foelsen af at gruppen havde klaret det var meget speciel.
Vi spiste frokost paa toppen og vandrede nu 800 hoejde meter ned mod naeste lejrplads. Paa vejen ned, saa vi et gigantisk sten/sneskred.
Lejrpladsen blev naet. Der blev diskuteret om vi skulle fortsaette et par timer endnu, saa vi havde mulighed for, at naa hele trekket paa 3 dage (her havde vi vandret 8 timer/10 km). Mine foedder var saa smadret. Havde faet en vabel paa hoejre fod, lige lidt mindre end Peru, saa jeg kunne umuligt fortsaette. De andre var ogsa flade, saa det blev hurtig besluttet, at vi skulle blive. Igen blev teltene sat op, saa kom regnen. Rutinen fra dagen foer blev genoptaget. Jeg har sjaeldent frosset saa meget. Men efter en halv time i sovepose, kom varmen og jeg sov som et lille barn (eller som jeg normalt goer).

3. dag

Vi vaagnede kl. 6, og det regnede kraftigt. Vi besluttede at skippe morgenmaden, og komme afsted, saa hurtigt som muligt. Vi ville gerne naa trekket paa tre dage, men det betoed, at vi saa skulle vandre 20 km, hvilket ikke syntes saelig realistisk.
Vi havde vandret en time, da solen begyndte at varme vores kolde og vaade legemer. Det viste sig, at solen skulle foelge os resten af dagen - vi havde fantastisk vejr!! Vi vandrede stille og roligt nedad. Foerst igennem en kaempe flad dal, et par kilometer. Der var sma soer og aer, som gjorde det svaert at navigere, og pludselig blev vi klar over, at vi havde mistet stien, og at den var paa den anden side af dalen. Vi maate kampe os frem i det vaade landskab, og for at komme rundt om en kampe soe for enden af dalen, maatte vi vaelge en alternativ sti, som vist kun var kendt af de lokale koer. Vi mistede en time paa dette fejltrin, og humoeret hos pigerne var ikke saa hoejt.
Efter soen kom vi til et fantastisk trek fulgt af en smuk og brussende flod (Faktisk fulgte den os resten af vejen).
Landskabet aendrede sig hele tiden. Fra smaa dale, til klippesider, til overrisleder stier, til scenarier, som mest mindede om gamle cowboyfilm med kaktusser, som langsomt floed over i jungleligndende scenarier. Det hele var enormt smukt!! Humoeret steg og vi vandrede godt til. Pludselig moedte vi en familie, der fortalte os, at enden af trekket var, 3 timer fremme. Saa moedte vi nogle, der fortalte at det var 2.5 time fremme. Saa regnede vi selv lidt paa det, og kunne tyde os frem til seks km. Saa saa vi et skilt, hvor der stod 3. km... Jeg ved ikke hvor langt der var, men det ma ha' vaeret de langste km. jeg nogensinde har gaaet, for det blev bare ved og ved og ved... men saa pludselig, var maaelet naaet!! Vi havde paa denne 3. dag vandret 20 km. op og ned. Forloesende og fantastisk var det!

I byen fik vi hurtigt en taxa, som kunne koere os til bussen hjem. Med det samme jeg steg ind i bilen, fik jeg enormt hoejdesyge og knaldende hovedpine. Det er ikke det fedeste, nar man koerer, men en ung taxachauffoer, som tror, at han deltager i verdens hoejst placeret rallyloeb. Han koerte saa staerkt, og udsigten var bare ned ned ned, flere 1000 meter. Jeg besluttede mig for, at jeg ikke kunne overskue det. Taenkte et par tanker om de naermedste derhejmme og hengav mig i chauffoerens magt.
Vi klarede det! Vi naede til busterminalen, men der var ingen luksusbus, der ventede paa os, kun hvad de hernede kalder en microbus, hvilket er en varevogn, der bliver fyldt til renden af mennesker. Jeg havde i mellemtiden faaet det bedre. Men ogsaa denne chauffoer holdt af fart. Paa de mindste veje koerte han som doed og helvede, og det var bestemt de andre der skulle flytte sig for ham. Han virkede mildest talt som een, der havde tygget lidt for mange cocablade, og nu troede, at han deltog i et eller andet sygt computerspil. Det fik mig til at taenke paa, at jeg ville vaere mere sikker paa mit liv, vadende ind i det fattigste kvarter i Lima, ifoert min nyeste pels og bling bling, og erklaere, at dette kvarter nu var erobret af den maegtige inkvistitator Alluruz, end at koere med den offentlige transport...Det var en meget lang tur hjem!!!

Tilbage igen paa det dejlige hostel Carolina. Udtaenker mit naeste traek.

Kaerlige tanker
Alluruz